Bula!!

Denne uge var vores sidste uge hos vores dejlige familie og børnhave. Vi udnyttede derfor tiden så godt vi kunne. Min mor og jeg brugte mandagen på st købe en afskedsgave til familien, hvilket blev en pakke lego, og blyanter og kridt til børnehaven.
Næste dag tog vi ud efter børnehave for at besøge min fars skole, en skole, som ikke var lige så pæn som Linneas, men meget hyggeligere. Den lå på en bakketop, så man kunne derfor se langt deroppe fra. Derudover var skolen hyggeligt anlagt og bygget. Bagefter tog vi i poolen. Oppe ved poolen kom børnene fra familien sammen med min søster og far. Denne, ud af mange, poolture blev vores sidste sammen.

Om onsdagen, dagen efter, holdt vi afskedsfest for familien og børnehaven. I børnehaven blev vi inviteret i frokostpausen af forældrene over til et fint opdækket bord med kager og andre gode sager, samt fik en gave. Jeg fik en Bula-shirt, samt en blomsterkrans om halsen. Hovedlæren holdt en tale, så det hele var rigtig hyggeligt.Efter frokost og børnehaven var slut, kaldte min mor og jeg børnene over til os. Da de kom, gav vi dem vores gave, samt en småkage hver. Mange spurgte mig bagefter hvornår jeg ville komme tilbage, mange der synes at jeg ikke bare kunne forlade dem. Da alle børnene var gået hjem, spurgte vi lærerne om hvorfor der var så mange børn. Der skulle kun have været et hold, men åbenbart var begge hold, efter- og formiddags holdet samlet da vi skulle tage vores afsked. I samme omgang spurgte lærerne os om facebook og telefonnumre, så vi kunne holde kontakten. På vejen hjem mødte vi mange af børnehavebørnene, alle sammen råbende og vinkende for at sige ordentligt farvel, selv de børn som normalt sidder i et hjørne hele dagen fordi de er generte, råbte og prøvede st gøre sig synlig for os.

Da vi kom hjem, ventede faren, som vi troede var i Australien, på os. Han kom nemlig hjem på et kort visit. Vi havde i de forrige uger hørt en masse om ham fra børnene fra familien, så de var selvfølgelige også lykkelige for at se ham igen. Da han kun er hjemme i meget kort tid, og da han var en populær mand, var han en også en eftertragtet en, og vi har derfor ikke set meget til ham indtil videre. Om fredagen, dagen efter han kom, var han ude i køkkenet og lave mad sammen med vores barnepige. Vi havde ellers regnet med at han var ude og hænge ude med studiekammerater eller underskrive forskellige ting. Til det spørgsmål svarede han: "jeres afsked er vigtigere". Han fortalte herefter, at da han hørte igår at imorgen var vores sidste dag, aflyste han alle hans planer, da ham synes at vi var vigtigere. Han havde derfor brugt hele formiddagen på at lave mad til os. Nogle af os gik herefter op i poolen. Jeg gjorde ikke, da jeg var meget træt, og tog mig istedet en slapper, og skrev på min fiji-fagbog, og snakkede med faren.

Om aftenen, da alle endelig var kommet hjem, satte vi os alle til borde, hvor faren holdt en tale om hvor glad han var for os. Han refererede ofte til, at hans børn havde fortalt alt muligt vi havde gjort eller vist dem, hvilket han var meget taknemmelig over, og han derfor glædede sig til at møde os. Han sagde ligeledes, at vi var en af årsagerne til at han tog hjem nu, da han ellers havde planlagt at gøre det senere dette år. Vi gav dem herefter en kæmpe pakke lego i afskedsgave, hvilket hele familien blev begejstret over. Vi spiste og snakkede til midnat, og børnene, også den ældste på 12, legede med vores lego indtil de skulle i seng. Næste morgen inden skole så jeg, at de legede med legoet igen.

Den morgen var vores sidste, så vi pakkede derfor vores tasker, som ellers har været gemt væk de seneste uger, gav alle familiemedlemmerne en krammer, og tog herefter til Rakiraki, hvor vi holdt en miniferie inden vi skulle ud vores ophold i en landsby. Turen tog 3 timer, med en 10 minutters taxatur til vores hotel bagefter: Volivoli beach resort. Dette var lidt noget andet end det vi tidligere har oplevet i Fiji, da alt var rent og fint. Derudover have vi flot havudsigt, en lækker og stor pool, samt en hyggelig hotelplads, med hyggelige stier med blomster på begge sider. Vi brugte poolen og nød udsigten indtil solnedgang med at spille kort.

Næste dag spiste vi morgenmad ved hotellets indendørs restaurant, som ligmede en udendørs, da der både var sandgulv og palmer. Vi tog herefter på snorkeltur, bare os fire, med en guide der sejlede os rundt. Der har vi aldrig prøvet før. De gange vi har været ud og sejle og snorkle, har der været en hel båd med hundrede mennesker, hvis ikke flere. Denne gang var der bare os. Guiden kunne se at vi nød det, så vi kom derfor først hjem klokken to istedet et. Han gav os med andre ord fire timers snorkling, istedet for de aftalte tre. Resten af dagen brugte vi på at svømme i poolen og langs kysten, hvor min far og jeg så en sort-og-hvid stribet havslange krybe langs kysten og ud i vandet.

Søndag morgen tog min mor og jeg en dykkertur, mens min søster og far snorklede og så os dykke fra oven. Det var rigtig sjovt, og godt at prøve, da jeg altid godt har kunne tænke mig at lære at dykke. Noget jeg helt klart gerne kunne tænke mig at gøre mere af i fremtiden. Efter dykkerturen tog vi til Rakiraki by, hvor vi købte frokost og en busbillet, som gik fem minutter efter. Vi lynhandlede derfor i de fem minutter, og tog herefter afsted tilbage til Nadi, hvor vi skulle sove den efterfølgende nat. Da vi skulle til landsbyen næste dag, faldt derfor i søvn med sommerfugle i maven om, hvordan landsbyen kommer til at være.