Kaere alle!

Der er kun gaaet 10 dage, og mit hoved er allerede helt fyldt op med nye indtryk, oplevelser, undren og iagtagelser af landet og befolkningen hernede. Generelt er det svaert ikke at gaa og undre sig over alting, fordi det er saa anderledes end at vaere hjemme i Danmark. F.eks. vender maanen den forkerte vej!

Vi er 17 unge her ialt, 7 af os skal til El Salvador, 9 til Nicaragua og 2 skal rejse videre alene. Vi bor paa "El Plataforme Global" (Global Platform) og det er her vi sover, spiser og har en del af vores undervisning. En normal dag starter med at man vaagner ved 5:30-tiden fordi hanerne begynder at gale. Saa sover man lidt videre indtil skoleboernene paa den anden side af vejen moeder i skole ved 7-tiden. Saa er der morgenmad (som bestaar af muesli, yoghurt og banan) nogle laver lektier eller dyrker yoga. Fra 8:30-12:30 har vi spanskundervisning 3 dage om ugen, paa den lokale sprogskole Pajaro Flor. Vi er 3 elever om en laerer og vi faar intensiv grammatik-undervisning blandet med lidt lege, glosetraening osv. Saa er der varm frokost hjemme paa platformen lavet af vores dygtige kok Betty.

Efter frokost er der 1 times siesta hvorefter aktiviteterne skifter mellem undervisning i demokrati & kulturforstaelse, projektdesign eller andre temaer.

Om aftenen har vi ogsaa tit aktiviteter, f.eks. smaa foredrag med de lokale, og hvis ikke staar den paa lektier, forberedelse til engelsk-undervisning som vi danskere har med vores laerere fra sprogskolen eller ogsaa slaenger vi os i haengekoejerne og slapper lidt af.

Vi har ogsaa vaeret paa en del ekskursioner rundt omkring i omraadet. Vi har bl.a. besoegt nogle communidades (landsbyer) ude paa landet. I en af dem var der byfest, som fejrede afslutningen af borgerkrigen for knap 16 aar siden.

Borgerkrigen, som varede fra ca. 1980-1992, er en krise der stadig ligger lige under huden paa mange af de mennesker vi moeder. Det var en krig som delte folket op i 3 stoerre grupper; de som gik i haeren paa regeringens side, de som gik i guerilla-haeren, og de som flygtede for ikke at komme i klemme mellem de to. Som I nok kan forestille jer, gaar mange mennesker rundt med ar paa sjaelen, som de ikke kan komme af med igen.

Jeg nyder alligevel befolkningen og borgerne i Suchitoto. I mine oejne ser stoerstedelen lyst paa fremtiden og er glade for det de har.

I det hele taget er det fantastisk at vaere hernede, og det er laekkert med varmen :-)

Jeg lader snart hoere fra mig igen - jeg haaber at I naede hele vejen igennem!

Skriv endelig til mig, det er skoent at hoere nyt hjemmefra.

Kaerlig hilsen Rie