Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det igen tid til blogopdatering.
I den forgangne uge har Julie haft "Orientation-week" på Deakin, hvor der er blevet arrangeret en masse sociale events samt forelæsninger om "hvordan det er at studere på universitetet". Det sidste var der ikke så meget nyt i for mig, men programmet var det samme som alle de nye førsteårsstuderende fulgte, så derfor har jeg hørt en masse om hvordan det nu er at flytte hjemmefra og samtidig begynde at planlægge sin tid - helt selv! Der blev også arrangeret et beachparty, men heldigvis var vi mange udvekslingsstuderende som også deltog, ellers havde jeg nok følt mig lidt gammel.
Efterhånden er vi ved at lære hvordan det er at gå i byen i Australien, eller vi har i hvert fald lært at de har en ret striks dresscode, så derfor har vi ikke været inde på så mange clubs. I sidste weekend erfarede vi at man ikke måtte have "thongs" på hvis man ville ind på en club (thongs = flip floppere). Og i går efter vi havde været til housewarming hos en svensker fra mit uni, blev Martin og en anden fyr også afvist i døren fordi de havde shorts på!!
Martin har igen været i gang med jobsøgning i denne uge. Efter en lidt frustrerende uge, hvor han kun fik tilbudt et job som en gadesælger af fx UNICEF abonnementer, så var han på prøvevagt i går og fik et job! Han skal arbejde på en café der ligger ved flodbredden 5 min fra vores lejlighed.
Eftersom vi ikke har haft så travlt igen med job og studie har der i denne uge også været tid til at udforske Melbourne lidt mere, hvilket I også kan se på billederne.
På stranden på St. Kilda kan man se små pingviner gå i land, og da vi jo ikke så særlig mange på Manly Beach så skulle lykken prøves igen. Og heldige som vi var, så ikke kun én, men simpelthen to pingviner!!
Derudover var vi på Queen Victoria Night Market i onsdags. Det er et almindeligt marked om dagen, men den aften var der fyldt med madboder som serverede alverdens forskellige lækkerier! Det var skønt at gå rundt og blive fristet af en masse mad og vi fik blandt andet købt en friturestegt-twistet-kartoffel på en pind med salt på…
Vi har desværre ikke haft så godt vejr hernede den sidste uges tid. Det har regnet ret meget, (dog ikke så meget som vi kan læse om det gør i New South Wales) så vi besluttede os for at bruge en af regnvejrsdagene på Melbourne Aquarium. Der så vi alle de fisk vi forhåbentlig også kommer til at se (på nær hajer og andre dødsens-farlige vanddyr!) når vi skal til at dykke oppe langs østkysten eller på Fiji/Bali…
Regnvejret blev også udnyttet til en tur i IKEA for Julie. Jeg tog afsted med en liste over de få ting vi manglede til lejligheden og så råhyggede jeg ellers med en veninde fra uni. Vi fik en ordenlig omgang köttbullar og andet godt svensk mad!
I dag, søndag, er vi lige kommet hjem fra en vintur i Yarra Valley. Det var en ægte turist tur, som egentlig var ret dyr, men heldigvis havde vi fundet den til halv pris på nettet Vi kørte med et gammelt damplokomotiv gennem regnskoven hvor det mest specielle var at man måtte sidde på med benene ud af vinduet! Men det var hyggeligt og lugtede lige som det lille tog i Knuthenborg Safaripark!
Derefter spiste vi en rigtig god frokost på en farm hvor man kunne spise alt det kød man ville og derefter smage alt den vin man ville. Efter frokost besøgte vi to andre vingårde hvor vi også smagte lokalt produceret vin. Det var god vin, men vi købte ikke noget for vi har lært en god fidus hernede! Der er nemlig noget der hedder "clean skins"-wine som ikke har nogen mærkat på sig, men bare er ret billig og også smager godt i modsætning til "Goon", som der også bliver drukket meget af hernede, men som bare er dårlig hvidvin.
Alt i alt en rigtig dejlig uge!
- comments