Mauilicious

Uhh så blev det altså tid til lidt Maui-hygge, men inden da havde vi lige et par stille dage herhjemme. Der blev jobbet fra Martins side og jeg tullede lidt rundt. Melissa havde nemlig fri så jeg kunne ikke være på klinikken. Det var egentlig okay, men nu var jeg jo lige kommet i gang. Ja det lyder frækt at sige njaehh til ferie, men har jo lige haft fri og skulle på Maui lige efter, så lidt kliniktid havde været okay.

Men torsdag morgen gik turen så med flyet hele vejen over til Maui- det tog 25 laaaange minutter, og så var vi klar til lidt ferie. Vi hentede vores lejebil i Kahului og så kørte vi mod Haiku hvor Martin havde fundet det fineste Bed and Breakfast. Det er en britisk dame der har et stort hus lige på toppen af en klippevæg, med den skønneste udsigt over dalen. Der var palmer, køkkenhave, have, frugt og jaccuzzi til fri afbenyttelse og det nød vi godt af. Vejret skiftede lidt, for det er jo vinter, så der meldte sig lidt regn hist og her. Men det gjorde ingenting for vi nød bare at hygge indenfor i vores skønne træhus på toppen af verden, med en kop the og en bog i hånden. Sådan gik vores eftermiddage stort set alle 5 dage, og vi nød hvert et øjeblik. Om aftenen hentede vi grøntsager ude fra køkkenhaven og lavede simpel, men dejlig mad i vores kitchenette. Jeg kan love jer for at der blev råhygget! Og måske især slappet af. Det er jo skønt at have ferie, men hvis man stæser rundt og oplever nonstop så trænger man jo fandme også til ferie når man vender hjem. Så for at undgå stress-sygdom postMaui, så tog vi en slapper om eftermiddagen.

Men vi oplevede da også en del, skal jeg huske at nævne. Den første dag, torsdag var det jo Valentinesday og Martin havde bestilt bord på en fancy pancy restaurant i Paia. Mama's Fishhouse. Må indrømme at vi begge havde forestillet os en god, men lidt kroagtig restaurant, men da vi så Kat (vores husmor)'s imponerede ansigtsudtryk da hun hørte vi havde fået bord, begyndte vi at tænke vores. Dyrt var et af de ord hun nævnte, men virkelig lækkert! Så vi blev enige om at være forberedt på en pebret regning og begav os mod strandens fiskehus, og hvilken oplevelse! Det startede allerede på parkeringspladsen da en mand kom og tog vores lejebil ud af hænderne på os og parkerede den for os. Ja I tænker nok, phff standard! Men ikke for sådan nogle proller som os, så vi nød hvert et sekund af denne luksus. Jeg har aldrig været ud for en valet før, så det blev vel modtaget af os! Derefter måtte vi sidde i kø før vores bord var klart og vi var da ikke de eneste. Par og familier stæset op til fin middag omgav os, og stedet osede af lækkerhed. Det var et stort sted og fint, men havde samtidig formået at holde det i Island-stile og hyggeligt med glaskugler hængende i fiskenet over små hyggelige borde dækket med blomster. Meget stemningsfyldt. Vi besluttede at give den hele armen da vi fik vores bås ansvist og bestilte både forret og hovedret, mens vi lukkede øjnene når vi nåede til prisen. OMG (Oh My God, for de udenforstående!)!!! Vi havde bestilt Poke-tower til forret for Poke er jo altid godt! Og hvilken ret. Jeg tror det er det lækreste jeg nogensinde har smagt. Jeg kan bedst beskrive det ved at sige at de fik mig til at spise rå løg- og NYDE dem!! Ved ikke hvad de havde gjort ved de råvarer, men udsøgt, det var det! Til hovedret fik Martin tun og jeg fik Snapper. OMG må jeg bare tilføje igen! Så vi var mætte og yderst tilfredse da vi havde proppet hovederne fulde, og tjeneren spurgte om dessert. Vi måtte vedkende os at vi nok var for mætte, hvortil manden svarer, "Nå ja det forstår jeg godt, I har vel også planer om lidt aktivitet senere- wink wink!" Øhh what? Fin restaurant og sex-hentydninger?? Ha ha han må have fornemmet at det ville falde i god jord ved vores bord. Vi grinede i hvert fald i skægget over det!

