Hej blog

Jeg er i dette øjeblik i byen Monteverde. Monteverde på spansk betyder "Grønne bjerge", hvilken er meget passende. Det var også passende i den forstand, da vi efter 6 dage i den stegende hede ved stranden, godt kunne trænge til koldere luftstrøg.

Inden vi tog afsted til Monteverde, havde vi lige en sidste dag i Montezuma, hvor vi (som sædvanlig) havde planlagt at slappe af, men endte med at tage ud og gå alligevel. Vi gik rundt i de afkroge af "Down town Montezuma", som vi ikke havde været i endnu, samt gik lidt mere på stranden. Bagefter gik vi hjem og pakkede, spiste frokost, og slappede lidt af, inden vi enddnu en gang gik ned til byen, for at spise på restaurant "Organico", en billig, hyggelig, vegetarisk restaurant, som Lonely planet guidebogen endda foreslog. Bagefter lagde vi os i vores hængekøjer, og nød lynenes bragen, indtil vi blev nødt til at gå i seng.
I mine øjne, var Montezuma en by, hvor alle tog det stille og roligt, og ikke lavede så meget. En Montezumianer i mine øjne, ville ligge på stranden, og lytte til Salsa musik i sine høretelefoner, fra morgen til aften.

Næste morgen stod vi tidligt op, spiste morgenmad, og gik ud for at vente på bussen, der ville bringe os til færgen, der forbinder halvøen med resten af Costa Rica. På den anden side af færgen gik vi rundt i lang tid rundt i "Puntarenas", et distrikt i Costa Rica, samt hovedstaden i det distrikt. Da vi endelig fandt bussen, kørte vi i 3 timer, sammen med skolebørn, andre turister, og typiske Costa Ricanere. På vejen derop kunne vi gennem ruderne se ned på skyerne, og de grønne bjerge, der stak op gennem skyerne overalt. Når en sky flyttede sig, kunne vi kigge ned på de grønne dale, og husene med forskellig farvet tag.

Da vi kom op gennem skyerne, og op til en by, gemt i nye skyer, kunne vi se en by, fuld af liv, en by, der skulle være vores hjem de næste par dage: Monteverde. Vi endte, efter lang tids søgen, ved vores b&b: Camino verde, et hyggeligt, men småt "bed and and breakfast" (b&b), som mest af alt lignede en svensk skihytte. Vi sov godt den nat.

Dagen efter spiste jeg ris og bønner til morgenmad, mens resten af min familie spise pandekager med sirup. Jeg elsker varm mad, særligt om morgenen, det hjælper en med at vågne op (synes jeg). Bagefter gik til en nationalpark, hvor vi så skyregnskove, et sjældent syn efterhånden. Det specielle ved disse regnskove er, at skyerne gør, at der ikke er årstider. Der er hele tiden vådt. Det tilladte træer at blomstre når de havde lyst, samt at mos og lignende snylter dækkede træerne så intenst, at man næsten ikke kunne se træetsbark. Vi så også en kolibri, siddende på en gren (kig på oploadede billeder), samt en masse sommerfugle-larver, i forskellige farver. På vejen hjem, spottede vores chauffus en quetzal, en fugl af mange navne: gude fuglen, konge fuglen osv.
Yderst sjælden, og utrolig flot.

Om eftermiddagen tog vi på endnu en tur, denne gang på hængebroer. Vi gik på 8 hængebroer, svarende til 3 kilometer. Det var smukt, at kigge ud på skoven under os, og de træer vi gik ved siden af (kig på oploadede billeder). Om aftenen lavede vi os nogle sandwiches, og sov ellers sødt.

Næste dag (i dag) tog mig og far ud for at zip-line (kabelbane), mens mor og søster tog ud for at ride. Derfor var det kun mig og far, der hoppede på bussen, der ville føre os til vores destination. Vi havde på fårhånd noogle fordomme om, at det kun ville være unge mennesker, der ville tage sådan en tur. Prejudice confirmed (vores fordomme holdt stik), far var den ældste, og jeg var den yngste. Da vi nåede frem, fik vi instruktioner, på hvordan vi skulle bremse ved hjælp af vores hænder, hvordan vi skulle foordele vores kropsvægtet så vi ikke svingede osv, men når først vi kom igang, så susede vi da også der ud af, med høj fart, 100m over jorden, i lange liner. Til sidst prøvede vi den store finale: Superman turen, hvo man ikke skulle bremse, men hænge med maven nedad mod skoven, hvor man kunne sprede armene, falde som stil som Buzz Lightyear, eller flyve som en fugl, eller superman om du vil. Som en bonus tur fik vi endda lov til at tage et tarzanspring, også kaldet bungee jump , igen i 100 meters højde. Det skulle vi selvfølgelig prøve. Jeg synes det var MEGA fedt, men skræmende, at hoppe ud til et 100m frit fald. Jeg gjorde alt for ikke at gå i panik på vej derned, min far valgte istedet at lade sig rive mmed af panikken, og skrige hele vejen ned, som hvis han havde set djævelen selv, stå ned på bunden og vente på ham. En af de fedeste oplevelser indtil videre.

Vi brugte resten af dagen på at kigge på reptiler, padder og edderkopper i et museumslignende hus, som huserede en masse dyr i forskellige glasrum. Sjovt at se, næsten lige så sjovt, som at se dem i virkeligheden. Næsten.
Bagefter spiste vi aftensmad, og her sidder jeg, og bruger aftenen på at skrive til dig blog. Den næste stykke tid kommer vi til at bruge i byen La Fontuma, i Costa Rica. Ses da

-Rasmusthecool