Så er eventyret for alvor begyndt!! Nu er det sgu rigtig roadtrip!! Efter vi søndag var i Akaroa, kørte vi fra Christchurch tidlig mandag morgen. Eller.. så tidligt som det nu kan blive når en af os skal have sin skønhedssøvn;) Ud på landevejen, hvor man her må køre 100 (!!!), endnu en grund til ikke at savne Danmark. I New Zealand bruger der km og m osv, hvor de i Australien brugte miles og feet osv. Det undrer os da begge lande er under den engelske dronning.. Men det gør det noget nemmere for os! Nå.. retningen blev sat mod Dunedin. Byen ligger i det sydøstligste hjørne af sydøen, er en skotsk by, og bliver derfor kaldt sydens Edinburgh. Turen dertil gik både gennem bakker og dale, og i det hele taget en meget god tur! Dog var det stadig overskyet, så lidt af udsigten blev ødelagt.

På vejen til Dunedin, havde vi læst om noget der hed Moeraki Boulders, new Zealands svar på Stonehenge i England.. Her stoppede vi. På stranden lå der en masse stenkugler, som efter maori sagn er forstenede lig fra en forlist kano, og alle små sten skulle være de kartofler de havde med om bord. Klipperne omkring var alle opkaldt efter kaptajnens børn. En meget lang og indviklet historie, som i selv må læse mere om på nettet. Spændende var det i hvert fald, og et stop hver for dem der kommer forbi ;

Vi kørte direkte ind i byen, da vi ankom til Dunedin. Her fandt vi et museum som viste sig at være helt vildt fedt! Her kunne man se alt om Dunedins historie. Både maoriernes ankomst, og guldfeberen medfølgende indvandring af endnu flere kinesere!! Vi havde læst hjemmefra at der i byen lå verdens stejleste gade!! Vi tog et smut hen mod gaden, og fy føj.. Vi brokker os aldrig mere om stejle bakker i Esbjerg når vi cykler! Vi kom op af gaden, som stiger med 38%, og det blev til et kapløb de sidste 25 meter, som Esben vandt sikkert, som en anden Etiopisk OL-deltager!

Sent på eftermiddagen ankom vi til en plads. En lille dejlig campingplads i bakkerne, hvor vi fik lavet en omgang nudler og spillet en omgang bordtennis i verdensklasse! Synd der ikke var nogen tilskuere.

Næste morgen tog vi direkte fra morgenstunden, af sted mod halvøen Otago Pennisula. Her skulle man, udover en fantastisk køretur langs kysten, kunne se, Kongealbatrosser, verdens største flyvende fugl, masser af sæler, to slags pingviner, og især den næsten udryddede guløjede pingvin havde vi planer om at se. Første stop blev ved Taiaroa Head, det yderste af halvøen hvor man kunne se fuglene. Vi kunne tydeligt se dem fra jorden, og vi fandt det unødvendigt at betale 60 $ for at se deres reder. Lige ved siden af lå Pilot Beach, en strand hvor der skulle være pingviner! Dog var der kun måger da vi kom, men til gengæld var der cirka 15 enorme han sæler, som alle sammen vågnede da vi kom :D

Vi kørte herefter videre op af bjerget, som vores lille japaner klarer til bravour! Hun er en rigtig klatrer! Her betalte vi for en tur med en guide som skulle vise os de guløjede pingviner!! Vi fik en tur i en lille offroader, med John og Joan fra californien. Meget søde mennesker, og et typsik amerikansk ældre ægtepar. Udstyr må man ikke gå ned på, hvilket man tydeligt kunne se på dem, og mens Joan spurgte guiden om alt lige fra, hvor højt det højeste punkt i Danmark var, til om en bakke vi var på var det højeste punkt i NZ, alt imens John svarede på tingene i stedet for guiden. Vi kørte til en masse udsigtsposter inden vi kom til stranden hvor pingvinerne var. De var meget svære at få øje på, helt umulige med det blotte øje. Men med hjælp fra guidens kikkert kunne vi se tre pingviner i en busk. Vi kom tilbage til huset vi startede fra, og så skal jeg lige love for at vi fik drama!!

Vi fik at vide at ingen måtte gå ud til bilerne. Jerry, ejeren af stedet, en mand som ved alt, fortalte os historier i 1,5 timen, da familiens stolthed, sønnen, havde væltet en elmast med sin gravko. Han sad stadig inde i den, og kunne ikke røre noget da 60.000 volt gik igennem maskinens metal Først fik vi at vide at hjælpen ville komme efter 15 minutter. Der gik så 1,5 time, som dog var fantastiske, kun pga af Jerrys historier, og hans fænomenale samtaler med både brandvæsnet og de dovne elektrikere fra byen, som han tilmed meldte til politiet fordi de lagde på når han ringede og bad om hjælp.

Efter 1,5 time fik vi lov til at køre, og tog direkte i New World, supermarkederne hernede, købte lidt småting, vand, brød, pålæg osv. Vi havde gennem dagen diskuteret om vi skulle tage direkte mod Queenstown, eller tage en nat mere i Dunedin og så køre, som først var planen.

Vi valgte den første, hvilket vi ikke fortryder et sekund!! Mens det på østkysten havde været overskyet og koldt hele tiden, var det inde i landet sol og noget varmere. Og vejene… De smukkeste, flotteste, dejligste og bedste veje jeg nogensinde har kørt i, og bland det så sammen med den smukkeste natur du nogensinde har set, i solskin, så blev det sgu ikke meget bedre! Højtalerne blev skruet op, vinduerne kom ned, der blev sunget med, og alt var fryd og gammen. Da vi samtidig er blevet rimelig vand til at køre i venstre side, og at babyen føles ikke så hård at køre mere, så var det helt vildt! Klokken var pludselig halv otte, og vi skulle egentlig også til at spise snart. Vi stoppede i byen Alexandra, hvor Rune fik KFC, og Esben ville have nudelsuppe fra elkedlen. Indtil... han fandt ud af strømstikkene ikke virker når der ikke er sat strøm på bilen fra en campingplads. Det blev i stedet en blanding af, ris, løg og osteboller med skinke! Mums!

Turen gik videre op gennem bjergene, og pludselig blev det mørkt. Så nu har vi også prøvet at køre i mørke, i bjergene og i autocamper, på samme tid. Det kunne være meget skræmmende nogle gange, isæt når man ikke kunne se kanten til ens side, men rallykøreren tog fat igen, og det gik som smurt, det meste af tiden. Klokken 21.40 kom vi til vores plads i Queenstown, hvor vi vil overnatte et par dage! Receptionisten var gået hjem, så vi parkerede ved siden af, og sover her. Stolene og bordet vi fik med til camperen blev pakket ud, og en øl kom på bordet, som Rune valgte at sætte sig i.. Her kan man sidde udenfor, og det er faktisk en dejlig temperatur. For de fleste.. Rune er desværre løbet ind i en stor forkølelse, og hvis man samtidig synger med i bilen, bliver man hæs ;) Vi er enige om at det må være kulden i Dunedin der har gjort det, så forhåbentlig bliver det bedre med tiden, nu hvor det er varmere!

Alt i alt har vi det mere end fantastisk, på nær forkølelsen ;)

Det bliver næsten ikke bedre..

Rune og Esben