Profile
Blog
Photos
Videos
TAK for denne gang Las Vegas! Vi har nu tilbragt et par dage i byen og sikke en oplevelse, det har været.
Vi kørte fra Bryce Canyon i mandags og glædede os rigtig meget til at komme til en storby igen. Nu havde vi haft nogle rigtig spændende dage med flot natur og vandreture, men så var vi også klar til at komme ind til bylivet igen. Vi nåede lige at nyde den sidste morgen i Bryce med en løbetur hver især og temperaturen var perfekt. Den nød vi VIRKELIG, for vi vidste, at ulidelig varme ventede os i Las Vegas! Og ganske rigtigt, en mur af 40 graders varme mødte os. Vi ankom til vores hotel Excalibur, som udefra set ligner et kæmpe disneyslot med blå og røde spir på de forskellige tårne. Det skal siges, at nærmest hvert hotel i Las Vegas har et eller andet tema og ligner en million udefra! Vores hotel har over 3000 værelser, kæmpe casino, utallige restauranter/fast food steder, butikker, stort poolområde med spa og fitnesscenter og store showrooms til diverse shows. Faktisk fungerer det som en lille by og man kan egentlig bare blive indenfor dagen lang og opleve Las Vegas livet. Vi blev taget imod af folk, som skulle parkere bilen for os og folk til at bære vores bagage op på værelset. Mega luksus! Da vi var tjekket ind på vores værelse, som i øvrigt er skønt og har kæmpe fladskærm, de bedste senge og stort badeværelse, satte vi os ned og besluttede os for, hvad vores dage i byen skulle gå med. Vi bestemte os for, at vi allerede den første aften gerne ville se en udstilling kaldet "Bodies", som er en udstilling med rigtige kroppe (lige noget for os to fysser!). Den har været i Danmark for noget tid siden, men her havde ingen af os nået at se den. Her kan man se alle de forskellige dele af menneskekroppen og udstillingen har forskellige temaer såsom knogler, muskler, kredsløbet osv. Det var vanvittigt fascinerende og så vildt, at man har kunnet skrælle huden af de her mennesker og få dem udstillet på den her måde. Udstillingen foregik på nabohotellet Luxor, som er ligeså enormt som vores eget. Vi brugte et par timer på at se på menneskekroppe og ville så ud at se på byen. Der var stadig vildt varmt, selvom klokken var mange og det har vi altså lidt svært ved at vende os til! Jo mørkere det blev, jo smukkere blev det hele med uendeligt meget lys overalt. Fuldstændig som når man ser det på film fra Las Vegas. Det er virkelig en kæmpe showby og et rigtig flot syn. Vi satte os på en hyggelig bar og fik os en kold øl. Herefter var det hjem og få sovet, så vi var klar til næste dags strabadser: SHOPPING OG FEST!
I går stod vi op og tog en bus hen til et stort outlet center. Vi havde glædet os så meget til endelig at shoppe igennem og det blev der! Den første butik vi mødte var Nike. Her blev der købt billige Nike Free sko i massevis - det er slet ikke til at stå for med de billige priser! Vi shoppede i 5 stive timer og var herefter godt mætte af alle de indkøb. Vi tog hjem til hotellet og havde planlagt en festlig aften. Vi hyggede os i et par timer med at gøre os flotte (det sker ikke så tit på den her tur!) og drikke nogle øl. Herefter skulle vi nemlig ned og se et show, vi virkelig havde glædet os til!! Det hed "Thunder From Down Under" og bestod af 7 meget veltrimmede og smukke mænd. Så kan I næsten gætte jer til resten! ;) Der var masser af lækre dansetrin og ikke ret meget tøj. Det var vi vældig tilpasse med! Det foregik i en sal med måske et par hundrede ellevilde skrigende kvinder (i ALLE aldre!) og ganske få mænd. Efter showet valgte vi endda lige at få taget et billede sammen med de velskårne mænd, så det er et godt minde fra et sjovt show! Vi tog efter showet ned i hotellets casino og ville forsøge os med en spillemaskine (der er måske 500 spillemaskiner, så det er fuldstændig uoverskueligt!). Vi valgte en med Titanic tema, men vi forstod simpelthen ikke helt, hvordan det spilleri foregår. Heldigvis røg der kun et par dollars i maskinen, før vi opgav. Vi fortsatte nede i byen, hvor vi havde håbet at finde en hyggelig bar at tilbringe natten på, men tirsdag aften er åbenbart ikke den store festaften i Vegas. Vi havde troet, der altid var åbent overalt! I stedet faldt vi i Mac Donalds fælden og nød noget (godt) natmad! Vi var godt brugte og trætte efter en dag med shopping og lidt for mange øl, så vi røg på hovedet i seng ved 3 tiden.
I morges vågnede vi og havde det som frygtet. Ikke særlig rart! Vi havde dog besluttet os for at skulle have tømmermænd i Vegas (efter filmen af samme navn!), så det måtte vi jo tage med. Vi havde brug for noget mad og valgte en typisk amerikansk diner, hvor vi fik scrambled eggs og pandekager. Nogen spiste mere end andre - det skal siges! Vi ville herefter tilbringe en masse timer ved poolen for at se, om det kolde vand kunne tage det værste ubehag i kroppen. Det kunne det heldigvis og det var skønt bare at slappe af i det varme vejr og de kolde pools. Her til aften har vi været på fint besøg hos Gordon Ramseys restaurant. Anne og Sara havde set frem til et godt mørt stykke kød i rigtig mange dage, så det var en succes! Vi blev dog lidt skræmte, da vi trådte ind på restauranten, for den var MEGET fin. Der var virkelig smuk opdækning og tjenere overalt. Priserne på menukortet var også herefter og bøffen blev betalt! Det var dog rigtig dejlig mad og en oplevelse i sig selv at være på en restaurant styret af så stor en kok. Vi skal i de næste dage nu kun leve af billigt havregrød! Til stor glæde for undertegnede. Efter restaurantbesøg fortsatte Anne og Sara videre ned i byen for at se The Venetian hotellet, som vores guide fra LA havde anbefalet. Det var vildt flot lavet. Inde i hotellet havde de konstrueret et lille Venedig med vand i gaderne, sejlende gondoler, himmelhvælving og en masse hyggelige cafeer og butikker. Las Vegas gør virkelig ikke noget halvt. Gåturen hjem var lang og hård på sådan en tømmermændsonsdag, men det er ikke noget en omgang Frozen Yogurt ikke kan veje op.
Vi har virkelig fået oplevet Las Vegas og set den fra dens bedste side. Det har været nogle fede dage, men vi er nu også klar til at komme videre til Mammoth Lake i morgen, hvor der forhåbentlig er lidt køligere, lidt mindre lys og knap så mange turister.
- comments
Betty og H.C.Lilleøre Kære Piger Mange tak for Jeres rejsebeskrivelser. Vi ser hen til den næsten daglige rapportering og glæder os på Jeres vegne.Eftersom vi har været på en lignende tur, næsten de samme steder, genoplever vi og forstår Jeres begejstring. Vi har det alle godt herhjemme, godt vejr med 22 - 26 grader og vejrmeldingen lover sol og varme mindst en ugestid frem. Vi ønsker Jer fortsat store og gode oplevelser og at turen fortsat må forløbe efter planen. De bedste hilsner Saras Mormor og Morfar