Vi skulle ud og trekke i går og havde virkelig håbet på godt vejr, og vejrudsigten havde faktisk været lovende men det var faktisk overskyet hele dagen.. Det stoppede os dog ikke og ved 13 tiden, kørte vi ned mod nationalparken, hvor vi havde udset os en tur kaldet Rainbow Trail, som skulle ligge i en del af skoven, der var regnskov. Vi kiggede længe efter et skilt, der skulle vise os ind til der, hvor vi skulle gå fra, men vi kørte noget længere end vi synes var meningen, så vi kørte ind et sted, og kørte så langt vi kunne, for at finde et skilt eller noget der kunne fortælle os lidt om, hvor vi var. Vi fandt en parkeringsplads med en masse surfere og fulgte så efter dem ned til stranden. Hvorfor de ville surfe, forstod vi ikke for der var vitterligt ikke noget bølger, de kunne højst nå at stå i 5 sekunder for bølgen var faldet ned igen… Vi sad lidt på stranden og kiggede udover horisonten og drømte os til solskin, det var rart. Da vi kom op til bilen igen stod der et par surfere foran os os snakkede, og da vi skulle til at køre, så jeg at der sad noget i foruden… f*** tænkte jeg bare og gjorde Cathrine opmærksom på papiret og det eneste hun sagde var: "Du kører bare nu! Vi kigger den om lidt." Så vi trillede ud af parkeringspladsen med undrende blikke, for vi kunne da ikke have undgået at se det der sad i ruden… Vi kørte ind på en tom parkeringsplads længere og fik hentet sedlen og minsandten om det ikke var en bøde… Øv bøv! Vi havde tilsyneladende ikke haft tilladelse til at parkere i nationalparken, så det skulle vi da betale for, der stod bare ikke hvor meget, men hvis ikke den var betalt indenfor 24 timer, ville der blive lagt gebyr på og i vores tilfælde ville den nok blive sendt til Avis, som jo nok ville opkræve os et ekstra gebyr (vi overvejede nemlig et kort øjeblik at tabe den ud af vinduet) så vi kørte op og fandt kontoret, hvor den skulle betales.. Det var ikke så slemt, som vi havde forventet og så fik vi endda adgang til parken de næste 24 timer.
Vi kørte igen og fandt omsider et skilt der antydede vores hike, der stod nemlig "rainforest" (regnskov) så vi kørte ind og kunne nu parkere med god samvittighed, snørede traveskoene og begav og derind af…
Vi gik et kort stykke på jorden og ellers var det lavet en træbro hele vejen rundt, selv der, hvor den var plan med jorden.. Måske der var for vådt til at man kunne gå på den, ingen ved det.. Vi syntes ikke der var særlig meget regnskov over det, det er i hvert fald ikke sådan vi havde forestillet os en regnskov, men det er nok også bygget mere på den ligger i Sydamerika. Nå men igennem kom vi da, og vi ville nok lyve, hvis vi sagde, at det ikke var bare en lille smule hårdt… :)

Vi kørte efterfølgende ind for at se Tofino by og få tidlig aftensmad, men det var bare sådan en lille flække så efter 5 minutter var vi igennem… Der var dog god udsigt ud over vandet. Vi gik ind i supermarkedet og fandt en salat og frugtbod, som blev vores valg.
Vel hjemme på vores værelse fik vi spist og jeg fik trukket nogle torsk i land imens Cathrine legede med sin computer. (Vores værelse har intet tv!?! Heller ikke i lounchen, vi føler os virkelig langt fra den virkelig verden!!) Da jeg vågnede igen, var solen kommet frem, så vi besluttede os for at køre ud og se solnedgangen på end anden strand, end den vi bor ud til, men da vi kom frem, var solen gået væk, så efter vi havde set stranden, kørte vi hjem igen.



Mandag morgen skulle vi mod Nanaimo, og vi var tidligt oppe for at for morgenmad (som er vildt god her! Man kan bl.a. få æg og kaokao med skumfiduser!). Da vi havde fået vores ting, var Cathrine begyndt at bære ned i bilen, og jeg gik ind for at chekke ud. Da Cathrine kom ind på værelset sagde hun: "Rikke, jeg har låst nøglerne inde i bagagerummet." Jeg kiggede lidt på hende og vidste ikke helt om jeg skulle hoppe med på den, men da hun sagde det igen med et meget trist blik i øjnene, kunne jeg godt fornemme, at den måske nok var god nok.. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle skælde ud eller bare grine, for sket var jo sket og der var jo ikke så meget at gøre ved det.
Jeg tjekkede min taske for de Avis papirer, jeg godt vidste lå i handskerummet, og kom i tanke om, at jeg havde nummeret til kontoret i Victoria på min telefon, som da måtte kunne give mig nummeret på deres roadservice, så vi kunne få nogle op til Tofino og låse bilen op (vi havde selvfølgelig kun fået en nøgle og på den stod også nummeret til roadservice). Efter en times ringen frem og tilbage fik vi af vide, at der ville komme en mand inden for 2 timer og låse bilen op. Vi satte os ind i lounchen, da vi havde tjekket ud af værelset og da der var gået en halv time, kom der en mand og spurgte om der var nogen, der skulle have brudt en bil op. Vi fulgte gladelig med ned på parkeringspladsen og efter et stykke tids masen fik han langt om længe bildøren op. Der sad en knap, som kunne åbne bagsmækken, men (babadabaa) den virker kun når nøglen sidder i.. Og den kære vejmand havde altså ikke noget til at lirke en bagsmæk op med…
Gode råd var dyre, men manden kravlede ind bag i bilen for at se om bagsædet kunne ligges ned, men hvorfor skulle det da kunne det..!!?! Han fik heldigvis lagt den plade ned, der skiller bagagerum og det rum taget folder sig ned i og begyndte at fiske alle vores poser ud, men kunne ikke se noget nøgle. Han fik langt om længe øje på den nødåbner, der sidder på bagsiden af bagsmækken og vi fik bagsmækken op og fandt vores nøgler. Vi takkede ham mange gange og efter han var kørt, kørte vi mod Nanaimo. Vi holdte i Ucluelet for benzin og var fremme ved en 16.30 tiden, lidt senere enten forventet, men frem kom vi heldigvis! Sikke en oplevelsesrig dag!

I morgen kører vi tilbage til Victoria for at aflevere bilen og tager færgen til Vancouver.