Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag d. 22/07 kørte vi videre fra San Fransisco mod Monterey. Det var en kort tur på et par timer og vi nåede frem tidligt på eftermiddagen. Vejret var skønt og motellet havde en pool, så der smed vi os i et par timer inden vi gik på værelset for at lave lidt aftensmad. Vi gik en aftentur ned igennem byen til havnen, hvor vi også på vejen fik lidt Frozen Yogurt til dessert. Det var en rigtig hyggelig by og vi havde lige ramt en aften, hvor der også var et lille marked i gaden. På havnen så vi et par søløver, der lå og nød aftensolen.
Da vi kom hjem stod den bare på fjernsyn og Wi-Fi.
Onsdag startede vi med god morgenmad på motellet og så kunne vi lige nå et par timer ved poolen inden vi skulle checke ud. Derefter gik turen så til Morro Bay, som vi kørte til ad den smukke Highway 1, der ligger helt ned til kysten. Det var en utrolig smuk køretur, og på vejen var vi endda så heldige at se en stor flok søelefanter, som havde slået sig ned på stranden. Det var spændende at se alfahannerne udfordre hinanden i voldsomme magtkampe og resten af flokken ligge som store fedtklumper på land, mens de indimellem viftede lidt sand udover kroppen.
Vi nåede frem til Morro Bay hen på eftermiddagen og var ikke blevet helt mættede af sol og strand endnu, så vi trak i badetøjet for at gå til stranden. Vi blev dog skuffede, da der kun var havn at se. Vi gik tilbage på motellet og så besluttede Anne og jeg os for at køre en tur ud til en gammel vulkan, som Morro Bay er kendt for, mens Maria blev på værelset. Der var ikke så meget at se, og da det blæste rigtig meget havde vi heller ikke lyst til at ligge på stranden, så vi vendte snart hjem igen.
Vi blev på værelset resten af aftenen, hvor der blev hygget med havregrød til aftensmad og senere popcorn og X-Men i fjernsynet.
Selvom vi vidste, at vi måske ikke kunne checke ind på hotellet i LA før kl. 14-15, besluttede vi os for at køre allerede 08.30 i dag torsdag morgen, i håb om, at vi kunne få vores værelse og så komme ud og opleve noget. Vi var heldige og fik vores værelse allerede kl. 13, da vi ankom. Det var helt sjovt at være tilbage på samme hotel, som vi startede på, og vi fik endda det helt samme værelse. Det gav vist alle en lille klump i maven, da vi indså, at nu var vores roadtrip faktisk slut. Efter check-in tog vi en hurtig beslutning om at få noget ud af dagen, og kørte til Manhattan Beach for at se Kelly og Donnas strandlejlighed fra TV-serien Beverly Hills 90210. Maria, som er kæmpe fan af serien, var ellevild og vi to andre syntes da også, at det var meget sjovt at se. Vi lå på stranden, som vi kårede til at være den bedste vi har prøvet, i et par timer, før turen så gik videre til Long Beach, hvor der lige nu bliver afholdt Beach Volley stævne som en den af den internationale tur (til Marias bror og far - mammutten og mr. Beach volley er med). Igen var Maria helt oppe at køre over det hun så, men det var nu også et ret fedt arrangement, der var stillet op helt nede ved stranden. Der var beachvolley baner overalt og masser af liv. Desværre kunne vi ikke se ind i tribunen, hvor de vigtige kampe blev afholdt, men vi kunne da følge med i stillingen og resultatet fra en kamp mellem USA og Brasilien over højtalerne.
Da vi havde snuset lidt rundt på stranden gik vi tilbage til bilen, for at finde et sted at spise aftensmad. Anne er ved at være meget træt af havregrød, så i aften ville vi forkæle os selv. Vi fandt en hyggelig BBQ restaurant i downtown Long Beach, hvor vi alle fik nogle tiltrængte proteiner indenbords.
Klokken var blevet ca. 20, da vi kørte hjemad. I aften bliver der vasket tøj og skypet, så vi er klar til at flyve til Miami i morgen aften. Vi skal dog lige have dagen i morgen til at gå med lidt. Maria vil gerne tilbage til Long Beach for at se kvartfinalerne til beachvolley stævnet, så nu må vi se om Anne og jeg tager med, eller om vi synes der er lidt for dyrt at komme ind og hellere vil ligge på stranden eller se noget andet.
- comments