Del 3: Bordeller, bilbomber, børnelegetøj og Isengard

Forrige weekend startede lørdag morgen kl. 8 med en tur til et mobiltelefoniselskab, hvor man både kan få et libanesisk simkort og få registreret sin telefon hos det libanesiske ministerium for telekommunikation, som er nødvendigt for at kunne bruge en telefon med et libanesisk nummer. Kl. 9.30 tog jeg bussen til Jounieh, som ligger små 20 km nord for Beirut. Med sine mange natklubber er Jounieh kendt som en af Libanons absolutte party-byer. Ved ankomst blev jeg overrasket over, at mange af butiksskiltene var på både arabisk, engelsk og russisk. Det russiske skyldes ikke russiske turister, men det at natklubberne ikke er natklubber, men snarere stripklubber/bordeller, hvor de fleste af de ansatte kvinder er af østeuropæisk herkomst.

Jeg gik langs hovedgaden i Jounieh ned til den 'ski'-lift, som går fra Jounieh, som ligger ned til vandet, op ad Mount Lebanon til byen Harissa, som var min næste destination. Turen med den såkaldte 'cable car' gik henover husene og den trafikerede motorvej i Jounieh, og jeg var velsignet med muligheden for at lure ind ad folks vinduer og se folk sidde og pille tær og se fjernsyn i bar mave. Skønt. Oppe på bjerget i Harissa står der en stor, hvid statue af Jomfru Maria, som vidner om, at folk i området hovedsagligt er kristne. Statuen, som er 8 meter høj og minder om Jesus-statuen i Rio i sin statur, står på en 10-15 meter høj sokkel, som er indrettet som en lille kirke indeni. Uden for kirken mødte jeg en dansk-libanesisk familie bestående af to bedsteforældre, deres datter og datterens fire børn i alderen 5-12. Under en hyggelig samtale med dem kunne jeg glæde mig over - trods det intense arabiske program på AUB - ikke at have glemt vigtige danske fraser som "Min far kan tæve din far".

Kort bag statuen er der investeret svimlende summer i en helt ny, gigantisk kirke. Denne kirke, som skulle ligne en blanding af et cedertræ og et par hænder foldet i bøn, ligner kun én ting: Isengard-tårnet fra filmen Ringenes Herre (se billeder på Facebook). At den overhovedet ikke passer ind blandt de andre bygninger og kirker i området siger vidst sig selv - man står bare og venter på, at Gandalf kommer over bakkekammen med hundredevis af riddere for at smadre orker.

Efter Harissa tog jeg en bus videre til Byblos. Busturen var uforglemmelig i sit totale fravær af sikkerhedsmæssige procedurer. Chaufføren tændte og røg cigaretter inden i bussen mens han kørte, døren kunne ikke lukkes, og da chaufføren kørte over et vejbump faldt låget til handskerummet af og ned på gulvet. Men endnu værre var, at fordi forruden ikke var tonet, så chaufføren ikke fik sollys i øjnene, så havde han tildækket hele den øverste halvdel af forruden med gamle aviser. Så bussen bød på passiv rygning, ingen sikkerhedsseler, døre der ikke kan lukkes, dele der falder af undervejs, en chauffør der tænder cigaretter under kørsel, samt en halvt tildækket forrude. En ansat hos Rådet for Større Færdselssikkerhed havde fået en akut blodstyrtning lige på stedet.

