Sidst i hørte fra os var vi i fuld fart på vej mod Chile, nærmere bestemt San Pedro de Atacama og det gik forrygende godt. Tanken om de 26 timer i en bus var lidt uoverskuelig, men føltes nu ikke så slemt, selvom trætheden virkelig var ved at melde sig. Randi var stadig meget dårlig med højdesyge, så Lotte førte an og sørgede for at vi kom godt frem. Vi ankom til San Pedro de Atacama kl. 23.00, og trådte ud på en meget tom og menneskeforladt gade. Der stod vi så midt i en lille by i verdens tørreste ørken og alt var bare mørkt og meget ukendt. Vi havde ikke haft internetforbindelse, så vi kunne ikke booke et hostel på forhånd, så anede ikke hvor vi skulle gå hen. Heldigivs havde vi i bussen mødt tre meget søde tyskere, så vi kunne heldigvis hjælpe hinanden med at finde centrum. En meget højtsnakkende, irriterende englænder hookede sig på vores gruppe og derud ad det gik. Frem med Lonely Planet bøgerne og tyskerne førte an, først gik vi lidt den ene vej, derefter lidt den anden vej for så til sidst at ende foran "busstationen" igen. Vi var heldige at den ene tysker kunne snakke spansk, så efter at have spurgt et par forskellige chillienere gik vi mod midtbyen. Vi gik, og gik, og gik og englænderen snakkede/råbte utrolig højt hele vejen. Vores ellers så pædagogiske evner blev virkelig sat på prøve, der kl. 23.30 om natten i en lille mørk by. Vi andre forsøgte at holde lav profil, snakke lavt og ikke gøre opmærksomme på os selv. Der var ingen grund til at reklamere med, at der kom gående en lille flok hvide turister, da vi ville være oplagte at røve. Men det fattede den snakkende englænder altså ikke! Nå men endelig kom vi til hovedgaden og her mødte vi en del turister, sjovt nok havde de alle en flaske vin i hånden og var godt beduggede. De hjalp os så godt de kunne og vupti, så fandt vi det hostel vi ledte efter. Heldigvis havde de en seng til os alle og vi var så heldige IKKE at skulle sove med englænderen!

Vi sov så længe vi kunne og havde aftalt at vi skulle have en afslapnings dag med planlægning af tur til verdens største saltørken, Salar de Uyuni. Det passede rigtig fint, da Randi fortsat var ramt af højdesyge med meget hovedpine og ubehag. Vi gik en tur ud i byen for at få booket turen til Salar de Uyuni i Bolivia, og da vi havde læst at man skal være meget påpasselig med at få valgt et ordentligt selskab, brugte vi en del tid på at gå rundt og spørge nogle forskellige steder. Desværre har der været en del ulykker i området Salar de Uyuni, hvor chaufførene af bilerne har været berusede og derfor er kørt galt med en hel bil fuld af turister, og det har resulteret i nogle uheldige dødsfald. Som de ansvarlige voksne mennesker vi jo er, valgte vi et af de dyreste selskaber, da de stillede garanti for ordentlig biler, ædru chauffør, ekstra ilttilskud ved akut højdesyge, førstehjælpkit, satelittelefon og hvad der nu ellers kunne være nødvendigt, når man befinder sig midt i en ørken langt væk fra alt. Ydermere fik vi også en engelsktalende guide hvilket var meget vigtigt for os, for at få alle de spændende informationer med, samt til hvis en af os skulle blive dårlige. Skidt pyt med at vi skulle betale et par hundrede kroner mere, det vigtigste er at vi kunne føle os trygge, sådan at vi rigtig kunne nyde turen. Tilbage på hostellet blev Randi igen dårlig så hun tog et hvil på værelset og imens slappede Lotte af i den dejlige varme ørken, med en skøn bog og et par liter vand for at undgå dehydrering.

