Profile
Blog
Photos
Videos
Første dag på børnehjemmet var virkelig en hård og meget rørende dag. Børnene er så fantastiske og søde, men de bliver også hurtig triste. De yngste er 2 og 3 år og de er bare rigtig små og tynde - dog ikke magre, så de virker meget mindre, og når man sidder med dem forsvinder de nærmest i armene på en. Nogle gange sidder de bare på et tæppe i deres største rum med tårerne trillende ned af kinderne. Tanken om at de små bitte børn ikke har en dejlig familie at komme hjem til er forfærdelig. Ofte ved de ikke hvor gamle de er, og dermed heller ikke hvornår de har fødselsdag. Det er bare barsk, men de er nogle seje og selvstændige børn. For det meste er de utrolig glade!
Man kan godt mærke at de mangler penge. Billederne på nettet viser de absolut bedste sider af hjemmet, og der er så mange ting der mangler! Toiletterne er ret ulækre og der er ikke nogen der vasker hænder hverken efter toiletbesøg eller før/efter mad (og de spiser altså med fingrene!). Så det er vores plan at få det indført. Snot og tårer tørres bare væk med ærmet, så hygiejnen er ikke helt i orden. Der er en lille dreng på 3-4 år der er retarderet og han har ingen ble. Så han tisser bare over det hele og får ikke altid rent tøj på bagefter. Der tørres heller ikke altid op efter ham, så det lugter af tis det meste af tiden. Men de gør hvad de kan. Børnene bades hver dag og der bliver vasket gulv og tøj hver dag. De har bare brug for penge til bedre faciliteter. Vi håber også på at få deres vandpumpe til at fungere så der kan komme vand i brusere og vandhaner. Lige nu henter de nemlig vand op af en brønd.
I denne uge var både de store og små på børnehjemmet så det hele har været ret uoverskueligt og svært fordi der var så mange børn. Vi har været ret frustrerede over at vi ikke kan sproget, for når de små bliver kede af det aner vi ikke hvorfor. Heldigvis kan de store en del engelsk. Vi ved stadig heller ikke helt hvad vores rolle er, men vi skal nok også bare slappe lidt af og tage os tid til at lære det hele at kende. Der er pt. ingen andre frivillige end os, så der er der nogle kvinder der hjælper udover os. Og selvom vi ikke syntes det i starten, så synes vi faktisk nu, at de gør deres bedste for at det fungerer.
Der er masser af ting vi skal have gjort, og der er så meget at det er ret uoverskueligt. Vi skal også have flere sponsorer til børnene og børnehjemmet generelt. Så udbred budskabet om Lohada! De mangler penge og børnene mangler penge! Deres tøj er elendigt, de har intet legetøj og deres sko kan nærmest ikke kaldes sko. Vi har brug for hjælp og folk der vil sponsorere penge eller sponsorere et barn. Alt kan bruges! Sidste år kom de store børn (dem som har en familie, der bare ikke har råd til at tage sig af dem) ikke hjem til jul fordi der ikke var råd. Vi håber på at der kan blive råd til at få dem hjem i år.
Den mad de får er meget anderledes. Det kaldes Ugali og er en tyk masse af majsmel, mel og vand der koges og til det får de så restkød/affaldskød, der ikke kunne bruges på en restaurant der hedder "MeatKing" i en form for tynd suppe. Enkelte dage får de en tyk sovs med brune linser. Men børnene spiser med største appetit, for det er jo det de kan få!
Vi er på børnehjemmet fra 9-17 fra mandag til fredag, så i weekenden har vi fri.
- comments
Annika Hej Skønt at høre, at I har det godt dernede......Hvor er det fantastisk og fascinerende at læse om. Pas godt på jer selv og nyd oplevelsen...... kærlige hilsner fra Annika (Christinas faster)
Frederik Aamand Holm Hej. Det er rart at høre fra jer, og godt at i vil gøre noget ved hygiejnen dernede. Jeg ved det må være hårdt for jer, men jeg tror også at det er en sund oplevelse. Jeg savner dig Christina! Nyd at være dernede. Spred glæde og varme. Hav det rigtig godt, og pas på jer selv. Kærlig hilsen Frederik, Christinas lillebror.
Camilla Hey Søs. Hyggeligt at høre fra dig den anden dag:) Det er rart at høre at i har det godt dernede. I morgen har jeg endelig weekend, efter en lang hård uge på et nyt praktik sted. Jeg prøver at tage mig sammen til at skrive en mail til dig i weekenden, så du kan høre om hvad vi går og laver herhjemme. Jeg kan se at på et at billederne er i inde og se en masse træ figurer, køb, køb, køb til mig;) Pas på jer selv, vi snakkes ved. Knus Camilla