Så blev det endelig vores tur til at drage ud på vores drømmerejse. Starten foregik som smurt. Sannes flinke far tog turen til Kolding for at aflevere sin datter hos Kathrine, hvor mor Pia og far Jørgen havde sat sig i sinde at lege langtidschauffører og bringe os til Københavns Lufthavn Kastrup. Her blev taskerne allerede smidt på ryggen, så vi kunne fornemme lidt af, hvordan de næste 3,5 måneder bliver. Vi fandt check-in og stod spændte i køen, men inden længe spredte panikken sig, idet Kathrine for et kort øjeblik ikke kunne finde sit pas. Men no stress, det var jo selvfølgelig der, hvor hun havde lagt det.

Afsted med os og afsked skulle der tages. Vi må begge indrømme, at det blev en tårevædet en af slagsen med vores kære forældre. Man indser pludseligt, at man er på egen fod, og at der altså er "ingen kære mor". Der gik virkeligheden op for os. Vi rejser nu! Wuhuu!

Kriller i maven, flyet lettede, på med en film og alt gik bare derudaf. Vi fik endda serveret drikkevarer, hvilket var yderst opløftende. Dog må den unge fyr ved siden af Sanne have været en del utilfreds, da han på grund af hendes klodsede bevægelser fik tilegent sig et par våde bukser. Til alt held smilede han blot og tog i mod undskyldningen.

Andre i flyet tog derimod ikke velvilligt i mod nogen form for undskyldning, da stewardessen beklagede den manglende rødvin og tilbød andet at drikke. Det svenske par hidsede sig op og skældte ud på det stakkels personale, der rent faktisk var utroligt venlige og blot gjorde deres arbejde. Situationen skabte en del forargelse. Hvordan kan sådanne mennesker dog være sig selv bekendt? Men så var det jo godt, at de imødekommende stewardesser havde os at smile til, og I kan tro, vi smilede tilbage, eftersom vi fik serveret den mest udsøgte gulerodskage. Dér var vi lige et øjeblik i himlen J

Nu befinder vi os så i Doha, Qatar, hvor klokken er to om natten, og vi venter på vores forbindelsesfly til Kathmandu, Nepal. Selvom vi blot sidder i en lufthavn, kan kulturen på sin vis allerede mærkes. Kvinder i burkaer og mænd i kjortler - her hører vores træningsbukser og danskerpræget tøj ikke rigtig hjemme. Dog er det spændende, og vi er efterhånden ængstelige for at møde de kære børn, vi skal forsøge at gøre en forskel for i en måned.