Dagen efter var Randi noget bedre, og vi skulle på tur ud til et område der hedder "Valle de la Luna" (månedalen). Den bliver kaldt dette, da den sjovt nok, ligner månens overflade. Det var et helt utroligt syn og vi var så heldige, at have en rigtig god engelsktalende guide, som forklarede en helt masse ting. En af de sjove ting han fortalte er at der i denne, verdens tørreste ørken, kun falder 1 mm. regn OM ÅRET! Det var et kæmpe stort område og vi kunne kun nå at se en brøkdel af det, men det gav et rigtig fint indblik i hvor storslået denne natur er. Det var et sand/bjerglandskab uden lige, og det var sjovt at se hvordan, vinden havde formet nogle af klipperne i nogle utrolige forme. Guiden fortalte at engang for mange millioner år siden, havde hele dette område været dækket af vand. Af samme grund ligger der nu rundt omkring en masse specielle mineraler, som faktisk ligner sne, men som føles hårde i overfladen, lidt som et helt tyndt lag sten. Det er meget skrøbeligt og derfor må man ikke gå på de områder, så vi fik mest fornøjelsen af det på afstand, men der så det også smukt ud. En anden ting vi lige vil nævne er, at der også var en masse store og små sten, som egentlig ikke var kun var sten. De indeholdt nemlig også store krystaller dannet af salt og det lignede faktisk lidt diamanter. Virkelig smukt, og hvor ville vi gerne have sådan en med hjem som souvenir, men for at beskytte naturen, må man selvfølgelig ikke fjerne noget fra disse områder. Det var en fantastisk smuk tur og der er utrolig meget mere at sige, men vi kan jo ikke skrive alt, så i må nøjes med ovenstående. Billederne taler nok også for sig selv.

Da vi kom tilbage fra turen, måtte vi igen tælle vores chillienske valuta sammen, for at se hvad vi havde råd til, til aftensmad. Skæbnen ville at vi kun havde råd til en pizza, så den delte vi og snoldede de sidst par håndører op, på en pose franske kartoffel chips. Det har været en rigtig dyr fornøjelse at bo og leve i San Pedro de Atacama de to dage vi var der. Dorm room priserne er næsten dobbelt af hvad vi gav i Peru, så ca 100 kr. pr. nat pr. person. For et aftensmåltid på en restaurent, skulle vi budgettere med 100 kr. pr. person, og det var vel og mærket ikke på de dyre restaurenter. Men byen var hyggelige og der var en utrolig god stemning, om det skyldes alt det gode vin eller den megen indtagen af hash er ikke til at sige. Det var ret ofte at vi kunne se folk stå og ryge hash eller lugte at der var gang i en skolepind. Nu forestiller I jer nok en masse uhyggelige typer, som står med deres joints, men folk var søde og venlige, og der var ikke nogle ubehageligheder. Selvom vi begge tager afstand fra hash og andre stoffer, så følte vi ikke at det var et dårligt miljø og vi følte os helt trygge ved at være der. Sådan er kulturen åbenbart i San Pedro de Atacama.

Nu havde vi været i 2800 meters højde i tre dage og på trods af at vi havde forsøgt at slappe meget af samt at drikke et helt hav af vand om dagen, var Randi stadig lettere præget af højdesyge. Højdesyge skyldes kort fortalt at kroppen er i underskud af ilt. Jo højere op i bjergene vi kommer, des lavere bliver ilttrykket. Kroppen forsøger at modregulere, og der er sker nogle lidt uheldige ubalancer i væske- og saltbalancen. Højdesyge kan kun forebygges medicinsk, kondition har altså ikke noget at sige i denne sammenhæng. De symptomer vi oplevede var hovedsagelig hovedpine, kvalme, træthed og svimmelhed. Vi var altså på ingen måde i livsfare, men selv en lettere højdesyge er meget ubehagelig. Det anbefales at stige med max. 500 meter i døgnet ved højder over 2000 meter, for at give kroppen tid til at akklimatisere, dette var på ingen måde muligt for os at overholde da de turer vi var på oftest svingede med 2000 meters højde indenfor få timer.

