Kl. 00:30 kørte vi fra Salta imod den bolivianske grænse. Busturen var ellers noget af et cirkus! Kathrine og jeg havde fået pladser helt oppe foran, øverst i bussen og så frem til at nyde nattehimlen ud igennem det store panoramavindue. MEN det havde desværre regnet hele aftenen forinden og idet bussen begynder at køre, da begynder det langsomt at dryppe ned på mig og mit sæde! Efter kort overvejelse besluttede vi os for at skifte sæde nedad i bussen - her var dejligt tørt:) MEN det er åbenbart helt normalt i busserne at folk spiller boliviansk skodmusik indtil de selv falder i søvn! Så vi prøvede igen med et par sæder længere nede i bussen, MEN da jeg sætter mig er sædet totalt gennemblødt af vand - så vi røg fluks tilbage til de tørre sæder igen! Heldigvis gik der ikke længe før ham bolivianeren faldt i søvn - til alles store glæde:) Ca kl. 7:00, ankom vi til den bolivianske grænse og gik over til den bolivianske grænseby Villazon. Her fik vi som altid stemplet vores pas og indgangspapirer. Ved første øjekast lignede Bolivia bare verdens største hul i jorden! Forfaldne huse, ødelagte veje, folk der åbenlyst lader vandet eller andet af mere solid karakter i fuld offentlighed i vejkanten og halvsnuskede folk i joggintøj overalt! Vi fulgtes fra bussen med en canadier og to hollændere som skulle samme vej som os mod busterminalen - eller det som Kathrine og jeg senere hen omtalte som busgrotten! Et lille hus med to indgange med tonsvis af folk der hiver i én og råber destinationer, folk med små ladvogne trækkende efter sig og klamme madboder med stegt kød af enhver art - det var synet der mødte os! Inde i 'busgrotten' blev vi ført igennem snoede veje til et busselskab som kunne køre os til Uyuni. Her købte vi vores billetter og da bussen kom gik det op for os at vi ikke længere var i Argentina! Et halvdødt lig af en bus kørte op og ud trådte en smilende og sød chauffør som tog vores bagage. Vi var de første i bussen og næsten lige indtil afgang troede vi, at vi var de eneste som skulle med, men så begyndte det ellers at flyde ind med bolivianere, kvinder med bowlerhat, lange fletninger ned til lænden, glimtende skørter og farvestrålende tæpper på ryggen fyldt med alverdens pakkenellikere og ikke mindst små børn! Da bussen var fyldt kørte vi fra Villanoz. Vejen til Uyuni går igennem flere forskellige bjergpas og flere steder køre man på små bitte grusveje på selve bjergryggen uden autoværn i miles omkreds! Chaufføren syntes tilsyneladende godt om at træde speederen i bund ved samtlige hårnålesving, hvor der nok var optil 2km lige ned i diverse skræmmende kløfter - nå men efter et par timer med hjertet siddende i halsen kom vi til en lille by hvor vi holdt et hvil. Her viste sig så ikke at være nogen toiletter overhoved så den stod på aftrædelse på naturens veje - fint nok, jeg smuttede om bag en lille mur for at lade vandet, og midt i akten ser jeg så ud af øjenkrogen vores chauffør med bukserne nede om benene i hugstilling i færd med at.. - jaa det giver jo lidt sig selv:/ Nå men efter dette lidt mærkelige scenarie satte vi os i bussen og drønede afsted igennem bjergene igen. Ved ankomsten til Uyuni blev vi sat af midt på en befærdet vej alt imens vi prøvede at få vores bagage på ryggen! Nu gik jagten efter et nærtliggende hostel. Efter en lille spadseretur fandt vi et HI hostel, hvor vi blev taget godt imod. Herefter fandt vi os lidt at spise og kastede lige et blik på det lokale marked, hvor række op og række ned af kvinder med bowlerhatte sad og solgte alt fra kaffefiltre til synkroniserede DVD'er fra midt 90'erne:) Ovenpå de lange busture fra Salta var vi godt udkørte og faldt hurtigt i søvn ved en 19tiden for ikke at stå op før næste morgen:) Planen for næste dag var en tur ud i Uyunis kæmpe saltørken! Blev en uforglemmelig tur! Knus og kram:)