Nyt fra Tasmanien.

Maria har købten lille, smart computer, så nu er alting nemmere! Dejligt :D

Vi tog fra Melbourne direkte til Tasmanien - vi brugte kun et lille døgn i Melbourne, da vi fik nogle gode billetter- ca 630 kr. tur/retur. Tasmanien er smuk, men det er ligesom at tage tilbage i tiden - lidt 70'er og 80'er stil hvad angår bygningerne. Naturen er fantastisk med bjerge dækket af træer og det minder generelt en del om New Zealand. Her er dog ret tørt i modsætning til NZ, som er utroligt frodigt. Det skyldes dog en længere tørkeperiode - der falder kun 0,6 meter regn årligt i Hobart.

Vi ville så gerne have lejet en bil herovre og kørt rundt på hele øen, men det valgte vi fra, da man skal være 21 år for at leje en bil her eller være villig til at betale dobbelt pris. OG DET VAR VI IKKE!! Så vores base blev Hobart, hvor vi har boet alle ugens dage på Central City Backpakers hostel, og det har egentlig været okay med en fast base for en gangs skyld.

For at se øen meldte vi os på en masse dagture. Vi har været på 3 rigtig gode dagture, som virkelig har vist os Tasmanien. De første par dage var Iben syg, som nogle af jer nok ved. Maria udforskede Hobart sammen med en dansk, 19-årig dreng fra Viborg, som vi mødte i lufthavnen.

Først dagtur gik til Zoo Doo, hvor vi så og rørte en masse tasmanske og australske dyr. De havde selvfølgelig den tasmanske djævel, wollabes, wombats osv. Derefter tog vi til spøgelsesbyen Richmond, som i 1800-tallet var en "stor" gennemkørelsesby for Tasmanien. Byen besidder Australiens ældste bro (1823), fængsel (1825) og lignende. Det blev en spøgelsesby, da broen til Hobart blev bygget og man derfor ikke længere kom igennem byen. I dag bor der ca 800 mennesker i byen.

Vi var også på en anden heldagstur ved Port Arthur, som er et nedlagt fængsel fra 1800-tallet, der ligger på en af Tasmaniens øer. Tasmanien var oprindeligt en fangeø, hvor de værste fanger blev sendt til. Og de værste fanger var altså i værste fald tyvknægte eller overfaldsmænd, da mordere og andet brak blev hængt med det samme. Alle veje og gamle bygninger i Tasmanien er bygget af fanger, da det var, hvad man brugte dem til. Det var en fantastisk tur, som tog fra tidlig morgen til sen aften. Vores busachauffør var SÅ god til at fortælle og berette om alt! Og han vidste alt, som er værd at vide, om Danmark. Han var god til at komme rundt til alle i bussen, så snakken kørte hele tiden på tværs af de forskellige nationaliteter. Port Arthur var ubeskrivelig - en lille oase (gammel by), som består af ruiner fra de gamle fængsler , kirker, generalboliger, barakker osv. beliggende i den smukkeste natur ved et sund. Inden vi kom til Port Arthur stoppede vi adskillige steder. Et af stederne vidste en linie af hunde, som havde vogtet Port Arthur netop der, hvor man kunne flygte/komme igennem til det øvrige Tasmanien. Der stod hunde med 5 meters mellemrum og man lavede endda små øer ude i vandet, hvor hundene kunne stå og vogte. Her stod de i op til fem år uden at få lænkerne af - alt de havde var en lanterne og en tønde at ligge i!!! På selve Port Arthur står kun ruinerne tilbage (altså murstenene, skeletterne af husene), da resten er brændt efter en skovbrænd for år tilbage grundet tørke.

Den sidste dagstur var i båd. Vi sejlede en hel dag langs den Tasmanske kyst, som er utrolig smuk. Vilde klipper, kæmpe tang, blåt og grønt vand. Vi kørte også på Bruny island. Vejret har hele ugen været omkring de 25 grader og det var det også den dag. Skyfrit. Vi spiste gourmetmad (da det var med i prisen) og hyggede total meget med en masse pensionister!!! Vi er jo sådan nogle søde og blåøjede pigerJPå turen falder et ældre ægtepar pladask for vores danske charme. De kommer fra Queensland, Australien. Manden er 74 år og konen lidt yngre. Da vi havde snakket med dem på hele dagsturen ender det med, at de inviterer os hjem til dem, hvor de så vil køre os rundt i området og vise os rundt - så det har vi aftalt. Vi har fået deres telefonnummer og skal bare ringe en uges tid i forvejen. De foreslog det selv hundrede gange og kom til sidst selv hen med deres adresse og telefonnummer på en seddel - så det har vi tænkt os at gøre, når vi kommer så langt.

På en af vores gåture i Hobart fandt vi et tysk bageri, hvor man kunne få rugbrød. Alle indgredienserne blev importeret fra Tyskland og Danmark, så det var ligesom at være hjemme! Vi købte en "leverpostej", som nok nærmere var leverpølse! Der var dømt leverdreng!

Kronprinsesse Mary er selvfølgelig "verdenskendt" på Tasmanien! Avisernes forsidestof var historien om Mary og Rigmor Zobel, som spiste middag sammen, hvilket var ilde set, da Zobel åbenbart er dømt pusher på Tasmanien.

Skøn tur på Tasmanien.