En lufthavnsgyser af bibelske dimensioner

Som nogen maaske ville kunne huske var vi lige ved at tage ud til lufthavnen ved Kuta paa Bali, da vi skrev vores sidste blogindlaeg. Der viste sig desvaerre ikke at vaere det bedste tidspunkt at vaere paa nettet paa, for et lidt for hurtigt og letsindigt kig paa billetten betoed, at vi lige var naaet hen til check-in da vores fly lettede. F***. Det var lidt mere end jeg lige kunne haandtere, saa jeg begravede mit hoved i haenderne og bandede og svovlede imens jeg forestillede mig en lille familie af bevingede 1000 kr sedler flyve hen over hovedet paa mig, lige uden for min raekkevidde. Frederikke havde heldigvis aandsnaervaer nok til at spoerge om de kunne goere noget og fem minutter senere var vi sat paa flyet naeste dag uden ekstra betaling. Den venlige mand fra Virgin var taet paa at faa et smaekkys fra undertegnede efter den besked, men skranken var i vejen, saa det blev til en raekke taksigelser og lovprisninger i stedet.

Vi landede altsaa i Christchurch en dag senere end planlagt, men i det mindste var der ikke flere ubehagelige overraskelser. Der var meget maerkeligt at koere fra lufthavnen og se at alle traeerne havde efteraarsfarver. Nu havde vi lige vaennet os til at alt var den samme groenne farve i Sydoestasien, men det indre ur sagde nu stadig, at det burde vaere foraar. Total aarstidsforvirring. Vi havde ikke taenkt saa meget over, at der havde vaeret et stort jordskaelv i byen for cirka et aar siden, men det blev meget klart hvor meget det havde betydet da vi ankom til vores vandrehjem. Det kort over byen vi fik udleveret havde en stor roed firkant i midten af byen, hvor der stod 'closed'. Og det var egentlig et meget passende ord for hele byen. Der var stort set ingen mennesker paa gaden og alt hvad der stadig var aabent lukkede kl. 18, hvor byen doede helt ud. Vi havde kun lige 1 dag i byen, saa vi fik ikke lavet saa meget ud over at handle lidt og se paa oedelagte bygninger. Der er egentlig heller ikke saa meget andet at lave der nu.

Fra Christchurch paa sydoeen bevaegede vi os op gennem Kaikoura til hovedstaden Wellington paa nordoeen. Turen derop var fantastisk smuk, baade inde i landet, ved kysten og isaer i fjorden, hvor vi tilbragte et par timers sejlads. Vi havde kun lige en aften i Wellington. Den brugte vi paa at gaa i biografen 'Embassy', for at se Hunger Games. Vi har desvaerre ikke nogle billeder fra biografen (de er ikke vilde med kameraer i biografer), men den var flot, stor og gammeldags. Bedst af alt var dog, at det var der den tredje Ringenes Herre film havde premiere, saa alle saederne havde smaa skilte med navnene paa, alt efter hvem der havde siddet paa dem til premieren. Vi fik desvaerre ikke nogen kendte personers saeder, men der var dog stadig noget over det.

Naeste stop paa vejen til Auckland var Taupo, der er adrenalinjunkiernes yndlingsby og hjem til bl.a. de billigste skydives. Saa uden at taenke for meget over det skrev vi os paa listen, der blev sendt rundt i bussen og tre timer senere sad vi i et lille, raslende fly 4km oppe i luften med hver vores aeldre herre spaendt fast paa ryggen imens Frederikkes instruktoer talte ned fra 10. Og saa var hun pludselig vaek. 10 sekunder senere var jeg ogsaa ude af flyet, hurtigt accelererende mod de 200 km/t. Det er meget svaert at beskrive foelelsen, men det var lidt ligesom at blive suget ned i en kaempe og meget, meget staerk stoevsuger. Det frie fald varede 45 sekunder, derefter foldede faldskaermen sig ud med et 'flump' og saa blev der helt stille. Derfra gik flyveturen stille og roligt nedaf. Frederikke fik endda lov til at styre det meste af vejen. Da vi landede paa jorden nogle minutter senere ville jeg umiddelbart gerne gaa over og tage min flyverdragt af, men min krop ville ikke rigtig lystre, saa jeg endte med at blive liggende flat paa jorden i 5 minutter, imens min instruktoer gik forbi, pegede paa mig, og sagde til en af de andre instruktoerer 'I think I broke that one'. Det havde han nok lidt ret i, for cirka 10 minutter efter, at jeg var kommet ud af min flyverdragt stod jeg og kastede op i toiletkummen. Men det var vildt fedt alligevel! Frederikke kan ikke vente til naeste gang, hvornaar det end bliver. Det var kun Frederikke der betalte for at faa taget billeder. Jeg syntes at 800 kr for 30 billeder er liiiidt for pebret.

Vi var kun lige en overnatning i Auckland, men der moedte vi en meget venlig australsk pige, der var igang med at skrive hendes post doc i Koebenhavn. Hun var vaeldig flink og har nu faaet en del af det toej og andet, som vi ikke skal bruge mere, med hjem. Saa slipper vi for at sende en pakke. Hun lovede ogsaa, at vi kunne bo hos hendes foraeldre i Sydney, hvis vi nogensinde skulle komme den vej forbi.

