Her er vi! Igen! Med nyt, om vores rejse som udvikler sig til at blive bedre og bedre!

Sidst vi skrev, sad vi på en campingplads i Hokitika, på sydøens vestkyst! Cirka 10 minutter efter jeg slog indlægget op på bloggen, skete den værste ulykke vi har haft indtil videre.. Bare rolig, der er ingen personskade, og endnu bedre, det har heller ikke noget med bilen at gøre. Eller.. den kan da stadig køre, men mekanikken i vores ellers så fine invita-køkken har svigtet! Ved 22-tiden fik vi mistanke da der begyndte at lugte af den slags tyggegummi vi købte for 25 øre da vi var små.. Vi undersøgte vognen, og fandt ud af at slangen til vasken var gået i stykker. Lugten kom fra 5 flasker grape sodavand som Esben havde hældt ud i vasken, da smagen mildest talt var forfærdelig. Sodavanden udgjorde selvfølgelig stanken, og 1,5 liter lå spredt under vasker, hvor alle gryder, pander, elkedel, brødrister, kaffekande og andet lå.. Et fantastisk arbejde at stå og gøre det rent klokken 22.30 om aftnen! Vi kom over det, tårer er blevet fældet, da bilen lugtede sødt de næste to dage!

Næste dag kørte bilen mod Westport, troede vi.. Vi undrer os om der har været en raketmotor sat på bilen i løbet af natten, for gud fader i skuret hvor var vi hurtigt i Westport. Det kunne også ses på bilen, som var tørstig. Efter et stop ved de flotte Pancake Rocks 60 km fra Westport, som er en stor bunke klipper formet som pandekager, grundet vandet. Herefter blev vi overmodige og mente at tanken godt kunne holde til Westport. Vi kom 10 km inden der stod et skilt med: "No petrol next 50 km"… Ups! De sidste 15 km til byen var især nervepirrende, men vi klarede det og efter japaneren drak over 60 liter benzin var vi klar.

Westport blev udforsket, men da den ikke virkede meget anderledes end Hokitika, og klokken kun var 12.30 valgte vi at køre videre til næste by. På den måde havde vi heller ikke så langt næste dag. Vi ankom til byen Murchison, hvor vi overnattede. Byen var ikke noget at skrive hjem om, så det gør vi ikke, men til gengæld var det det billigste sted vi har sovet, og der var en dejlig flod på pladsen. Næste da stod 50 % af os tidligt op. Det var meget koldt denne morgen, og det havde regnet hele aftnen og natten. Bestyreren på pladsen var lykkelig. Hun sagde det ikke havde regnet i 3 måneder og at det havde været den værste tørke side 1954.. Føj! Vi fik også mærket på egen krop hvordan det føles når bruseren stopper efter 6 minutter når man står med sæbe i håret, og man først BAGEFTER læser skiltet hvor der står at vandet løber i 6 minutter, og derefter stopper i 3 minutter..

Vi kørte videre mod Kaiteriteri, hvor planen var at mødes med 3 drenge fra Esbjerg. Vi kom til byen, fik handlet ind, og tog til stranden, to gange! Den bedste strand vi har været ved endnu (bedre en Bondi)! Hen på eftermiddagen kom de andre med en bus. Aftnen gik i hyggeligt samvær, et par øl, og fælles aftensmad.

Næste morgen kørte vi ved 9.30 tiden fra Kaiteriteri mod Picton. Her skulle vi tage en færge mod Weliington. Klokken 12.30 ankom vi til Picton efter en dejlig tur i bjergene langs kysten! Man kan roligt sige Vi gik rundt et stykke tid før vi tog noget at spise. Vejene her er en oplevelse for sig selv. Man nyder virkelig at køre, i modsætning til DK hvor det godt kan blive lidt trivielt at køre på E20.. Hvis du så tilmed har godt vejer som vi stort set altid har, er det en fornøjelse udover meget andet!!

