Tiden går stærkt og vi har allerede været i Uganda i en halvanden uge. Gulu, den by vi bor i, er en af landets største byer med sine 155.000 indbyggere, men bliver trods for det, stadig betragtet som Uganda røvhul.
Da vi kom hertil forrige uge, fik vi os et mindre kulturchok. Hjemmefra havde vi joket med at skulle ned og bo i en lerhytte, og den joke blev næsten til virkelighed. Vi bor i et "rigtigt hus", som Ivan, vores koordinater, kalder det. Et rigtigt hus betyder at der er 4 vægge der er kvadratiske og lavet af beton. I vores hus er der oven i købet strøm! Til gengæld er vand, "bad" og "toilet" ude i gården. Vi hilser lige på de døde inden vi lader vandet, da der er en gravsten lige uden for vores bebyggelse.

Vores værtsfamilie består af far-Jimmy på 33 år, mor-Gloria på 28 år, Jonathan på 4 år, Martha på 2 år og deres barnepige Kevin (ja det er en pige) på 17 år. Deres hus har tre rum og er på ca. 40 km2. Her bor vi så alle 8… Vi tre piger har et værelse for os selv, så er der en stue med en sofa og to lænestole, og i det sidste rum sover de fem andre. "Køkkenet" er ude i gården.

Vi er blevet taget rigtig godt imod, og både vores værtsfamilie og alle deres naboer og venner er meget venlige og gæstfrie.

Allerede i den første weekend vi var her, blev vi bekendt med begrebet African Time. Sidste lørdag skulle vi med til graduation-fest på Jonathans skole. Det ville vare et par timer havde vi fået at vide. Vi skulle være der kl 10 og derfor gå kl 9:30, hvor vi tre piger selvfølgelig var klar til at gå. Vi gik kl 10:45 og var der kl 11. Heldigvis er alle forsinkede her i byen, så da vi kom op på skolen en time for sent, var de først lige gået i gang med at pynte op. Vi sad og ventede en time før det startede.
Lidt tilfældigt (eller måske var det planlagt fra deres side?) kom Christina og Signe til at side til højbord med æresgæsterne. Flere gange i løbet af dagen fik vi mikrofonen og blev bedt om at sammenligne tingene med hvordan det er i DK, og svare på spørgsmål om det der blev sagt til deres graduation. Det var en smule grænseoverskridende - dels fordi vi kun havde været i byen i to dage og allerede skulle holde foredrag foran 100 mennesker og dels fordi halvdelen af arrangementet foregik på acholi (deres sprog), så det var en smule svært at følge med. Det var et lille arrangement på seks timer, så vi var godt trætte da vi endelig kom hjem igen.

Dagen efter var vi med i kirke. Meget anderledes end i DK. Signe og Christina synes ikke det var noget at råbe hurra for, så det behøver ikke at gentages hver søndag.

Sidste mandag var vores første dag på Hospitalet. Vi er seks danske sygeplejerskestuderende som skal være på hospitalet indtil slutningen af januar. Signe startede på HIV-klinikken, Maria på medicinsk afdeling og Christina på øre/næse/hals afdelingen. Vi møder alle tre kl 8, men det er ganske normalt at læger og sygeplejersker først kommer ved 9-10-tiden, så de første par timer går med at vente - african time. Tålmodighed er en dyd!

Allerede fra dag 1, var det tydeligt at hygiejnen ikke stod i særlig høj kurs. Enten har personalet ikke handsker på, eller også genbruger de dem. Signe har endnu ikke fundet en vandhane på sin afdeling så hun må nøjes med at spritte hænder, Maria brugte den første dag på at vaske senge og vindueskarme og Christina fik tidligt fri fordi lægen ikke var mødt op den dag.

Natten til tirsdag i sidste uge fik Maria malaria… I hvert fald ifølge vores værtsfamilie. Vores og deres opfattelse af sygdommen malaria stemmer ikke helt overens. Hvis man har hovedpine og er lidt forkølet, har man malaria hernede ifølge dem. Maria mener dog selv, at det blot var en kombination af for lidt vand og for meget anderledes mad, der gjorde hende skidt tilpas. Hun var heldigvis frisk igen et par dage efter.

Onsdag overværede Christina en operation sammen med en af de andre danske sygeplejerskestuderende. Det var noget af en oplevelse, desværre mest på den negative måde. Patienten blev lokalbedøvet med en 10 cm lang kanyle ind i rygraden - allerede der var Christina ved at besvime og måtte ud og sidde ned med hovedet mellem benene. Da hun kom ind igen var bedøvelsen endnu ikke begyndt at virke, så lægen beder os om lige at tjekke holdbarhedsdatoen på bedøvelsen. Den var udløbet, så den stakkels mand måtte endnu engang have stukket den lange kanyle ind i rygraden. Denne gang virkede den. Flere gange i løbet af operationen blev vi rystet over deres manglende hygiejne. Prikken over i'et var dog, da bedøvelsen forsvandt inden de var færdige med at operere. Christina spurgte om patienten ikke skulle have noget mere bedøvelse, men lægen svarede blot "nej nej, vi er jo færdige om lidt, så det er der ikke nogen grund til". Den arme, arme mand ender derfor med, at ligge og kunne mærke alt de sidste 15 min hvor hans mave bliver syet sammen. Det var forfærdeligt at lægge øjne til, at personalet ingen empati har over for patienterne. Vi bliver desværre nødt til at vænne os til det, for vi kan ikke gøre noget ved det og det er standard her i Afrika.

Torsdag stod den igen på graduation-fest x 2. Vi blev kørt derhen og sat af, og så sad vi tre hvide piger ellers der alene på første række og vidste ikke rigtig hvad der skulle ske. Efter en times tid kom vores værtsmor med to andre danske piger som bor tæt på os. De er frivillige og er også rejst herned gennem Mellemfolkeligt Sammenvirke. Efter at have været der et par timer og fået lov til at få først kage og først mad, for det gør æresgæsterne jo, skulle vi videre til den næste graduation-fest hvor vi også blev behandlet som kongelige.

Fredag, lørdag og søndag fik vi besøg af Thea og Sofie, to piger vi går i klasse med derhjemme, som bor i byen Soroti 4 timer fra Gulu. Vi udnyttede muligheden og tog med pigerne på hotel - vores familie mente ellers at vi sagtens kunne presse de to pigerne ind derhjemme, det mente vi ikke. Et hotel hvor der både var toilet + toiletpapir + toiletsæde, en håndvask, et rigtigt brusebad, store senge, internet og swimmingpool. Specielt Signe og Maria havde brug for lidt dansker-luksus.

Glædelig december til jer derhjemme - håber i er mere i julestemning end vi er hernede