Saa er tiden hernede snart ved at vaere gaaet. Time has passed by so quickly. Jeg er gaaet ind i de sidste to uger her i Livingstone og gosh hvor har der vaeret meget at se og opleve. Jeg synes derfor, at det er ved at vaere paa tiden at lave et blog indlaeg der handler om mig. Jeg ved godt, at der er en enkelt eller to der synes, at jeg i forvejen taler nok om mig selv, ( Lotte K, Louise Topp etc.) men nu er det altsaa min blog ;)

Foerst vil jeg gerne tale om mit haar. Mit haar der efterhaanden er blevet flere toner lysere, fordi den bagende sol hver eneste dag har bleget det, naar jeg har vaeret paa den ene fantastiske walk, med loeverne, efter den anden, naar jeg har vejet aeselkoed i meatprep, eller naar jeg, paa helt taet hold har oplevet den zambianske kultur. En kultur der er saa hjertevarm og gaestfri, at ethvert menneske hjemme i det kolde Danmark ville synes iskold og ugaestfri. De aabner baade hus og hjerte for enhver der har det mindste oenske om at laere deres kultur at kende. De er mennesker der kan faa meget ud af intet, mennesker der lever hele deres liv i naerkontakt med den natur der omringer dem. Deres livsfilosofi er at hjaelpe deres naeste i den tro, at de en dag selv kunne faa brug for hjaelp. En livsfilosofi vi kunne laere meget af. Dette er kun en af mange ting jeg nu har taget til mig, som jeg har laert af dette folk, der er saa vanvittigt rigt paa kaerlighed og overskud i en verden hvor smaa problemer som at faa den seneste nye mobiltelfon ikke eksisterer. en kultur der har aendret saa meget mere end blot farven og laengden af mit haar.

Ud over mit haar vil jeg ogsaa gerne snakke om min hud. Den hud der som tiden er gaaet er blevet dyb brun. En farve der hele tiden husker mig paa mine mange oplevelser. Igen skal de mange gaature med loeverne naevnes, men ogsaa ture ind til byen og paa det lokale marked, samt tiden ved Victoria Falls med Brittanie er vigtige dage hvor min tan har faaet en moerkere farve. Dagen ved Vic Falls var helt fantastisk. Sjaeldent har jeg set noget saa smukt. Vi gik helt ude langs faldenes kant, vanvittigt hvordan vand kan skabe huller, huler og moenstre i sten. For igen at vende tilbage til det zambianske folk, saa moedte vi, ved en naturligt fremstillet pool to zambianske fyre, som ville vide alt om vores kultur. De blev blaest bagud, da de hoerte om vores kultur, fordi de ikke kunne forstaa hvorfor folk er saa indelukkede som de er. For hernede er enhver ny person en mulig ven, ikke en mulig fjende, som man fra tid til anden foeler at folk i Danmark taenker. Det gennem disse to timer med diskussioner frem og tilbage at min hud blev en dybere brun farve.

Next up is... mine oemme foedder. De to foedder der gennem de sidste seks uger har gaaet meget, og gaaet steder hen hvor mange foedder aldrig naar. De foedder der har bragt mig overalt i denne skoenne nationalpark. De foedder der har bragt mig ud til den lille landsby, hvor vi havde vores Cultural day. De foedder der bragte mig den lange vej ned for at hente vand, med en toende paa hovedet og tilbage igen mens vi talte med lokale kvinder. De foedder der var med til at danse stammedans mens vi grinede og proevede paa at foelge med. De selv samme foedder der maatte se sig slaaet af en 10 aar gammel pige, der havde langt mere styr paa trinene end de. Det er foedderne der var med naar vi arrangerede lege og timer til de forskellige skoler vi besoeger. De foedder der tilbragte to timer paa en boerneafdeling paa hospitalet i Livingstone. Disse foedder har gaaet meget.

Med foedder beskrevet, maa ogsaa haender beskrives. Mine haender har givet haandtryk til saa mange forskellige mennesker, som jeg har vaeret ubeskriveligt heldig at moede. Mennesker der har delt deres livshistorie med mig. Mennesker der har grint og pjattet med mig, men andre gange har diskuteret mere alvorlige emner. De selvsamme haender har vaeret i naerkontakt med langt mere lionpoo og donkeymeat end jeg troede det var muligt. De har aabnet frugter jeg ikke vidste fandtes og de har begravet sig selv i mange loevers fantastiske pels. Disse haender har roert og foelt mere i de seneste seks uger end nogenside foer.

Man kan ikke beskrive et menneske uden at beskrive menneskets oejne. Mine oejne har betragtet og set. De har suget til sig af forskellige indtryk. De har set alle naturens skoenheder. De har set det skoenne i floden. De har set de fantastiske solopgange og nedgange. De har oplvet loever om natten og om dagen. De har set giraffer i baghaven og hjoernetaenderne paa de kaere loever. De har set ind i mange oejne og har beundret skoenheden folket hernede baerer. De har set Afrika om dagen og om natten. Disse oejne er saa maette af indtryk naar dagen er omme at de let lukker i naar dagen naar sin ende.

Jeg haaber folk kan leve med at denne blog har handlet om mig og min krop. Men for at forstaa de ting jeg oplever og ser, er man naesten noed til selv at vaere her.

Jeg ser frem til mine sidste to uger, selvom det sikkert vil skaere mig i hjertet at tage herfra, da jeg hernede har foelt en lykke og glaede jeg aldrig har oplevet foer.

Pease out

Sabine