I en turistbus med os. Seks timers bustur havde vi nu i vente, og vores Ipod var guld værd! Vi faldt i snak med to hollandske piger, som havde booket et hotel. Derfor fulgtes vi med dem ind til byen, hvor vi så ville spørge om et værelse. Hotellet havde dog ikke et værelse, og de hollandske pigers værelse var heller ikke klar. Dog fik vi tilbudt et tremandsværelse, som vi alle fire kunne dele. Spontant takkede vi ja, og aftenen stod på hygge med de to piger fra hjemlandet af øllen Heineken. Selvom det var hyggeligt og billigt, blev det en lang nat side om side i en enkeltmandsseng, og næste morgen pakkede vi vores ting for at finde nye udfordringer.

I løbet af dagen tog vi på en lille bådtur ud på den flotte sø Phewa Tal. En venlig mand roede båden, og vi sad og solede os i ægte prinsessestil. Tiden fløj afsted og vi kunne sagtens have brugt længere tid på vandet. Derfor besluttede vi os for at finde en hyggelig cafe med beliggenhed til vandet. Liggestolene stod på rad og række, og vi fik os placeret lige i solen med en lækker drink i hånden.

Dagen efter havde vi bestilt en heldagstur på hesteryg. Vi blev mødt af en ung gut og to heste. Det betød, at han skulle trække de to heste med os bagpå. Vi havde en forestilling om, at det ville blive barnemad, men vi fik meget hurtigt ændret mening, eftersom det ellers bare gik op ad i de stejleste bjerge. Sanne blev hurtigt sat på prøve, eftersom vi måtte stå af, da det blev for stejlt. Guiden ville nu trække Kathrines hest, idet den ikke var særlig medgørlig, og Sanne blev derfor beordret til at trække sin egen. Lad os bare sige, at hjertet sad oppe i halsen, da hun gik lige bagved Kathrines hest som et nemt mål for et hestespark. Hestene kunne ikke stå særlig godt fast, og vi frygtede det værste. Dog gik det hele som smurt, og vi klarede det. Efterfølgende erfarede vi, at hestene ikke var de bedste venner, eftersom Sannes hest begyndte at sparke den hest, Kathrine red på. Alt sammen imens vi sad på dem! Guiden grinede blot lidt og slog det hen. Det var åbenbart ikke "that big a deal". Dog oplevede vi noget, som vi synes er værd at skrive hjem om. Vi red direkte forbi en tigerhule. Tigernes hjem! Man kan godt sige, at vi følte os en del udsatte. Ikke nok med det, så begyndte solen også at stå højt på himlen med sine skarpe stråler, og vi som sad og slappede af på hestene var ved at gå til at hedeslag. Vi tør slet ikke tænke på, hvordan vores stakkels guide, der skulle gå og trække os alle syv timer, havde det. Hestene var ligeledes så små og tynde, at vi fik associationer til æsler og stod derfor ret ofte af, når det gik stjelt opad for at skåne dem, selvom guiden sagde, at vi skulle blive siddende. Han var simpelthen det sødeste menneske, vi længe har mødt, og han blev hurtigt omtalt "skatter". Under en samtale fik han fortalt, at han ingen forældre eller søskende har og bor nu på hestefarmen. Derudover blev vi chokeret fortalt, at han kun får 1000 rs om måneden, hvilket svarer til cirka 64 kroner. Ikke engang en halv timeløn i Danmark! Vi fik så stor medlidenhed med ham, at vi pungede ud med tre måneders løn i drikkepenge, og han vidste slet ikke, hvordan han skulle reagere. De hundrede kroner, vi hver har givet ham, var det hele værd! Vi ved godt, at vi ikke kan redde hele verden, men hvis vi kunne gøre lidt ekstra for ham, er det også en start.

Næste dag blev vi i den grad udfordret, eftersom vi havde booket en halv times paragliding. Det vil sige, at man med en mand på ryggen skal løbe ned ad en bjergside for derefter at springe ud over en klippe, hvor vinden vil tage en, og man efterfølgende svæver i luften holdt oppe af en form for faldskærm. Vi blev kørt så langt op på bjerget som overhovedet muligt og måtte derefter gå det sidste stykke. Her begyndte det virkelig at kilde i maven, og specielt Sanne var ved at få kolde fødder. Dog var der ikke meget tid til at tænke over det, eftersom man pludselig stod med hjelm og diverse sikkerhedsudstyr på. Sannes pilot var en franskmand ved navn Olivier, mens vi gætter på, at Kathrine fløj med en amerikaner, eftersom han hed Jamie og havde den slags accent. Det var ekstra beroligende, at vi ikke blot skulle flyve med små nepalesere, men at det var så professionelt. At hænge i luften var en helt ubeskrivelig følelse, som ikke kan sættes ord på.

Så kom den store Holi festival, som alle nepaliesere ventede spændt på. Der blev kastet med maling i alle regnbuens farver på hvert et menneske og over hele byen. I starten forsøgte vi at flygte fra kasteriet, men det kunne vi godt skyde en hvid pil efter. Inden længe var vi smurt ind i maling fra top til tå. Det er ren festivalsstemning, hvor der bliver drukket fra morgenstunden af, live musik i gaderne og alle råber "Happy holi" til hinanden. Fantastisk oplevelse!

Vi har nu to ekstre dage foran os her i Pokhara, hvor vi i morgen lejer en båd for at kunne sole os en hel dag på søen. Fredag går turen tilbage til Kathmandu. Vi glæder os!