Oi!! (Hej på slang Fijiansk)

Denne uge var vores sidste og ottende uge i Fiji, en uge hvor vi var i landsbyen det meste af tiden. Efter en hyggelig weekend, startede vi mandagen ved at male pude- og dynebetræk til en enke, som vi skulle besøge dagen efter. Vi malede dem med dubbet malerfarve. Da der var mange dyne- og hovepudebetræk brugte vi hele dagen på det, samt at slappe af selvfølgelig, og lege med landsbybørnene, hvilket var rigtig hyggeligt. Den næste dag gav vi så enken de forskellige ting som vi havde lavet dagen forinden, hvilket bragte alt den jubel, som en 80-årig syg kvinde kunne udstråle. Vi gjorde også rent hos hende, både på hendes udendørs terrasse, som havde en lækker udsigt udover landsbyens marker, og med bjerge i baggrunden. Mens vi gjorde rent fandt vi ud af, at det myggenet som var hendes vindue, var møg beskidt. Vi tog derfor ned til Nadi for at købe et nyt, satte det op for hende, så hun kunne nyde sin smukke udsigt igen. Vi brugte hele dagen på hendes hus. Jeg gik derefter direkte over til rugbybanen, da klokken var halv fem, og de de derfor burde spille. På vejen mødte jeg en af børnene som altid var med til at spille, og spurgte ham hvorfor han ikke var nede at spille. Han fortalte, at rugbykampen, som sædvanlig, var aflyst. Da jeg kon tilbage gjorde vores husfader klar til Kavaceremoni: imorgen var nemlig vores sidste dag i landsbyen og Fiji.

Næste dag sagde vi farvel til landsbyen. Det gjorde vi dog først kokkken halv elleve, så da jeg så at nogle af ungerne legede vandkamp, fik jeg en idé. Jeg gik indendørs og prikkede hul på et vandflaskelåg, for at lave en vandpistol ud af den. Jeg sprøjtede lidt vand på nogen af dem. Alle børnene så foundret på hvordan jeg kunne bruge en vanddunk som en vandpistol. Kun den ældste af børnene kunne se hvordan jeg havde lavet den, og forstod når jeg forklarede det til dem. Da vi skulle til at tage afsted, gav jeg vanddunken til en af børnene, og hjalp til med at putte vores baggage over i den bil, som skulle tage os til lufthavnen. På vej ud af landsbyen, kom pigen der prøvede at lave en vandpistol, løbende efter os. Jeg kunne se gennem bagruden, at hun havde lavet vandpistol selv, så hvis I besøger Dratabu Village, og ser børnene bruge vanddunke som vandpistoler, så tænk på mig :). Det var derfor glædeligt at se dem bruge vores idé. Alle har nemlig plastikflasker. At børnene så godt kunne se at de kunne være andet affald, er fantastisk synes jeg, da de ikke har andet legetøj. Det var både sørgeligt at forlade landsbyen, men også glædeligt at se at vi havde gjort en forskel.

Efter at have ankommet på luftshavnhotellet, tog vi op i byen for at veksle penge. I Burma kan man nemlig kun betale med Kyat eller US$, vi skulle derfor skaffe os masser af US$- det tog noget tid, da det ikke var alle der havde nok- nemlig 2.000. Bagedter gik vi rundt i Namaka og fandt de sidste ting inden Burma, ting som vi ikke tror man kan finde i landet. I vores søgen på US$, mødte vi mange af vores tidligere børnehavebørn. Specielt gensynet med en dreng ved navn Epeli var specielt. Han kunne nemlig ikke lide at gå i børnehave da han ikke kunne lige at sidde og lytte. Efterr at jeg havde været der i noget kom, kunne han godt lide det og tage sig sammen til at gøre det han skulle. Vi har derfor taget en amsse af hinandens tid. Da vi gik forbi ham og hans mor, blev jeg også rigtig glad. Vi ventede derfor på at de skulle krydse vejen over til os. I mellemtiden hoppede og sled han i sin mors arm, som en hund vill gøre hvis den havde set et lækkert kødben. Han løb hen og krammede mig med åben mund og tårer i øjnene. Efter dette gensyn, var det pludseligt okay at forlade landet. Det havde jeg det lidt skidt med før gensynet.

Næste aften steg vi på flyveren til Sydney. Vi tog dog til Smugglers beach inden da, og benyttede os af internettet derovre. Vi skulle nemlig først flyve klokken 10 om aftenen, så vi havde god tid. Ved Smugglers håbede vi på endnu et gensyn. Moren fra vores første værstefamilie havde nemlig fortalt os, at hvis vi slog over på skypacific, kunne vi se Miri løbe finalen i 50 meter løb for hendes alder. Hun skrev i samme besked at Miri burde løbe om fem minutter, så jeg løb derfor rundt for at finde et fjernsyn med adgang til Sky Pacific. Jeg fandt et, og tilkaldte herefter resten af min familie. Der sad vi så i et par timer og ventede på at hun skulle løbe. Vi fandte så ud af, at programmet var MEGET forsinket, så vi nåede desværre ikke at se hende løbe. Hun skulle, ifølge hendes mors løbeprogram, løbe klokken 14:45. Vi ventede indtil sidste øjeblik, nemlig til over 6, og hun havde stadig ikke løbet. Da vi steg på flyet var vi derfor lidt triste, da vi ikke nåede at få et gensyn med familien, efter ikke at have set dem i to uger. At vi skulle til Sydney efter at have været fem år væk fra byen, fyldte heldigvis mere. Endnu mere fyldte mine forventninger tild et næste land: Myanmar.
-Moce Fiji
-Rasmusthecool