Bagefter tog vi hjem og dyppede os i jaccuzzien med en flaske Champagne som Kat havde givet os, og nød det sidste af en helt perfekt Valentinesdag!

Fredag tog vi til Lahaina, på vestsiden af Maui, hvor vejret altid er godt. Her spiste vi frokost i et mall og vandrede så lidt rundt i byen, som da også kunne byde på drink ved vandkanten, mens udsigten bestod af Lanai og Kaho'Olawe. Ellers var byen nu ikke det helt store desværre, en yderst turistet version af en gammel cowboy-by, med nogle få sights. Fx, efter sigende, USA's største træ. Et Banyantræ med 16 stammer, som nu var imponerende nok. Banyantræer er træer der sender små rødder ned fra kronen for så at udbygge træet med ekstra stammer og slangelignende lianer krybende mod og henad jorden. Meget spændende træer!

Så da aftenen nærmede sig, tog vi imod den med åbne arme, for vi skulle nemlig til Old Lahaina Luau, som Martin havde givet mig i fødselsdagsgave (lidt på forskud altså). Det var et kæmpe sceneri med 500 gæster i nogle meget tætkontrollerede omgivelser. Det var super fint organiseret og på trods af pøblen, så kørte det fuldstændigt gnidningsløst og under stille og rolige omstændigheder. Man fik drinks, øl, vin, sodavand efter behov stukket i grabben, så man skulle aldrig mangle noget, og rundt omkring på området blev der forevist traditionel Hawaiiansk kunst, dansemetoder og madtyper. Vi gik rundt og indsnusede atmosfæren i ro og mag, indtil vi blev gennet til bords, for nu skulle festmåltidet serveres. Der var mange forskellige ting at vælge mellem og mange tradionelle retter. Desværre har vi smagt stort set det hele før, og i en bedre version, så vi var ikke ovenud imponerede over maden, men hvis man ikke kendte til det, så tror jeg nu nok at det skal have været imponerende. Vi klagede dog ikke, for undervejs blev der underholdt med dansende hulapiger der satte den perfekte baggrundsstemning, sammen med klimtende ukuleler, for middagen. At vi sad ved at familiebord med en gruppe mænd og drenge fra en kæmpe familietur var måske lidt spøjst, men de var rigtig søde og vi fik en dejlig aften ud af det! Efter middagen blev det store show sat i swing, og der blev danset og fortalt hawaiianske myter mens trommerne gjaldede i baggrunden. Alt i alt en rigtig dejlig aften og vi kom da hjem, trætte og mætte så alt var som det skulle være. Det er sjovt, man kan altså godt mærke at man ikke er amerikaner. Vores tjener, en kæmpe matrone klædt i et enkelt, lidende stykke stof, var meget personlig og gjorde os det klart vi bare skulle spørge om hvad som helst. Alle gutterne ved vores bord tog det meget til sig, og snakkede til hende som om de havde kendt hende altid og de var gamle buddies. Hmm sådan er vi danskere alligevel ikke helt så familiære så hurtigt, men sjovt var det at opleve.

De næste dage stod så på lidt mere natur-prægede oplevelser. Lørdag kørte Martin os hele den snørklede, hårnålsvingende vej op ad vulkanen Haleakala, til summit. Undervejs var vi lige ved at give op. Det styrtede ned i lårtykke stråler, tågen stod så tæt at vi knap kunne se hvad vej vejen drejede og de udsigtspunkter vi passede var lige lovlig vel gemt væk. Nyttede det overhovedet noget at tage videre op? Vi trodsede vejret og gjorde det alligevel, vi havde jo planlagt vandretur i krateret og det hele. Da vi nåede derop var det lige så elendigt, og udsigten fra visitors center var ikke eksisterende! Hmm de rangers der var der, mente at vi da selv måtte bestemme om vi ville gå turen men vi ville måske ikke se så meget, og når tågen er krydret med bidende kulde, ja så tænker man sit. Vi tog i stedet op til the true summit og håbede at få et glimt udsigt! Det var der heller ikke der! Men pludselig, som et lyn fra en skyfri himmel, strøg samtlige skyer til side og den mest vidunderlige solbeskindede udsigt mødte os, og vi jublede rundt på toppen! Så vi besluttede os at tage ned til centret igen og starte vores tur alligevel. Vi endte med at gå en 3 timers tur ned i krateret (egentlig ikke et eruptionskrater, bare lavet af vind og vejr, men sindssygt smukt!) og det blev en virkelig flot tur! Det var koldt og vi måtte have uldtrøjer på, men sådan er det jo i 3000meters højde! I må bare se billederne, for det er umuligt at beskrive farverne og omgivelser til fulde. Og heller ikke billederne kan gøre det retfærdigt, så jeg kan bare sige, tag derhen!! De røde og brune farver, blandet med de knudrede sten og bløde cindercones. Ja det var spektakulært!