I Byblos gik det hurtigt op for mig, at dette nu var mit andet hjem. Dels har byen en cafe/restaurant ved navn 'The Doors'; men endnu bedre så var der på hovedstrøget i den gamle del af byen en gademusikant der sad spillede udvalgte numre med 'The Doors': Riders on the Storm, Roadhouse Blues og People are Strange. Jeg var i vild ekstase. Efter at have været generøs nok til at give ham hele 12 kroner og til gengæld have optaget ham med mit kamera, gik jeg over til Byblos' enorme arkæologiske område. Her er der ruiner fra både fønikerne, romerne, korsridderne og osmannerne. Det var virkelig fascinerende at se spor af alle de storslåede civilisationer, der har været i Byblos. Efter at have leget Indiana Jones i 1½ times tid, tog jeg rundt og så resten af Byblos' gamle by, som er yderst velholdt og flot. Til frokost gik jeg op til en billig cafe (jeg er på et ret stramt budget hernede) for at få noget kebab. Her spurgte ejeren mig, om jeg ikke havde lyst til at smage en traditionel fiskeret fra Byblos i stedet. Det gik jeg med til. Så jeg fik fiskemousse med friske mynteblade og grøntsager i fladbrød. Eller med andre ord: fiskedurum. Det var meget anderledes men smagte glimrende. Dernæst tog jeg bussen tilbage til Beirut. Ved ankomst til Beirut insisterede en random fremmed fra bussen på at betale for min billet, og da jeg på vejen hjem fra stationen ville købe grønstsager fik jeg 15 procent rabat, fordi ejeren syntes, at det er fedt, at en dansker gider komme til Libanon for at lære arabisk. Den libanesiske venlighed og gæstfrihed kender ingen grænser.

I undervisningen i hverdagene er tempoet ved at være skruet endnu højere op. Her er jeg nødt til at knokle hårdere, end jeg nogensinde har gjort på SDU (pga. Taxameterordningens incitamentstrukturer måske?). Men nu har vi allerede lært hele alfabetet og er begyndt at bøje verber, tillægsord og navneord. Svært men spændende. Alting går sin vante gang i hverdagene på AUB, og vi er på ingen måde berørt at de ting, der sker i det sydlige Beirut. I mandags sprang en bilbombe i det sydlige Beirut, og en fyr kastede en håndgranat ind i den palæstinensiske flygtningelejr Sabra, hvor en kristen milits i 1982 med støtte fra Israelske soldater massakrerede civile i vildskab. Selvom disse hændelser sker tættere på end de krigslignende episoder i Sidon sidste uge, er det stadig langt væk, og AUB er stadig et af de sikreste steder i Libanon. Det vildeste der sker her, er de daglige strømafbrydelser, som sker over det meste af landet.

Udover almindelige timer og studier har vi også en række særlige timer hver tirsdag torsdag, hvor vi laver alt muligt. Sidste uge så vi en libanesisk spillefilm og havde kalligrafiundervisning. I denne uge har vi haft en gæsteforelæsning om genveje til at lære arabisk nemmere.

I den seneste weekend var jeg på udflugt igen. Denne gang med mange af de andre arabiskstuderende på en tur arrangeret af universitet. Selvom turen lørdag gik til Harissa og Byblos, hvor jeg selv var forrige weekend, tog AUB os også med til Jeita Grotten, hvor jeg ellers ville være taget hen alene. Derfor tog jeg med alligevel. Det skulle vise sig at være en genial beslutning.

Første stop på turen var Jeita Grotten, som ligger 12 km nord for Beirut. Grotten var nomineret til at komme blandt verdens 7 nye vidundere. Det er forståeligt. Grotten består af to store kamre. Det ene er 7 km langt, det andet 2 km og med vand i bunden. I det øvre, lange kammer er der fyldt med prægtige stalagmitter (dem der går op…eller ned) og stalaktitter (dem der går den anden vej). Tumpe som jeg er, havde jeg selvfølgelig glemt batteriet til kameraet. Men det gjorde ikke det store. Man måtte nemlig ikke tage billeder derinde. I det andet, nedre kammer måtte man sejle rundt blandt klipperne på det krystalklare vand i små både. Det var sgu meget flot. Hvem der end står for den daglige drift af grotten har med garanti læst noget moderne-ledelses-teori. Han har i hvert fald diversificeret de produkter og ydelser, området tilbyder besøgende: Udover selve grotten var området udstyret med en mindre zoologisk have (med skildpadder, gæs, pindsvin, firben etc.), en lille cable car, som gik parallelt med den asfalterede vej 10 m fra den og derfor var helt og aldeles overflødig, samt en lille legetøjstog til at fragte de besøgende de 500 meter asfalteret vej fra det øvrige til det nedre kammer. En distance langt de fleste mennesker kan traversere uden at lide nød. Efter besøget i Jeita Grotten tog vi til Harissa og statuen af Jomfru Maria og Isengard-kirken.