San Pedro de Atacama ligger ca i 2800 meters højde, så igen igen befandt vi os oppe i højderne og med udsigten til stigninger på yderligere 2400 meter på det første døgn i Salar de Uyuni, blev vi lidt nervøse for om vi nu ville være i stand til at klare det. Vi havde prøvet diverse urter, Coca te samt at blive i højderne for at lade kroppen regulere sig selv, men lige meget hjalp det. Vi besluttede os for at prøve den sidste løsning, medicin. Som den awesome sygeplejerske Randi er, slog hun op i diverse databaser, for at undersøge mulighederne. Hun fandt frem til et præperat, så vi gik på apoteket og købte det, og gik begge i gang med behandling (det skal lige tilføjes at vi ikke har haft de mindste symptomer på højdesyge siden, så det er virkelig dejligt). Hende Randi må være verdens bedste sygeplejerske:) Dog stod der også at med disse piller, ville vi i en eventuel dopingtest blive testet positive, så lad os håbe at antidoping Danmark ikke lige ruller en tur forbi Bolivia. Tænk hvilken kondition vi er i, når vi kommer hjem :)

Lørdag morgen blev vi hentet ved vores hostel og vi skulle afsted mod Bolivia. Forventningsfulde, lidt trætte og nysgeriige på hvad der mon ventede forude kørte vi afsted mod den bolivianske grænse. Det gik op, mere op og endnu mere opad. Da vi trådte ud af bilen ved grænseovergangen, var det en meget kold fornøjelse, så vi måtte have huer, vanter og jakker på, for ikke at fryse helt ind til marv og ben. På grænsen, midt i ingenting, så det lille primitive grænsekontor, hvor vi skulle ind for at få endnu et flot stempel til samlingen i vores pas. Den bolivianske grænsevagt var noget sur på os, over at vi ikke havde udfyldt et felt korrekt, så han sendte os væk, så vi kunne rette det og da vi kom igen kunne han så fortælle at endnu en ting var forkert. Dette informerede han os velogmærket om på spansk, som vi desværre ikke forstår så meget af, men på en eller anden måde fik vi altså alligevel indrejsetilladelse til Bolivia.

Ude igen fik vi læsset vores bagage op på firehjulstrækkerens tag. Vi skulle køre i en Toyota et eller andet, som egnede sig perfekt til en tur ud igennem ørkenen (ifølge Lonely Planet - vi har måske ikke helt så meget forstand på hvilke jeeps der egner sig bedst til en tre dages tur i ørkenen), men vi var godt tilfredse. Sjovt nok skulle vi være i bil med de tre tyskere som vi mødte i bussen på vej til San Pedro de Atacama, så vi kendte jo hinanden lidt og endte også med at få en super hyggelig tur sammen. Vi kørte afsted gennem ørkenen og efter en timers kørsel nåede vi til det først stoppested, som var en kæmpe stor lagune, som så hvid ud. Vores guide forklarede os, at der er nogle bestemte mineraler i, som gør at vandet ser hvidt ud. Det var smadder flot og KOLDT. Vi var så højt oppe, at de kølige temperaturer havde dannet is på en del af søen, uha en kold men også smuk fornøjelse. Videre kørte vi og det blev også til at stop ved en grøn lagune, som også var farvet af nogle specielle mineraler. Undervejs på turen så vi en masse fantastisk og ubeskrivelig smuk natur. Vi kom forbi bjergekæder, vulkaner, sandklitter, mærkelige ørken buske og ja, det var simpelthen så specielt og smukt at køre derud gennem en ørken og bare være omgivet af den rå, storslåede natur. Her var ingen anlagte veje men derimod kun hjemmelavede veje, som et resultat af at de dagligt kører på samme strækning, så det var en virkelig sjov oplevelse. Det var lidt som at køre på en slags grusvej. Og når vi siger grusvej, tænker i nok på sådan en lille fin vej, med små fine sten, som vi så ofte ser hjemme i Danmark. Men nej nej, I tager helt fejl! Vi burde nok kalde det en kampstenvej. Hvert fald var det nogle ret store sten vi kørte på, hvilket også reulterede i en virkelig langsom, bumpende tur, men skidt pyt, med den natur kunne de have budt os hvad som helst og vi ville stadig elske det.

