Tirsdag d. 15. Maj ankom vi til turens andet land Bolivia. Vi ankom til graenseovergangen tidligt om morgenen. Forskellen var tydelig at maerke. Omgivelserne virkede straks langt fattigere, menneskene ser meget mere indianeragtige ud og temperaturen nede omkring frysepunktet. Sad otte timer i bussen til Uyuni, som kun ligger ca. 250 kilometer fra graensen. Ud over at det var en lang tur i en meget primitiv bus, var turen fantastisk smuk. Vi koerte gennem det sydbolivianske bjerlandskab med smaa landsbyer, flerfarvede bjerge og oerkenlignende sletter.

Onsdag d. 16. Maj til fredag d. 18. Maj: Salar de Uyuni

Tredagstur paa verdens stoerste og hoejestliggende saltsoe. I jeepen var fopruden os tre toeser, de to canadiere Ben og Jamie, australieren Nick og vores humoristiske guide Jose. Det var tre fantastiske dage, hvor vi saa jernbanen til Chile, saltoerkenen, kaktusoen midt paa saltfladen Isla Incahuasi, oen Isla Pia Pia, solnedgangen ved saltfladens ende, flamingoer, lamaer, blaa-, groenne- og roede laguner, geisere, svovlsumpe og varme kilder. Tre dage med storslaaede oplevelser i fantastisk selvskab. Den foerste nat overnattede vi i et hotel lavet udelukkende af salt. Vaegge, borde, stole, selv lysekronerne var lavet af salt. Anden nat boede vi paa et andet og ekstremt koldt hotel. Alligevel trodsede vi forholdene og tog bad i vand der kun lige var optoeget. Om natten laa vi alle seks i ske for at holde varmen. Heldigvis startede sidste dagen med en tur til de varme kilder, hvor vi blev toeet op foer turen gik tilbage til Uyuni. Herfra tog vi natbussen til Bolivias hovedstad La Paz.

Bonusinfo: Salar de Uyuni er 12.000 kvadratkilometer stor og ligger i ca. 3700 meters hoejde. Ydermere er saltlaget 120 meter dybt, hvor af de 12 foerste er rent salt.

Loerdag d. 19. Maj til onsdag d. 23. Maj: La Paz

La paz er udover Bolivias hovedstad ogsaa verdens hoejestliggende hovedstad. Byen ligger midt i Andesbjergene, gaderne er stejle og menneskene utrolig venlige. Her tilbragte vi fem dage med shopping paa gademarkederne, fest paa hostel Loki og ikke mindst den mindevaerdige tur paa the death road. Den foerste dag moedte vi den engelske flashpacker Louise, som vi tilbragte det meste af weekenden med.

Om mandagen stod den paa moutainbiking ned af verdens farligste landevej. Det var en oplevelse uden sammenligning. Vi startede i 4700 meters hoejde. Herfra susede vi ca. 15 kilometer ned af den brede landevej. Stigningen og de skarpe sving fik virkelig adrenalinen til at pumpe. Herfra blev vi i bus transporteret til den egentlige doedsrutes startpunkt. Her var vejen smal og utrolig ujaevn. Paa hoejre side gik klippevaeggen lodret op, og paa vores venstre gik skraenken flere hundrede meter lodret ned. I starten koerte vi forsigtigt, men der gik ikke lange foer overmodet tog over, og vi susede ned af den 64 kilometer lange nedkoersel. Da vi kom ned var vi beskidte og helt oppe at koere. Herfra tog vi videre til en restaurent med pool, hvor vi kunne nyde solen og en ordentlig frokostbuffet.

Torsdag d. 24. Maj til loerdag d. 26. Maj: Lake Titicaca

Tog bussen fra La paz til Copacabana, som ligger ved Lake Titicacas bred. Soen er udover verdens stoerste farbare soe, ogsaa verdens hoejstliggende. Vi tog en baad ud til Isla de Sol, hvor vi overnattede. Paa oen besteg vi de kendte 204 inkatrin, saa en fantasisk solnedgang og afsluttede dagen med at fare vild i landsbyens smaa moerke gader. Til alt held kom en franskmand os til undsaetning.

Fredag morgen blev vi vaekket af et aesels braeen og fuglenes kvidren - meget idylisk. Herfra sejlede vi tilbage til Copacabana, hvor vi tog bussen til turens tedje land Peru.

Sent paa eftermiddagen ankom vi til Puno, som ligeledes ligger ved Lake Titicacas bred. Her overnattede vi paa et hotel med et eget vaerelse og varmt vand. Dette blev fejret med welllness- og gourmetaften.

Loerdag stod i turismens tegn. Foerst tog vi en sejltur ud til de flydende sivoeer, kaldet Uros. Her smagte vi Lake Titicacabanan og hoerte om beboernes levevis. Hele arrangementet var dog utrolig turistisk. Tilbage i Puno fik vores foerste ceviche (fisk tilberedt i limejuice) - utrolig delikat!

Efter frokost tog vi sammen med et kaempe hold pensionoster til Sillustani, en praeinka gravplads. Det var tre draebende kedelige timer i selvskab med verdens mest udtrykdloese guide. Hele turens formaal var dog at komme pee besoeg hos en lokal familie og smage delikatessen, sorte katofler med lersovs. Den mineralholdige sovs er lavet paa ler, salt og kogende vand, og inkaerne bruger denne som medicin. Smagsoplevelsen var dog ikke saerlig rafineret. Sovsen smagte mest af alt af tyndmayonaise.

I nat gaar turen videre til Ariquipa, hvor vi skal vandre i en af verdens dybeste kloefter.