Efter Harissa tog vi til Byblos. Jeg var bange for, at vi - ligesom i Harissa - ville komme til at se de samme ting, jeg havde set weekenden før. Det skulle heldigvis ikke blive tilfældet. Ved ankomst gik vi durk ned til en restaurant ved stranden - 15 meter fra vandet og med udsigter ud over Middelhavet. Frokosten bestod af tre retter. Libanesisk mezze (mange små forskellige forretter) med hummus, baba ranooj, labneh, friskfangede blæksprutter i hvidløgssov o.m.a. Hovedretten var et orgie af grillkød med både kylling, shish kebab, kofte, calamari og krabbekløer. Og det var all-you-can-eat. Under de betingelser var jeg ligeså ivrig og ustyrlig som Jeppe Kofod til en gymnasiefest. Med denne frokost (som kostede $ 35 per person) var jeg selvfølgelig mæt i et helt døgn bagefter. Fordi vi brugte ca. 2 timer på at spise, var der heldigvis hverken tid eller humør hos folk til sightseeing. Så vi tog en 20 minutters rundtur i byen og gik så tilbage til bussen og tog hjem. Så på turen var det eneste overlap med min egen udflugt weekenden før den ene time i Harissa; til gengæld fik jeg betalt transport, entre og overdådig frokost. Perfekt.

Dagen efter, søndag, følte jeg mig så godt forberedt til vores prøve i klassen om tirsdagen, at jeg besluttede mig for at tage på sightseeing igen. Jeg tog derfor til Koola Busstationen i Beirut og fandt en bus efter 15 minutters total forvirring (grundet den ikke-eksisterende skiltning i det offentlige rum i Libanon). Efter at være nået halvvejs til Deir al Qamar fortalte den ældre dame ved siden af mig, at bussen ikke gik til Deir al Qamar. Den stoppede i stedet 7 km derfra i Kfarhim. Heldigvis viste det sig, at en midaldrende, velernæret mand også skulle til Deir al Qamar. Han ville blive hentet af sin fætter i Kfarhim, og han tilbød mig et gratis lift. Men den libanesiske gæstfrihed ville ingen ende tage. Manden og hans fætter insisterede på at køre mig op til det rige kvarter i byen, så jeg kunne tage billeder ud over hele byen. Derudover kørte vi forbi et hus for et lokalt parlamentsmedlem, som hver weekend sidder i sin have og byder forbipasserende (også bilister) på friskbrygget arabisk kaffe. Så da vi kom forbi fik jeg selvfølgelig frisk arabisk kaffe af et parlamentsmedlem, jeg desværre ikke kan huske navnet på. D'herrer satte mig af ved torvet i centrum af Deir al Qamar, hvor alle seværdighederne ligger.

Første stop var et gammelt, mindre pompøst men stadig velholdt palads fra ottomannertiden, som i dag er et privatejet museum for voksfigurer a la Madame Tussauds i London. Forskellen er dog, at ud af de i alt 92 figurer kendte jeg kun ca. 15, fordi de alle var personer med en særlig rolle Libanons historie. Jeg genkendte selvfølgelig Hassan Nasrallah (generalsekretær i Hizbollah), Anwar Sadat, Hosni Mubarak, eks-pave (hedder det det?) Johannes Paulus, George Bush H.W. Bush og Rafik Hariri. Da jeg kom i den skønne gårdhave spurgte en mand mig, om hvad jeg syntes om museet. Jeg sagde, at det som udlænding var mærkeligt ikke at kende ret mange, men at museet var virkelig flot. Det viste sig, at det var ejeren af museet, som havde indrettet dele af det gamle palads som museum og resten som hans private bolig. Vi faldt i god snak, og som gæstfri libaneser tilbød han selvfølgelig gratis kaffe.

