Profile
Blog
Photos
Videos
Afslutning - Part VIII
Arghhh... Hvor pokker blev den ferie dog af...?
Når ungerne igen skændes om fjernbetjeningen, når man skal tale med banken om låne-omlægning, og når et væld af smagfulde eksotiske frugter som mangosten, papaja, dragefrugt, durian mm. er afløst af cellufan-beklædte æbler i Rema, så ved man endegyldigt at ferien er helt slut....
Men lad os lige skrue tiden tilbage til torsdag d. 23. juli, da vi returnerede fra Ang Thong National Marine Park. Vi blev fragtet til vores nye "accomodation", Starlight Resort som er placeret på Koh Phangan's østkyst, nærmere bestemt Thong Nai Pan Yai Beach. Vi havde fundet et perfekt afslutnings-sted med lækker dyb pool og ovenikøbet til en meget fair pris. Nu skulle vi bare slappe helt af i tre dage, og der stod kun 2 ting på Klaus' to-do liste;
1) Finde hotel i Bangkok til den sidste overnatning
2) Finde transport til Surat Thani, hvorfra vi skulle køre med nattog til Bangkok
Forholdsvis simple ting, selv om man hurtigt kan bruge meget tid på diverse hotel-søge-tjenester, men begge ting lykkedes, og så var det kun at nyde de sidste dage på Koh Phangan.
Tilbage i Chiang Mai havde Klaus købt togbilletter, direkte på Banegården belært af tidligere dyrtkøbte erfaringer. I første omgang forsøgte vi at købe via nettet, men det ville kræve at vi afhentede billetterne fysisk i Bangkok...! Billetter kan også sendes til ens hotel, men stoler man lige på post-væsnet...? Billetter printes ud i hard-copy, og disse fungere som sådan som dit "bevis".
Dagene gik omkring poolen, hvor ungerne boltrede sig BIG time. Selvom det azur-blå hav og en fantastisk strand ventede få meter fra poolen, fik intet saltvand lov til at nærme os... Så skulle der også spises engang i mellem, og thai-mad var efterhånden et no-go for ungerne, så der blev søgt imod steder med western-style food, men hver gang får man bekræftet, at man skal holde sig til thai-mad i Thailand.
Dejligt at slutte af med at slappe totalt af, uden at skulle tænke på udflugter, eller hvad vi skal i næste ombæring, bare læse, spise, slappe af, bade og modtage lidt thai-massage i ny og næ, dejligt. Vejret var tilmed perfekt, solrigt men ikke stegende hedt, og lidt overskyet engang imellem.
Søndag d. 26. juli var det tid til afgang fra Koh Phangan. Via hotellet havde vi købt en kombi-billet der skulle bringe os til Surat Thani, hvorfra vi skulle med nattog nr. 170 kl. 20:14 imod Bangkok. Kl. 11 blev vi afhentet af en taxi, som fragtede os om på den anden side af Koh Phangan, kl. 13:30 kom færgen der skulle fragte os til fastlandet, og endelig skulle sidste del af den rejse foregå i bus, og her fik vi kongepladserne øverst og længst fremme i dobbeltdækker-bussen. Stor fryd for ungerne....
Omkring kl. 17:30 var vi fremme ved Surat Thani, så der var fin tid til at proviantere og finde et spisested. I forbindelse med Train Station var der en lille café, som primært henvendte sig til vesterlændinge. Her slæbte vi vores habengut op, og fik bestilt noget mad.
Ved 19-tiden tog Klaus ungerne med ud og proviantere til togrejsen, Chips, cola og slik skulle forsøde turen, og så ville Klaus lige tjekke tog-afgangen. Arghhh... vores tog var ca. 140 minutter forsinket, og planlagt afgang var flyttet fra 20:14 til 22:31... For pokker da.... Senere blev forsinkelsen korrigeret til 170 minutter. Nå, heldigvis kunne vi blive i caféen, og ungerne havde meget sjov og fornøjelse ved at lege med ejeren 2-årige søn, så ungerne tog nok forsinkelsen lidt pænere end Klaus...
Endelig, 10 minutter over kl. 23 trillede tog nr. 170 ind på banelegemet, og vi fandt vogn nr. 13, den bagerste. Denne vel-tempererede vogn var allerede blevet omdannet til en sovevogn, så det var bare at finde sin plads. Sengepladserne var perfekte, dog kunne Klaus ikke ligge helt udstrakt, men ungerne elskede turen. Vores placering i den sidste vogn-stamme var helt perfekt. Dels er det et fåtal der vader igennem vognen, og toilet-delen var placeret i den anden sidste vogn, så vi havde heller ingen lugtgener.
Dagen efter var vi nogenlunde udhvilede, og et simpelt morgenmåltid blev fortæret i den spartanske spisevogn. Ellers kunne man forsyne sig hos de handlende som kommer ind i togene på stationerne og tilbyder forskellige former for forplejning, bl.a. typisk thai morgenmad.
Anne Marie og ungerne var nærmest ekstatiske over turen, og hurtigt blev der talt om at tage toget til Beijing med den transibirske, og vi kan endda toget tilbage igen... Her smed Klaus veto-kortet....
Omkring middag trillede vi ind på Hua Lamphong banegården i Bangkok, ca. 3 timer forsinket. En taxa, med taxameter, blev fundet, (chaufføren fik gode drikkepenge da han ikke ville sælge turen til fast pris) og kort efter fik vi udleveret nøglekort til vores store værelse på Grand Centre Point Hotel Ratchadamri. En lidt anden hotel-standard end vi er vant til, men man skal jo afslutte med stil... Poolen og jacuzzi blev hurtigt godkendt af ungerne, og eftermiddagen blev brugt i shopping centre. Det viste sig hurtigt, at det nok ikke var den bedste prioritering, for vi gad faktisk ikke, men nu har vi da set et stort uoverskueligt shopping-center i Bangkok, så hurtigt retur til hotellet og poolen og fitness-centret.
Næste morgen var det afgang imod lufthavnen, og de sidste bath blev brugt på en taxi som fragtede os helt derud. Kl. 09:50 var der farvel til Thailand for denne gang, og kursen blev sat imod Dubai. Vi havde ca. 1:45 time i Dubai, og herefter blev kursen sat imod Hamborg, hvor noget køligt vejr ventede os, 16 grader og regnfuldt, hvad var det nu for noget....?
Klaus tog S-Bahn til Ohlsdorf og bilen stod hvor den var efterladt 3 uger tidligere. De øvrige blev afhentet og så var det bare at komme hjem til Danmark, hvor vi trillede ind i carporten kl. ca. 1 om natten.
Hermed sluttede vores sommerferie-tur 2015. Det har været en fantastisk rejse med et væld af dejlige oplevelser, og varige minder.
Tak fordi I læste med.
Mange hilsner
Fam. RaskSvenningsen
- comments