Mingalaba!! (Lokal accent)

Inden Mandalay havde vi høje forventninger, da byen er mere kendt en Bagan. Eftersom mange danske som udenlandske har skrevet sange om Mandalay og potrateret byen som værende det mest anderledes, det mest afsides og mest "langt væk hjemmefra" en europæer kunne forestille sig. Jeg må nok skuffe jer allesammen og sige, at det kunne have været hvilken som helst andet millionby i sydøstlige asien. Når det så er sagt, vil jeg også sige at det var en charmerende by. Vi brugte derfor den første af to hele dagen inden for byens grænser. Det gjorde vi ved at besøge Mandalay Palace og Mandalay hill.

Vi startede med Mandalay Palace, bygget af burmesiske konger 1800-tallet. Paladset bestod af en kvadratisk bymur bestående af fire 1,5 kilometer lange murer. Rundt om var der en kæmpe voldgrav. Inde i paladset var der vagttårne og teak-templer, samt nogle regeringsbygninger. Oppe fra vagttårnet kunne man kigge udover hele paladset. Det var nemlig et meget højt tårn, og derfor med mange trappetrin. Efter at have kommet ned fra tårnet og ud af paladset, var vi derfor meget trættee, og holdt derfor en pause ved det næste tempel vi skulle besøge, et tempel bygget til ære for verdens største bog.

I realiteten var det ikke nogen bog, blot ét hovedtempel omringet af 2.500 ministupaer. Inde i hver stupa var der en sten tavle. Hver stentavle indeholdte så lidt over to sider af samlingen af 17 buddhistiske bøger, som i til sammen udgiver bogen. Engang satte en konge 5 munke til at læse bogen non stop indtil de var færdige. Det tog dem 6 måneder.

Mens vi gik rundt på tempelområdet, for det var stort, stødte vi ind i en masse rare mennesker. To af dem arrangerede en tur med os for den følgende dag, en anden og ældre ville bare hjælpe os med at finde vej rundt. Mens vi snakkede ville han meget gerne snakke om fodbold. Da vi fortalte ham at vi var fra Danmark begyndte han at ævle om årstal, Peter Schmeicel og Michael Laudrup. Han glemte helt at han prøvede at lokke os med ind i hans taxi, så engareret var han i snakken. Specielt når det galdt om premier league. Han kendte nemlig ikke stilling, så den snakkede vi også lige kort om, inden vi fortsatte.

Da vi så fandt Mandalay Hill, begyndte vi på de mange trappetrin opad. På vejen op gik vi forbi en masse Buddhastatuer og bedesteder. Oppe på toppen kiggede vi udover Mandalay, paladset og de 2.500 mini stupaer. Vi gik ned og nød udsigten fra vores tag terrasse og kiggede ned på Mandalays moderne natteliv.

Næste dag tog vi på tur. Vi så hvordan man producerede bladguld, hvordan man polerede marmorfigurer, inden vi besøgte et kloster for at se munke få morgemad. Munkene stillede sig på to lange rækker, og ventede herefter på at der var nogen der donerede mad til dem. Dem vi havde tur hos var kristne, men de vidste alligevel lidt om munkenes liv og om budhisme generelt. De fortalte derfor lidt, og viste os rundt. Det viste sig nemlig, at vi var inde i et kloster. Klosteret var en slags by inde i byen. Man kunne derfor se munke vaske kåber, samt se munke sidde og snakke oppe ved hver terrasse. Munkene havde deres eget lille munke-bo, munke-skole og munke-samfund.

Efter klosteret kom vores værter og turarrangører med bananer, vand og hjemmelavede riskager. De smagte super godt. Imellem festlighederne så vi templer, pagodaer og flere kæmpebuddhaer end vi indtil videre har set i resten af turen. Det næste stop var for at vi fire kunne sejle over på en ø. Derovre tog vi hestekaret-tur rundt forskellige templer. Jeg havde, og har altid haft, allergi for heste, så jeg nød ikke turen lige så meget som resten af familien gjorde. Derudover fløj man fra den ene side til den anden hele tiden da vi trillede på træhjul, og da der var mange huller i vejen. Det var derfor en befrielse hver gang den stoppede ved tempel. Templerne var nemlig til og med flotte.

Efter bådturen tilbage tog vi til den klassiske og meget fotogene bro: U-Bein Bridge. Vi gik oppe på broen og så solnedgang, samt masser af mennesker gå frem og tilbage på broen. Broen er 1,2 kilometer lang, og er derfor verdens længste styltebro. Jeg tror også det er verdens mest brugte af slagsen, for den propfyldt fra klokken 5 til 6 hvor vi var der. Mange bruger nemlig broen som en vej til og fra arbejde. Vi så også mange munke som brugte broen som et sted at hænge ud ved, mens et brudepar brugte den som baggrund for deres bryllupsbillede.

Vi forlod broen ved tusmørke, da der ikke rigtig var flere mennsker tilbage på broen, udover munke og turister, og for at undgå den værste trafik. Vi var så positivt overrasket over turen, at vi spurgte vore værter om de ikke kunne bringe os til hsipaw (udtales "see-paw") næste dag. Det kunne de godt, også selvom det kun var manden der kendte vejen. Konen i parret havde aldrig været der. Da vi kom hjem pakkede vi vores tasker, spillede kort og nød udsigten vores hotels tagterrasse, mens vi snakkede med en meget snaksagelig enelig skotte. Vi kom derfor sent i seng.

-Rasmusthecool