Vi fik købt en billet, og vi kunne ikke helt blive enige med os selv om 263 $ var rimeligt. Nå.. over vandet skulle vi jo, og hvor meget vi end gerne ville finde vores indre Jeremy Clarkson frem, finde en mekaniker, og lave japaneren om til en amfibiebil, så gik den sgu nok ikke. Klokken 15.30 sejlede vi fra Picton, som startede med en fantastisk udsejling på en time gennem Marlborough Sounds. Her så vi en masse delfiner, som svømmede, og hoppede langs færgen. Skyd hul i oslofærgen, det her er noget der vil noget! 4 timer efter var vi i Wellington, og da det stadig var lyst, kørte vi ind i midtbyen. Vi gik lidt rundt inden vi fandt noget at spise. Efter 2 timer i byen tog vi ud for at finde en campingplads. En nydelig en af slagsen i forhold til prisen, og efter et spil bordtennis, gik vi til køjs.

Næste dag var planen at få set Wellington. På råd fra drengene fra Esbjerg tog vi på Te Papa museet ved havnen. I vores bog stod det beskrevet som det bedste museum i New Zealand, hvilket vi ikke benægter. Her kunne du se alt, og med det mener vi ALT! (favoritten var afdelingen om jordskælv) Utroligt flot museum, i stil med eksperimentarium i København, bare 4-5 klasser over. Og det bedste af det hele, det var gratis: D

Ulykkerne vælter ned over os! På vej tilbage fra museet ser vi at vi har fået en parkeringsbøde…… 40 $, så det er ikke i stil med Danmark, men stadig nogen sure penge at betale. Nu må i ikke bare tro, at vi tror vi kan holde overalt. Vi var ovre ved parkometrene, men da kortbetalingen ikke virkede, vi ikke havde nogen mønter, og den sidste mulighed, mobilbetaling, var der heller ikke mulighed, tog vi chancen. Øv!

Videre.. Vi var sure på Wellington, så vi valgte at køre. Næste stop hed Dannevirke :O

Lyder navnet bekendt? Ja.. Dannevirke er en dansk by på størrelse med Varde. Meget underligt for os at se danske flag, supermarkeder opkaldt efter dronning Margrethe, og gader som: Hamlet Street, Denmark Street, Chrustian Street, Thyra Street, Viking Street og Gertrud Street SÅ langt væk fra Danmark. Dog kan ingen dansk i byen, da det er lang tid siden de oprindelige danske bosættere døde. Dog klinger det danske stadig i alle butikker, og firmaer. Her sov i som de eneste på en campingplads!

I dag kørte vi så mod østkysten. På vejen kom vi forbi Norsewood, en norsk by, lidt mindre en Dannevirke, men stadig med norske flag over det hele. De var kendt for deres uldvarer, hvilket ikke kan undre nogen. Næste stop var Hastings, en by på størrelse med Esbjerg, hvor vi fik handlet, og købt noget tøj! Efter at have tilbragt 2 timer i Hastings, kørte vi 20 km mod Hastings tvillingeby Napier, ved kysten. Og sikke en dejlig by vi er havnet i! Napier har noget af en historie, som vi lærte at kende på museet i Wellington. I 1951 blev hastings og Napier ramt af det kraftigste jordskælv i New Zealands historie. Især Napier blev totalt smadret. Byen blev genopbygget i den dengang, moderne art deco stil, hvilket byen kalder sig selv hovedstaden af i dag. Byen minder utroligt meget af billeder man har set fra Miami, med en kæmpe promenade med en masse løbere og folk på rulleskøjter. Vi fandt hurtigt vores campingplads, og har indtil nu bare været i poolen og slappet voldsomt af! Vi er ret trætte efter at have kørt og sejlet så mange dage i træk.

Nu vil vi lave mad, derefter sætte os op i tv stuen og se Southpark med en øl, og derefter gå i seng!

Vi har planer om at blive i Napier igen i morgen, hvorefter turen går mod Taupo og Routoura!

Vi snakkes ved!

Rune og Esben