Ming Laba! (tror det er sådan det hej staves på Burmesisk)

Efter Yangon (udtales Yangoon) tog vi fly til Inle lake, en sø som er kendt for sine sjove traditioner. Vi tilbragte tre hele dage i området, samt eftermiddagen efter turen derop fra Yangon (Yangoon). Vi kom til et dejligt hotel med rare mennesker i receptionen, i en by hvor allee andre ogsp var rare. Selve byen (Ny Aung Shwe) ligger meget tæt på søen, en by som i realiteten kun består af to hovedgader. Begge gader ender ved en bro, da byen ligger en smule inde i selve søen. På vores gade var der mange templer, restauranter og tursæglere. Det var på denne gade, at vi vi spiste alle vores måltider. Vi brugte også en del tid på at kigge i butikker på gaden, hvilket vi brugte meget tid på den eftermiddag.

De følgende dage var vi så uden for for vores by det meste af tiden. Den første dag tog vi en bådtur rundt til de forskellige byer og huse som stod på pæle inde i søen. Selve søen er nemlig også beboet. Vi stoppede forbi forskellige arbejdspladser, hvor de producerede forskellige ting. Èt sted producerede de for eksepel tøj ud af tråde fra lotuspæle, hvilket de gror i søen. Andre steder brugte søens sten og mineraler til at smede og kreere metal geenstande, og nogen brugte søgrasset i søen til forskellige smarte ting. Ved hvert sted kom vores hyrede båd til hvert hus' havn, og ud fra huset kom en beboer der talte fint engelsk. Beboerne viste os derefter hvordan man lavede de forskellige ting skridt for skridt, og henviste selvfølgelig til deres souvenirbutik bagefter. Det var rigtig hyggeligt og læringsrigt. Derudover sejlede vi forbi "Long Neck" kvinder, verdenskendte for deres kunstigt forlængede hals. Vi sejlede forbi og satte til havns ved klostrer og søstupaer. Det sjoveste var nok at sejle forbi "the floating gardens", hvilket er flydende tomatgårde. I Inle har man åbenbart fundet en speciel metode til at holde planten i vandoverfladen, så der var derfor fyldt med rødder i vandoverfladen, og fyldt med modne tomater på planterne. Vi fik at vide, at ved hver høst kunne det få fat på flere tons nymodne tomater om dagen.

Vi gjorde et enkelt langt stop med bådturen ved en havn ved siden af en masse store templer. Det stope ville, efter planen, vare i en time. Da vi elsker asiatiske templer, tog vi stadigvæk billeder efter den ene time var gået. Vi synes simpelthen det var for kort tid. Vores bådkaptajn synes næste bare det var sjovt at vi kom en halv time for sent og med kameraet i hånden. Vi sejlede derefter hjem for at kigge noget mere på gaderne og for at gøre klar til at se dukkeshow om aftenen.

Om aftenen tog vi til byens dukkeshow. Det var virkelig mærkeligt, da der var fuldt hus og stadig kun 15 mennesker, og fordi teatret var flot på en underlig måde. Kun et par få at de ti dukker som vores dukkeføre og opviser kunne mestre så decideret kønne ud, men fordi han, vores kære og søde dukkefører, var så god til at styre dem, så det alligevel godt ud. Helt klart anbefalingssværdigt. Både fordi det er sådan en gammel og stor tradition i Myanmar, men også fordi det er så anderledes i forhold til noget andet i Europa.

Den næste dag tog vi til en nærliggende grotte, hovedsageligt kendt for sine 8.000 Buddha afskygninger. Alle 8.000 lå inde i den flere 100m2 store grotte. For at komme hen til grotten i det hele taget, skulle man tage en bil fra vores by hen til grottens by, og herefter op ad den lange og stejle bakke som grotten lå på toppen af. Man kunne også tage en trappe op af det meget høje bjerg. Det er dog kun pilgrimsrejsende der gør det. Grotten har nemlig flere specielle hellige buddhastatuer, og er derfor blevet et populært sted for buddhistiske pilgrimsrejsende. Der var derfor også rigtig mange munke ved grotten. Rundt om grotten var der små minitempler med buddhaer inde i, samt en kæmpe plastik edderkop. Ifølge en legende besøgte syv burmesiske prinsesser nemlig grotten for at velsigne den. Det vidste edderkoppen, og lukkede derfor hulens eneste udgang med dens spindelvæv, og lukkede prinsesserne inde. Da kom der selvfølgelig en prins og skød edderkoppen, reddede prinsesserne og fik den ældste til dronning. Siden da har grotten betydet en del for fremtidige konger. Nye konger har for eksempel altid sat deres præg på grotten i form af nye figurer. Det var derfor der var 8.000 Buddhaer.