Den tur sluttede vi af med en elendig burger serveret af en gammel fedtet franskmand, der burde holde stoltheden ved sine franske aner lidt mere i hævd, hvis du spørger mig. Og så hjem og hygge med regnen silende ned af ruderne, mens the og kaffe varmede vores kolde kroppe!

Søndag stod i snorklingens tegn. Desværre fortsatte vejret med at spille os puds, og Molokini crater og Turtle town, som roses til skyerne alle steder, var ikke målet for turen alligevel. Damn it!! Det blæste simpelthen for meget, så vi måtte sejle til en ligegyldig bugt et eller andet sted oppe af kysten i stedet. Fadæse!! Nå men til gengæld så vi så hvaler (igen igen igen igen), og denne gang virkelig tæt på! Om fredagen på vej mod Lahaina, var vi stoppet ved et lookout og der var det helt store hvalshow i gang. De dansede rundt i bugten, med hanner der kæmpede om hunner og en moder der lærte sin unge at slå med halen (a flap), hoppe op ad vandet (Breach) og slå finnen ned i vandoverfladen. Det var et spektakulært syn, og heldigvis så sad der en fra the whale association med kikkerter man kunne låne, så det hele blev set up-close. Kvinden påstod at hun under en undervisningstime af en babywhale havde set en moder klappe med halen 70 gange!! Ja det her var måske ikke 70 gange, men vi var altså godt derop ad! Det var helt vildt og virkelig sjovt at se. På vores snorkeltur fik vi så set synene med hannerne der kæmper om hunnerne tæt på, fra bådens synsvinkel. Det var så sejt, og utroligt at få set dem rigtigt. Man kunne pludselig se deres hoveder og kroppe meget tydeligt og tænke at dét i mindste var fedt ved turen. Men da vi fik svømmefødderne på måtte vi jo indrømme at også andre ting var seje. Der var sindssygt mange fisk i alle regnbyens farver og korellerne var også rigtig fine. Men det aller sejeste var at når man dykkede lidt ned, så kunne man høre hvalsangen gjalde. De peb og hylede i et væk og der må have været rigtig mange i nærheden, for der var mange stemmer ad gangen. Nu havde vi selvfølgelig også lige stået og gloet hen over bådens kant på dem, og det bare nogle 100 meter væk, så vi vidste jo de var der! Men det var en stor oplevelse. Det sletttede lige så stille minderne om psykopat-turisme-delen med fællesinfo, familieportrætter, madkøer til dårlige saltvandbefængte burgere og de åndssvage mængder japanere der omgav os. Det står nu i vores hukommelse som den snorkeltur hvor vi hørte hvalerne synge mens den perfekte regnbue stod soleklart over båden der gyngede i baggrunden. Smukt!

Eftermiddagen bestod igen af hjemmehygge mens vi tøede op fra den noget kølige vandpjasketur!

Vores sidste hele dag tilbragte vi på landevejen. Der er nemlig et stykke landevej der fører til en lille ubetydelig by, Hana. Det er en 35 mil lang tur, med 600 hårnålesving og 56 enkeltbanebroer, som smider den ene fantastiske udsigt efter den anden, efter dig. Sikke en smuk dag! Svær rigtig at beskrive, for naturen er jo sejest når den ses med egne øjne, men forestil dig bjerge og medfølgende bambus og eukaluptusdækkede dale, med havet brusende i baggrunden, kun afbrudt af små landsbyer og fuldtsændig vidunderlige vandfald, der hamrede mod sten lang nede. Det havde jo regnet som sagt, hvilket er perfekt, hvis man skal se et perfekt vandfald! Da vi nåede Hana, slog vi et smut indenfor en State Park. Her så vi kæmpe! bølger, der tordnede hen over hovederne på de stakkels intet anende turister og så en rigtig flot black beach. Det er en starnd hvor sandet er dannet fra knust lava. Til sidst gik vi en tur langs vandet på en lille sti og så på de imponerende store bølger der knasede sig vej ind over lavaklipperne. Vi havde læst os til at det kunne være en hård tur der kunne sætte selv de mest robuste forhold på prøve, med vejvisning og svære køreforhold, men vi hyggede os nu hele vejen, og jeg kan stolt sige at vi stadig er sammen;-) Men igen, det skal bare ses!