Efter kaff' tog jeg over til en anden smuk bygning fra osmanner-tiden, som i dag huset et marionetdukkemuseum. Efter at have introduceret mig som dansk arabiskstuderende blev jeg budt velkommen indenfor uden at skulle betale entré. Museet i sig selv var gammelt, rodet og en anelse uinteressant, så derfor fortsatte jeg til et kunstmuseum i den gamle bygning, der husede delsstats-administrationen da Deir al Qamar var regional hovedstad for Libanon under Osmannernes herredømme. Her fortsatte den libanesiske gæstfrihed ved, at jeg ikke skulle betale entré og blev tilbudt arabisk slik og chokolade ad libitum samt en flaske koldt vand. Begge dele smagte godt inde i munden.

Da jeg var færdig i Deir al Qamar besluttede jeg mig for at gå til Beiteddine, der ligesom Deir al Qamar på et tidspunkt fungerede som regional hovedstad for Libanon, da landet var en del af det osmanniske imperium. Beiteddine ligger kun 7 km fra Deir al Qamar, så jeg besluttede mig for at gå. På den måde kunne jeg se Moussa Castle, som ligger på vejen. Det er en ridderborg i middelalder-stil, som blev bygget af en fyr ved navn Moussa. Hvorfor? Fordi han som barn fik at vide af sin skolelærer, at han aldrig kunne bygge en ægte ridderborg. Derfor har Moussa dedikeret hele sit liv til at bygge en borg i fire etager, med kanoner på murene, en voldgrav med vindebro og et areal på i hvert fald 1500 m2. Jeg havde desværre ikke tid til at gå inden for, da jeg skulle nå Beiteddines palads inden lukketid.

I Beiteddine ligger et helt igennem fabelagtigt smukt palads fra ottomannisk tid, da Beiteddine var regionalhovedstad for Libanon. I dag kan man gå igennem de fleste af paladset værelser og se møbler, telefoner, dynebetræk, vandhaner, lokummer og mange andre fascinerende ting fra ottomannisk tid. Haremmet var desværre tomt. I anledning af sommerens store festival i Beiteddine, som afholdes i paladset, havde man desværre besluttet at opstille hundredevis af grimme, blå plastikstole samt en scene med projektører, højtalere og andet, som virkelig skændede det ellers flotte palads. Men turen var det hele værd, og det var spændende at få et indblik i, hvordan magthaverne havde det dengang. Det er sgu ikke så tosset at være magthaver. Billeder fra paladset findes også på min facebook-profil.

Da jeg skulle hjem mødte jeg en gruppe spaniere, der i tråd med libanesisk gæstfrihed tilbød mig et lift tilbage til Beirut kvit og frit. Uheldigvis er der i bjergene i det centrale Libanon tendens til trafikalt anarki hver søndag aften, når alle menneskerne fra Beirut skal hjem til storbyen efter at have holdt weekend i bjergene. Men hjem kom vi.

I den kommende uge skal jeg interviewes til AUBs Kommunikationskontor om, hvad jeg synes om arabiskkurset. Derudover kommer jeg forhåbentlig til at besøge en af de utallige lejre for syriske flygtninge i næste uge, hvor jeg får mulighed for at lave noget frivilligt socialt arbejde med traumatiserede børn og unge. Sidst men ikke mindst planlægger jeg en tur til Bekaadalen på lørdag. Men mere om alt det i næste indlæg.

Ma assalaam