Efter Auckland tog vi syd paa, hvor vores foerste stop der er vaerd at naevne var Waitomo, der er kendt for 'Black Water Rafting' og glowworms. Vi tog den lange black water rafting tur, der hed 'Black Abyss', og den indebar, at man skulle fire sig 35 meter ned i et lille, sort hul, tage en zip line i fuldstaendigt moerke og klatre op igennem tre vandfald for at komme ud af hulen. Udover det noed vi ogsaa de tusindvis af lysende blaa glowworms, der hang ned fra loftet og lignede smaa stjerner, imens vi floed i vaaddragter paa store baderinge ned af en underjordisk flod. Det kan klart anbefales til alle der ikke er bange for moerke.

Naeste stop var i Rotorua, hvor der hvert aar kommer mellem 1 og 2 mio. turister igennem. Det er primaert paa grund af dens store kulturelle betydning og fordi den underjordiske vulkanske aktivitet skaber geysere og termiske bade. Vi synes nu mest bare, at der lugtede af aeg. Det er svovldampene fra vulkanerne der giver den daarlige lugt, saa naar en vind blaeser lidt forkert kan det vaere meget svaert at trakke vejret. Derfor bliver den ogsaa kaldt Rotten-rua. Vi tog paa en guided tur til Te-Puia, hvor vi fik set den stoerste geyser i NZ, der blaeser vand op i 20-30 meters hoejde hver halve time. Vi fik ogsaa aeg, der var blevet kogt ved at blive saenket ned i et hul med kogende, sydende og af-svovl-lugtende vand. Paa vejen ud af parken saa vi et par kiwi'er (en meget, meget underlig fugl, der ikke har nogen vinger) forsoege at parre sig. Hannen forsoegte i hvert fald, og det saa ret komisk ud, da de bare var to smaa haarbolde med to ben.

Dagen efter kom vi tilbage til Taupo, hvorfra vi skulle ud paa en af de ture vi havde glaedet os mest til, Tongariro Crossing. Det er en 19,4 km lang gaatur, med en hoejdeforskel paa 900 m. Hertil kan man vaelge at bestige Mount Ngauruhoe (bedre kendt som Mount Doom fra Ringenes Herre), der laegger et par km til turen + en ekstra hoejdeforskel paa 650 m. Det var altsaa ikke nogen helt let tur, og den endte med at tage lige under 9,5 time. Vi har stadig paent ondt i laarene, men det var godt nok det vaerd! Landskabet var helt fanstastisk smukt og saa varieret, at det var svaert at forstaa hvordan alt det kunne vaere samlet paa saa lille et omraade. Ord kan ikke med rette beskrive turen, saa se billederne i albummet! Kort fortalt startede vi i et krattet oerkenlandskab, besteg en vulkan, kom forbi blaa og groenne soeer og endte i en regnskov.

Med meget oemme numser steg vi paa bussen naeste morgen og koerte til River Valley, der er endnu et fantastisk smukt landskab i efteraarsfarver, med masser af bakker, hvor faar, koeer, heste og hjorte graesser, og hvor landets laengste flod bugter sig igennem. De fleste tager derhen for at rafte, men det er ogsaa meget populaert at ride, hvilket vi besluttede os for at goere. Jeg saa muligheden for revanche efter fiasko-turen i Bromo paa hvad der lige saa godt kunne have vaeret en pony. Det var heldigvis nogle store heste, men jeg foelte dog ikke helt, at min manddom var 100% intakt, da jeg var den eneste af hankoen paa turen. Jeg noed dog turen i fulde drag alligevel, for hestene var lette at ride, omgivelserne var idylliske, luften var frisk og selskabet var godt. Frederikke var ogsaa henrykt over hvordan de behandlede hestene. De havde ikke hestesko paa, de havde intet i munden og vi maatte kun holde toejlerne i een haand, hvilket betoed at toejlerne for det meste hang slappe og ikke irriterede hesten. Vi skridtede det meste af vejen, men paa de laengere uafbrudte stykker land kom vi op i trav og endda galop een enkelt gang.

I forgaars kom vi saa tilbage til Wellington og denne gang havde vi en hel dag til at udforske lidt. Derfor tog vi til Te Papa museet (deres nationalmuseum), der var blevet kaaret som den bedste aktivitet i byen, og saa var det gratis! Hvilket jo ikke er helt daarligt naar priserne normalt er de samme som i Danmark. Vi blev ikke skuffede over udstillingerne, der baade omfattede historie, natur og kunst. De havde bl.a. et pygmae blaahvalskelet paa 20,6 meter der hang ned fra loftet og saa er de det eneste museum der har en kaempeblaeksprutte (paa 4,5 meter) udstillet. Efter Te Pappa bevaegede vi os hen mod den botaniske have, men da vi var kommet derhen havde vi allerede brugt alle dagens lyse timer, saa vi kunne ikke se saa meget andet end stien. Til gengaeld var der god udsigt over byen og turen derop i en gammel, skaev togvogn, der blev trukket af kabler, var ret speciel.

Puha, det er vist alt for denne gang. Til sidst er der lige en daarlig nyhed. Franz Josef gletsjeren, som vi havde glaedet os vildt meget til at se er lukket for gaature, hoejst sandsynlig for al fremtid, da der er kommet et kaempe hul isen, som man ikke sikkert kan gaa uden om. Mega nedtur. Til gengaeld kan man flyve i helikopter op forbi hullet og gaa paa gletsjeren laengere oppe, hvilket ogsaa skulle vaere fantastisk. Det koster saa bare lige lidt over 1000 kr, men det er jo ikke saa tit man er i New Zealand. Nu maa vi se.