South America 13/8: Ovenpå på vores udskejelser igår skulle vi alligevel tidligt op. Morgenmad kl 07, og afsted kl 08. Ude foran hotellet ventede en åben jeep og guiden Roberto som skulle have os med på tur hele dagen. Roberto var en frisk aldrende herre og vi var de eneste han skulle have med. Vi kørte i morgensolen langs Copacabana og fik vind i fletningerne. Det var halv koldt så tidligt, men så vågnede vi da. Vi så Rios universitet og ude mod Leme området var vi på økomarked. Det var spændende og jeg elskede at se de mange flotte øko varer. Mor købte honning med hjem og jeg tog en masse billeder. Videre kørte vi til en mindre strand mellem Leme og Morro de Urca. Red Beach kaldte Roberto den. Den huser millitær skolen samt er udgangspunkt for svævebanen op på Morro de Urca. Roberto viste os ud til stranden og op på en sti langs med kysten. Et flot sted med imponerende dyreliv og planter jeg aldrig har set før. Et ægte stykke atlanterhavs jungle. Noget af det Rio specielt er kendt for. Vi så sommerfugle og fugle og træer med underlige frugter, og ja sågar de små langhalede aber som kommer i små flokke når folk går forbi. De er sky men tager gerne imod små stykker banan på træstammerne. Videre gik det. Denne gang op ad. Vi kom på trekking op af Morro de Urca. Stejle steps gennem vildnisset og far og mor kom på prøve i naturen. Jeg i flip flops! Det var lige noget for mig! Spændende vandring, 900m lang, og godt 200 højdemeter. Desværre var det ikke lige mors og fars kop the. Det var nu også varmt, men jeg var grebet af min wanderlust. Næsten på toppen havde vi fin udsigt over bugten, Flamengo Beach, og under os det nyere Urca neighbourhood. Vi kunne endda se flyene lande og gribbene flyve oppe fra! Næste step var et kort stykke op til toppen af Morro de Urca, hvor svævebanen ventede. Mor og far ville pludselig ikke med videre, så vi efterlod dem på Urca og jeg tog derpå selv afsted med Roberto til Toppen. Sugar Loaf Mountain! Svævebanen så faretruende ud, men gik ganske overraskende let og ubesværet. Det som gyngede mest var af- og påstigningen. Udsigten fra Sugar Loaf var utrolig. Man kunne se hele Rio de Janeiro. Copacabana oppe fra og favelaerne oppe i højderne. Alle strandene og havnene. bådene på vandet og de forskellige områder. Cristo Redentor kunne vi også let se, han vågede over byen midt i det hele. Vi kørte med banen ned igen og mødte far og mor til en kop kaffe i skyggen hvor vi havde vores hyr med at få turisterne til ikke at fodre aberne med sukker! Typisk!

Vi tog alle den lave svævebane ned igen til red Beach. Mor og far var ikke glade ved det, men det var noget lettere end den lange stejle puste stønne vandring ned på gåben. Det tog få minutter og vi var derpå tilbage i jeepen. Her kørte vi mod Botafogo og så en design skole samt et område som Roberto kendte ret godt, men som jeg ikke kan huske navnet på. Videre til Ipanema og Leblon hvor vi så en jockey club i ægte film stil. Vi kunne lugte hestene og næsten forestille os de mange mennesker og hatte på dage hvor løbene er igang. Roberto kørte videre. Myldre trafik og mange underlige stop for at se ligegyldige ting. Roberto var nok blevet lidt overentusiastisk. Vaskerier, huse til salg og baghaver han kendte. Vi stoppede kort ved en park næsten ved botanisk have Parque Lage. Her så vi de gamle hestestalde og en gammel historisk bygning fra Rios begyndelse. Her var smukt og frodigt og det var ikke til at fatte at vi stadig var midt i storbyen. Vi så en indianer hytte som er lavet for at turister kan få et indblik i den oprindelselige kultur. Sommerfugle igen og flere smukke blomster. Roberto hoppede rundt og fortalte og fortalte. Allerhelst om sig selv. Utroligt belastende mand! Nå videre igen. Nordpå mod Santa Teresa og Lapa. Videre herfra for at få en flaske vand, og et hav af underlige stops. Flere gamle vaskerier og huse tilsalg. Gaaaab! Nå endelig kom vi til højdepunktet. Tijuca forest og vejen op til Cristo Redentor. Skoven var fænomenal. Kold og tæt. Det suste os i hovedet da vi kørte igennem og der var en masse sjove lyde. Næsten som i en BBC udsendelse. En lækker krydret og frisk duft og en helt speciel stemning. Roberto kørte som en brækket arm. Bremsede og speedede op. Konstant. Og så havde han travlt med alt muligt andet end den smalle vej. Far og mor var køre syge og frøs. En noget amputeret tur, som var meeeget lang. Jeg var dog stadig helt euforisk over at være i den store fredede skov. Jeg både hørte og så tukaner og ved Chinese viewpoint så vi en sort makak abe som tiggede bananer og kom meget tæt på. Han var ret sød selvom jeg stadig havde en dyb respekt siddende i maven efter de mange abeoplevelser i Nepal. På vej videre blev det kun værre med mor og far. Da vi kom til stationen hvor man skifter til busser op til christ ville de ikke mere. Så det hed igen Roberto og jeg, hvilket jeg simpelthen ikke gad. Så tæt på og så alligevel langt fra. Kunne se ryggen af den kæmpe mæssige statue og næsten lugte udsigten. Men at se endnu et klimaks af Rio med verdens mest irriterende guide var ikke lige mig. Deler man ikke de store oplevelser med nogen kan det stort set være ligemeget. Så vi vendte om og kørte hjem. ØV!

Vejen ned var noget lettere og væsentlig kortere. Vi kom retur gennem Santa Teresa og derefter Leblon retur til Copacabana. Her havde vi så good tid til at slappe af og skrive hjem inden vi gik 5 min væk på en lille lokal restaurant. Her fik far og jeg brasiliansk sammenkog med ris. Noget meget alternativt tingeling. Retten hedder Feijoada og har både okse hale, nyrer og diverse andre udskæringer. Så det var spændende! Mor var traditionel med kylling og fritter.