Vi snuppede et par tacos med hjem til en gang eftermiddagslæsning og hygge i vores træ-hule!

Tirsdag skulle vi jo desværre hjem. Især siger jeg desværre for her valgte solen at hamre ned fra en skyfri himmel! Ja sådan kan livet jo spille en et finurligt puds, så vi kørte til Kahului og afleverede bilen og satte os i det skønne vejr med bøger og artikler der jo ikke læste sig selv. Kahului er i sig selv en kedelig by, uden noget hyggeligt centrum, og da vi havde indtaget japansk til frokost og havde fået nok af udelivet, tog vi en biftur før flyet skulle afgå. Vi så Life of Pi, og selvom jeg ikke var helt overbevist, så gav det da nogle eksistentielle samtaler:-) Da Piscine havde fortalt sin mere eller mindre sande historie færdigt, smuttede vi så til lufthavnen og måtte udholde den laaange tur hjem.

Nu er vi så hjemme igen og er i gang medhverdagen endu en gang. Onsdag var en god dag i klinikken hvor jeg efterhånden er blevet herre sej til at måle gravide maver op, og finde rollingernes hjerteslag med doppleren. Det er sku rigtig hyggeligt arbejde! Og især blev jeg varm af glæde da nogle turister spurgte mig om vej på vejen hjem, og her kommer det fedeste; JEG KUNNE SVARE!! Ja ja man er vel blevet lokal så det batter! Torsdag stod den så på hospitalsbesøg på Moanalua igen. Endnu engang blev jeg hjerteligt modtaget og fik bondet lidt ekstra med Vijay fra sidst. Nu er vi sådan officelt blevet perlevenner for vi er friended på facebook, så alt er lykkeligt;-) Fik også prøvet at fjerne cyster helt selv under en af operationerne, så det var virkelig sejt! De lader mig virkelig lave noget og komme til. Det er sindssygt lækkert!

Og hvad er det så i dag?? Min fødselsdaaaaaag! Tja 27 år sku! Tænk at man skulle leve til at blive SÅ gammel;-) Ej det har været en virkelig dejlig dag indtil videre, for jeg blev vækket med føs-sang af Martin der gav mig blomsterkrans, kort og skærme til min cykel! Det lyder måske knap så romantisk med skærme, men husk lige tilbage på at min egentlige gave var Luauen, og dette er det eneste jeg VIRKELIG har brug for. Så jeg må indrømme at skærmene var det perfekte moove til en ekstragave! Virkelig sødt! Og dagens blev så krydret med flere lækkerier da jeg får både brev og pakke hjemmefra. Min søøøøøde veninde Hotte Lotte har sendt mig skøn pakke med alt hvad der skal bruges til en ægte børnefødselsdag, så jeg er i den 7. himmel! Oven i det fik jeg brev fra både min mor og søster med gaver indeni! Et gavekort til en oplevelse når Swessie indfinder sig på øerne, og en gavesum indsat på konto fra momse. Total lækkert! Mange mange tak, det varmer så fandens når man er langt væk hjemmefra, at få et håndskrevet brev! Mums!

Ellers har jeg bare skyper hele dagen, for der var jo folk der bare måtte sladre med mig på min føs (havde slet ikke selv tigget folk om at snakke med mig, for ikke at føle mig ensom! Nej nej!!). Så nu håber jeg bare det fortsætter. I aften skal vi til noget kunstarrangement med Kevin, Martins chef, og så hjem til ham og drikke nogle øller i hans jaccuzzi. Ja livet er hårdt! Egentlig havde jeg planlagt at der skulle surfes i eftermiddag, og så ud at spise på en udendørs madfestival- Eat the street, der i dag har chokolade tema, men vejrguderne har valgt at gå imod mig. De straffer en eller anden idiot, der har været meget slem i år, med tisse-silende-regn. Det var helt galt i går, og må da indrømme det er bedre i dag, men det der med udendørs aktiviteter kan jeg godt skyde en hvid pil efter. Så der må surfes en anden god gang! Derfor skal vi nu til INDENDØRS kunstarrangement:-)

Så indtil næste gang.. hav det bra!