Profile
Blog
Photos
Videos
Vi brugte tre dage på den dejlige ø Koh Samui, som ligger lige syd for Koh Phangan. Vi tog sammen med Sabrina med en færge fra Koh Phangan omkring kl. 9.30 om morgenen d. 27. maj. Efter turen på omkring halvanden time fandt vi hurtigt en taxa, som tog os til vores hotel, Samui Beach Apartments. Da vi var tre, havde vi bestilt et værelse, som hjemmesiden sagde var beregnet til fire personer, men da vi tjekkede ind, blev vi vist op til en stor lejlighed, som var fem-seks gange større end de små (indimellem) rigtigt dårlige værelser, vi har boet på i løbet af turen!! Den havde endda et lille køkken, dog kun med mikrobølgeovn og et mini køleskab, men vi kunne lave morgenmad selv, så det var dejligt.
Da vi var kommet på plads i lejeligheden, gik vi ned til hotellets pool, som lå lige ud til stranden. Her brugte vi resten af eftermiddagen. Om aftenen fandt vi en lille hyggelig indisk restaurant, hvor vi spiste aftensmad.
De følgende to dage var meget lig den første. Vi brugte alt vores tid ved poolen/stranden, hvor vi også fik massage på stranden af tre søde damer og prøvede at sejle på jet-ski. En virkelig fed oplevelse. Vi følte os virkelig seje, når vi ræsede afsted.
Torsdag d. 30. gik turen mod den tredje og sidste ø, vi skal besøge i denne omgang, Koh Tao.
- comments