Selve grotten var nærmest bygget som en labyrint af Buddhastatuer. Hvis det ikke var fordi vi spurgte en fra billetposten om han ville følge med os, tror jeg aldrig vi var kommet ud igen. De mange gange var nemlig plastret til med forskellige størrelser Buddhaer. Vi fulgte derfor efter vores turguide som en flok ællinger efter ællingemor. Undervejs fortalte han en masse historier om de mest specielle af 8.000 Buddhaer. Blandt andet forklarede han hvorfor to af Buddhaerne IKKE var belagt af guld. Han sagde, at hvis Buddhaen holdt medicin i hånden, (hvilket de to gjorde) havde den helende krafter. Hvis man have ondt i maven, kunne man derfor først røre statuens ansigt, som tegn for respekt og taknemlighed, og dernæst statuens mave, hvorfra bagefter selv at blive helet der hvor man rørte. Mange burmesere rørte derfor hele tiden ved statuen, så bladguldet var derfor simpelt hen skrællet af, og man havde af samme årsag ikke valgt at pytte malingen tilbage på igen. Der var også mange andre statuer med medicin i hånden, men de var enten for høje, da man SKAL røre dens hoved, eller for små til at ramme de rigtige kropsdele. Dernæst var de besværgerlige at komme til.

Han viste os flere grotter inde i grotten, alle sammen med sine forksellige sjove ting. Foreksempel var der gravet en tunnel under en statue ned til en lille bedegrotte. Andre minigrotter havde drypsten hele vejen ned til grottegulvet, og sjove, naturlige, huller i grottevæggene. I hver hule var der selvfølgelig placeret en minibuddhastatue. Hver hule havde også sin egen stupa. Ved udgangen til hele grotten var den største stupa og endnu flere Buddhastatuer langs klippvæggene ved indgangen. Ved siden af indgangen lå der et andet tempel, hvor den største buddha (kig i fotos) var placeret. Den besøgte vi også, inden vi tog videre.

På vejen hjem besøgte vi et papirproducerings-sted hvor de lavede en speciel slags papir ud af barken fra en speciel og lokal træsort. De viste os hordan de lavede papiret, og, hvordan man lavede de kendte papaplyer ud af det resterende træ. Super sjovt at se. Vi var lige ved at springe det over, me det var godt vi ikke gjorde det. Vi købte dog ikke noget, også selvom vi var lige ved at gøre det.

Den næste morgen viste det sig, at de cykler vi havde hyret fra vores hotel, til dagens planlagte cykeltur, var blevet lånt ud på vores bekostningen i løbet af morgenen. Vi havde derfor en hektisk morgen med at finde fire cykler. Det gjorde vi så længere nede af gaden, og afsted vi var. Vi startede cykelturen med at cykle ud til et stort kloster. Vi fandt aldrig klosteret, da enten vi enten havde læst kort forkert, eller at kortet var forkert (vi tror det sidste). Vi fandt dog alligevel den rigitge vej videre langs de mange sukkermarker. Undervejs fulgte en burmeser med os. Han viste os sin landsby, hans eget hus og ligenede. Han fortalte os, at han prøede at promovere hans landsby for turister, og forlod os derfor efter rundvisningen til fordel for andre turister som vil få samme tur.

Ifølge guidebogen var der giftige slanger i Myanmar. Ikke mange, men nok til at der er en reél fare ved at gå gennem marker uden stier og lignende steder. Jeg fik derfor et mega chok da jeg cyklede forbi en grøn slange som krøb langs vejen et par få centimeter fra mig. Heldigvis vendte den sin hale imod os. Hvis dens hoved havde vendt imod os, havde der været en reél chance for at den kunne have bidt min mor eller søster, da de kørte foran mig. De så den ikke, så de kunne lige så godt have kunnet køre den over. I det tilfælde, vil den derfor kunne finde på at bide i ren forskrækkelse. Den var lang, tynd, og nærmest neongrøn og gav mig så stort et chok at jeg tror jeg slog en hjertslag over. Resten af dagen og et par dage efter, så jeg derfor slanger i alt der var langt og smalt. Specielt hvis det var grøn nærmede jeg mig det ikke, medmindre det var nødvændigt. Hvis det i så fald var en slange, er risikoen for at den er potentiel giftig stadigvæk lille, men chokket var der alligevel. Chokket over at de dyr som de alle steder har advaret imod, faktisk er der i virkeligheden også.

Vi tog en bådtur over søen for en sidste gang, inden vi cyklede resten af vejen rundt om søen. Turen tog hele dagen, og da vi alle var meget trætte og udmattede, spilelde vi kort og slappede af. Senere gik vi ture op og ned af gaden og den anden hovedgade, bare fordi vi havde tid til det, og fordi vi ikke havde gået på den anden af to gader endnu. Vi gik tidligt i seng da vi skulle tidligt op næste morgen til minibussen til Bagan.

- Rasmusthecool