I dag gik turen til Kuranda, byen i regnskoven. Klokken 08.10 blev jeg hentet af en lille bus fyldt med andre turister, som også skulle til Kuranda. Solen skinnede og der var ikke så mange skyer på himlen, så det lovede godt. På vejen så jeg endda en mark langs vejen, som var fyldt med en kæmpemæssig flok af wallabys, som var søgt ud i solen. Det var ret sjovt at se, for det var første gang, at jeg har set dem i den vilde natur. Omkring kl. 09.30 holdt bussen for enden af den lift, som skulle føre mig op til Kuranda, men først skulle jeg en tur ind i "Tjapukai Aboriginal Cultural Park", som lå lige ved siden af. Da jeg kom ind var der fuldstændig tomt; der var ingen mennesker, så jeg frygtede at jeg var den eneste, som skulle se de forskellige forestillinger. Heldigvis kom der senere en større gruppe af mennesker ud fra et lokale, hvor de havde set en forestilling. Så helt alene var jeg alligevel ikke. Klokken 09.45 så jeg den første forestilling, som var et lille show, der fortalte lidt om aboriginernes tro og historie. Det var lidt mærkeligt, men alligevel fint nok. Efter ca. 20 min. var forestillingen slut og så vandrede vi alle videre til næste punkt på programmet, som var en danseopvisning. Det var en mere spændende forestilling, hvor de viste forskellige danse for blandt andet jagtens forløb og optænding af bål. Da dette var slut kom der nogle små indlæg omkring aboriginernes brug af naturens produkter til medicin og føde samt våben og jagt. Igen syntes jeg ikke, at det var noget at råbe hurra for, så jeg valgte at gå tilbage til Skyrail stationen og i stedet få lidt mere tid i Kuranda. Alt i alt var Tjapukai altså lidt skuffende og det som jeg helst ville, nemlig at lære at kaste med boomerang og spyd, var aflyst, så jeg var ikke særlig begejstret. Men jeg er alligevel glad for, at jeg fik det prøvet.
Jeg tog liften op til Kuranda omkring kl. 11.15. På vejen op var der to stationer, hvor man kunne gå en kort rute i regnskoven. Ved den første station var det ret overskyet og tåget, men det gav alligevel regnskoven et andet tvist, som jeg faktisk syntes var ret smukt. På vejen mod den næste station begyndte det så desværre at regne lidt, men stadig ikke så meget at det gjorde noget. Selvfølgelig havde det da været smukkere, hvis der var blå himmel og sol, men sådan er det jo, når man vælger at tage til Australien i regntiden. Jeg nød alligevel turen rigtig meget, og det var utrolig smukt at kunne kigge ned på regnskoven på den måde. Positivt, så gjorde regnen, at alting blev meget grønnere. Jeg så tilmed en stor, hvid papegøje flyve over regnskoven, mens den skræppede alt hvad den kunne. Det var lidt sjovt at se den, fordi vi faktisk har to af den slags papegøjer i Wildlife Habitat. Jeg elsker, når man ser dyrene i den vilde natur, det er noget helt specielt.
Den anden station lå helt ud til Barron Falls, så små udsigtsposter gav mulighed for nogle rigtig flotte billeder af vandfaldet. Det var rigtig smukt.
På det sidste stykke inden jeg nåede Kuranda, begyndte det pludseligt at stå ned i stænger. Helt perfekt eftersom jeg havde sat min lid til vejret og ladet min regnjakke blive hjemme. Da jeg havde stået og ventet i 10 min. gik det op for mig, at det ikke bare var en kort byge, så jeg købte en poncho til 5 dollars og bevægede mig så ud i regnen. Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig, at det skulle være, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Jeg besluttede mig for at finde et sted at spise til at begynde med i håb om, at regnen så ville stoppe inden jeg gik videre. Jeg havde læst om et sted, hvor man kunne få kænguru, emu og krokodille kød, og det ville jeg prøve. Caféen lå helt nede i den anden ende af gågaden, men det passede mig egentlig fint, for så kunne jeg kigge i butikker på vejen tilbage. Jeg stod noget tid og overveje, hvilken slags kød jeg skulle vælge. Det endte med at blive en kænguruburger; det måtte være det ultimative australske. Jeg var meget positivt overrasket over, hvordan det smagte. Det lignede oksekød en del, fordi det var så mørkt, men der var bare meget mere smag og salt i det. Utrolig lækkert efter min smag.

Efter jeg havde spist gik jeg videre til et lille marked, som er åbent alle ugens syv dage. Det var ikke ret stort, men småt og hyggeligt, og jeg fik da købt en enkelt gave derinde. Derefter fortsatte jeg ned gennem hovedgaden, hvor butikkerne lå tæt op ad hinanden. Der var mange interessante ting, især aboriginal kunst blev der solgt meget af, hvilket jeg er meget fascineret af. Alting var dog forholdsvis dyrt, så jeg kiggede mest bare. Men et par gaver havde jeg da købt, da dagen var forbi. Da klokken var 15, følte jeg, at jeg havde fået set det, som jeg gerne ville i Kuranda, så selvom toget først gik klokken 15.30, så begyndte jeg at gå ned mod stationen. På turen hjem skulle jeg jo med et flot gammelt tog fra 1800-tallet, som jeg havde hørt skulle være en smuk oplevelse. Det var det i den grad også, også bedre en liften op til Kuranda. Toget og stationen havde bibeholdt den gamle stil og med lyden af toget, som skar mod skinnerne, så føltes det rigtigt som at være tilbage i 1800-tallet. Efter blot 10 minutter med toget, gjorde vi holdt ved et lille udsigtspunkt ud til Barron Falls igen. Det var endnu smukkere fra denne side, da man havde mulighed for at se endnu mere af vandfaldet.
Gennem hele turen med toget fik vi set utallige vandfald, broer, tunneler m.m. og det var alt sammen helt fantastisk. Solen brød endelig også igennem skyerne, så regnskoven, bjergene og vandet viste jeg virkelig fra deres bedste side. Jeg havde tilmed været så heldig at få en vinduesplads, så jeg kunne rigtig se alting. Simpelthen skønt!
Togturen sluttede klokken 17 ved Freshwater Station, hvor vores buschauffør stod og ventede trofast. På vejen hjem kom jeg virkelig til at mærke, hvor mange indtryk jeg havde fået ind i løbet af dagen, for jeg blev pludselig meget træt. Desværre var det ikke nemt at komme til at sove, fordi Queensland ikke har verdens bedste veje og vejen vi kørte på var tilmed meget snoet, fordi den løb langs kysten. Man kunne altså ikke rigtig slappe ordentlig af til at sove. Vi så igen den store gruppe af wallabies på den samme mark, og der syntes nærmest endnu flere denne gang.
Jeg var hjemme på Dougies ved 19 tiden efter en lang, men utrolig spændende dag. Skyrail turen, Kuranda og togturen levede i den grad op til mine forventninger, og selvom vejret ikke var med mig hele dagen, så var det alligevel muligt at nyde det hele.
Her til aften skal jeg snakke lidt med Nicolaj og så tror jeg, at jeg skal forholdsvis tidligt i seng. I morgen skal jeg igen på arbejde, hvilket jeg faktisk glæder mig rigtig meget til.