Profile
Blog
Photos
Videos
Ankommet til Melbourne, kufferten er pakket ud, og de varme sokker er fundet frem...
Hej igen!
Så er vi endelig ankommet til Melbourne efter en lang rejse! Først gik turen fra Hamburg til London med en kvindelig vanvidspilot. Jeg er tilbøjelig til at sige at netop pilot ikke er et kvindefag, da denne dame synes hun skulle gøre det ekstra spændende ved at give ekstra gas EFTER vi havde ramt landingsbanen i Heathrow. Det resulterede (selvfølgelig) i ekstra fart, og noget der føltes som en håndbremsevending da vi skulle dreje væk fra selve landingsbanen... Hmm, pludselig blev turen til Melbourne liiiige lang nok synes vi. Heldigvis gik resten af turen mere stille for sig - ved ikke om det skyldes at vi skiftede flyselskab og maskine fra British Airways til Quantas, eller fordi det var en mandlig pilot! Anyway, så var resten af turen rigtig fin, og de 30 timer fløj afsted!
Da vi ankom til Melbourne fortalte piloten at der var 0 grader! Første chok, da vi havde fået at vide inden vi tog hjemmefra, at der ville være ca 10 grader! Noget af en temperaturforskel vi har gennemgået i øvrigt; I Dk var der 18-20 grader da vi tog derfra, i Bangkok 30 grader, Sidney 10 og Melbourne 0! Der bliver heldigvis varmere hernede snart, hvilket vi ser MEGET frem til!
Huset vi bor i er noget gammelt lo...! Her var møgbeskidt, undtagen i køkken og stue, da Julie havde gjort det rent inden vi kom. Så vi startede med at gøre rent - lige hvad man har lyst til efter 30 timers rejse.... Vi nåede også forbi IKEA, så nu er her faktisk blevet ganske fint. Vi har i hvert fald talt om at det er til at holde ud, og når det bliver varmere i vejret så skal det nok blive rigtig godt. Fordi huset er gammelt og ikke i særlig go stand blæser det ind nogle steder, hvilket betyder at hvis vi tænder for varmen, så fiser den lige ud igen. Derfor er tæpper, stearinlys og varmt tøj blevet løsningen - thank God for IKEA!
Huset ligger i St. Kilda, som ligger lidt syd for Melbourne City, ca 5 min gang fra stranden! Det skulle efter sigende være ganske fint, jeg har ikke selv nået derhen endnu, da der har været en del andre ting at få styr på først, bl.a. australsk tlfnummer, indkøb af madvarer og ikke mindst søvn! Men jeg skal nok få det set snart, i morgen må jeg heller få løbetøjet på, så jeg kan få seriøst gang i løbetræningen - et halvmarathon uden træning bliver et helvede uden lige tror jeg! Vi har også hørt at der skulle være pingviner dernede, så dem må jeg også hellere få tjekket ud. Her er også masser af cafeer og shoppingmuligheder, så området virker til at være rigtig fint.
Huset har 5 værelser, 4 dobbeltværelser og et enkeltværelse. Vi bor lige nu 5 danskere (alle 5 er med i programmet SYE) og 2 tyskerer. I morgen flytter der en dansk pige mere ind, vi kender hende ikke, men det skal nok blive fint med en ekstra person her. Hun har været og se huset i dag sammen med Isaac som er en slags vicevært for vores udlejer Lillian. Han virker flink nok, mere flink end Lillian i hvert fald! Hun bor heldigvis i Carlton, så hun kommer her ikke så tit. Hun har nogle mærkelige ideer, bl.a. må vi ikke støvsuge trægulvene her, da det ødelægger gulvene. Til gengæld må vi gerne gå her med højhælede sko! Isaac er heldigvis ligeglad, så han har skaffet os en støvsuger :)
I morgen starter skolen så igen. Jeg er overhovedet ikke klar, synes sagtens jeg kunne klare lidt mere ferie! Og søvn.... Sabine og jeg gik i seng ved 23.30 tiden igår og vågnede kl 13.10! Og et på trods af at vi faktisk sov ganske meget i løbet af flyturen!
Jeg skal som sagt være på The Alfred Hospital, som ligger ca 1,5 km herfra. Det er lidt luksus at være så tæt på praktikstedet! Det er også på hospitalet vores undervisning foregår, så jeg skal ikke ud på La Trobe (universitetet som vi er tilknyttet), virkelig skønt, da det ligger i helt modsatte ende af Melbourne som vi bor!
Jeg må hellere slutte for nu, skal have læst lidt til undervisningen i morgen, ha udfyldt en masse papirer og så i seng! Sabine og Johanna har fødselsdag i morgen, så Julie og jeg har planlagt at lave morgenmad til dem! (Nu håber jeg ikke i læser det her indlæg før i morgen, og ellers må i meget gerne se overraskede ud og gøre som ingenting ;) )
Håber i alle har det rigtig godt derhjemme, pas på jer selv, vi skrives ved :)
Kh Sarah
- comments
Far Sjov læsning Sarah ville give indlægger mere som en stjerne men æh de æh blev vist cencureret bort
mor spændende læsning Sarah.Du får fem stjerner :-)
Din lillesøster Jeg er tosset med at mor og far er blevet den nye Etta Cameron til at uddele stjerner! Vi snakkes snart søsser!