Så blev det alvor. Dele af Christchurch ligger i ruiner efter det store quake, og der er erklæret undtagelsestilstand og udgangsforbud efter kl. 18 i midtbyen, hvor den allerhøjeste bygning på over 20 etager, Hotel Grand Chancellor synker og truer med at kollapse, og hvor der allerede har været eksempler på de plyndringer, der altid følger i kølvandet på naturkatastrofer. Huller i vejene så store som lastbiler. Totalsmadrede huse. Foreløbig 75 døde, 300 savnede. Fy for pokker.
Som Margit allerede har skrevet, har vi intet mærket til det. Vi var på vej over Cook-strædet, da det skete, og det bedste sted at være under et jordskælv er åbent hav. Selv hvis det skulle have udløst en tsunami, ville man ikke bemærke den som andet end en dønning. Og her var der ingen tsunami, da epicentret lå under Christchurch-forstaden Lyttelton, der er jævnet med jorden.
Vi vidste ikke så meget om omfanget i går, for selv om biludlejningsdamen så chokeret ud i Picton en time efter skævet, var den første melding mildere - ingen dræbte. Først i dag har vi set TV på den lokale cafe heroppe i Pohara, og det ser ikke godt ud. Det kommer formentlig også til at betyde, at vi ændrer vores rejseplaner. Vi skulle have haft en overnatning i Christchurch om en uges tid, når vi henter Margits søster Nadja i lufthavnen. Men i stedet overnatter nok en dag ekstra i Kaikoura og kører direkte til lufthavnen. Derudover skulle vi have set Christchurch de sidste tre dage af vores tur (frem til den 21 marts, når vi flyver hjemad). Men der er ikke meget stil over at løbe rundt med en soft-ice og et kamera og knipse løs midt i et katastrofeområde, så der lægger vi formentlig også andre planer.
Der er tikket en masse bekymrede SMS'er ind, men vi har først fået dem nu et døgn efter, og telefonsystemet er noget nede, så vi kan desværre stadig ikke svare på dem.
Nok om jordskælv. I går havde vi vores egne problemer (der selvfølgelig blegner i sammenligning), for da vi nåede til Picton, var vores bil ikke kommet. Den fordømte pølsetysker Horst Koehler (kiggede med på skærmen hos den stakkels biludlejningsdame), der skulle have overdraget et stk. Toyota Previa på kajen kl 10.30, var endnu ikke dukket op kl. 15. Efter et par naive forsøg på at spise os af med gratis kaffe, mens vi ventede på Horst Koehler, blev aftalen, at vi fik en Nissan 4W (lidt mindre, og den er pakket til randen nu) i de fem dage i Pohara, og når vi så passerer Nelson på vejen til Kaikoura, står vores Toyota klar der. Barnesæde og GPS er nu gratis på hele turen. Gratis kaffe? - ptttthh!!!!
Så vi nåede først Pohara ved 19.30 tiden. Men ungerne scorer stadig topkarakter på tålmodigheds-barometeret. Vi fik bremset Sofies forsøg på mytteri i bilen med lidt mælk. Og Alfen var overraskende kæk og fræk, da vi nåede frem. Og hold fast, hvor er det et fedt sted. Hermed anbefalet til alle, der skal bo på Abel Tasman-kysten. Tjek det selv på www.sanssouciinn.co.nz.
Schweizerne Reto og Vera kom hertil fra Schweiz i 1991. De har bygget alt op fra grunden selv. Først lavede de 9500 mursten af ler og strå. Begge arbejdede for fuld hammer i to et halvt år, og nu står der 330 kvm lækre fransk/italiensk inspirerede huse tilbage. Vi har den store middelhavscottage med det fedeste køkken, så nu står den på afslapning de næste fem dage. Planer: Havkajak, ridetur på stranden (Margit, bare for en god ordens skyld - aldrig i livet om jeg ville sætte mig op på sådan en ting - så hellere end lavtaljet Harley) og masser af badeture i det her fantastiske smaragdgrønne vand. Håber også at nå lidt fiskeri med Alfen. Vi fandt en musling på stranden, der er større end min hånd!!!
Vi har netop drukket en enorm café latte og guffet is nede ved stranden iklædt nøddebrun kulør og badeshorts. Hvordan har I det? 
Kæmpe feriehilsener Sofie, Alfred, Margit og Ulrik