Næste stop var ved en masse geysere. En geyser er en slags varm kilde, som kommer i udbrud og sender varm damp fra jordens kerne. De er ret sjældne og findes kun få steder i verden, så det var ret sjovt at se dette. Samtidig lugter det rigtig fælt af råddent æg, så synssansen var vældig begejstret for det vi oplevede men lugtesansen synes ikke det var det fedeste :) Nogle af de små "søer" sendte så meget damp op at mudderet kom til at boble helt vildt så det lignede at det kogte. Og noget der var endnu sjovere var, at det faktisk ikke var mudder, men vaskeægte lava. Randi var noget skeptisk over den brunlige lava, og spurgte flere gange guiden om han nu også var sikker på at det var lava, og det var han. Efterfølgende har vi undersøgt det, og ved en temperatur omkring de 100 grader celcius, er lava faktisk brunligt, så muligvis guiden faktisk havde ret. På et tidspunkt var der så meget knald på geyseren at der sprøjtede lava op på Randi, hendes kamera og også på den ene tysker. Hahaha, det var sjovt, synes Lotte :) Vi ville gerne helt hen for at kigge ned, med vi måtte ikke komme for tæt på geyserne, da det virkelig er noget varmt damp der kommer op, så man kan få nogle ret seriøst brandskader. Det var endnu et meget specielt, helt fantastisk og virkelig smukt naturfænomen og for at I kan få en fornemmelse af hvad vi mener, bør I se billederne. Det er helt utroligt!
Videre derfra kom vi til en rød lagune, hvor vi endda så en masse flamingoer. Juhuu det var fedt. Igen var søen farvet rød som et resultat af de mineraler den indeholder og det er netop disse, flamingoerne kommer for at spise. De er med til at give flamingoerne deres flotte lyserøde farve. Det var et storslået syn, som vi stod der, omgivet af bjergkæder, ved bredden af den røde sø og med hundreder af flamingoer i færd med at indtage frokosten. Sikken et prægtigt og elegant dyr. Randi tog mindst 100 billeder her, og det var helt umuligt at stoppe hende igen. Heldigvis har vi nu nogle virkelige fede billeder, som vidner om hvor fantastisk en oplevelse det var.

Derefter kom vi til det lille hyggelige hostel hvor vi skulle overnatte. Det lå i ca. 4500 meters højde og der var derfor drønende koldt. På hotellet var der ingen varme og det betød også at vi ville få en virkelig kold nat, idet der udenfor nemt blev ned til 15 minusgrader. Det sidste af eftermiddagen gik med at snakke, drikke masser af dejlig varm coca the og hygge med de andre backpackere på turen. Vi fik et virkelig lækkert vegetariansk måltid, som gjorde os alle dejligt mætte og for at undgå at komme til at fryse for meget krøb vi alle i soveposerne kl 20. Der udviklede sig en rigtig hyggelig lejrskole stemning på vores værelse, hvor vi 5 fra bilen sov sammen. Med 4 piger og en fyr blev der rigtig pjattet, grinet og hygget. Vi forsøgte at forberede os på nattens kulde ved at redde sengene med vores medbragte soveposer. Randis sovepose er jo mega god så hun behøvede derfor ikke andet, men Lotte måtte låne en sovepose af stedet, hvori hun så puttede hendes egen ned i også. Desværre var den lånte sovepose i stykker i lynlåsen, så noget af varmen ville fise ud, derfor fik hun også tre tæpper over sig. Vi valgte begge at starte med skiundertøj, sokker, huer osv., men måtte i løbet af natten tage noget af for ikke at svede alt for meget. Vi klarede os gennem natten uden at fryse og om morgenen var vi klar til endnu flere eventyr. Sådan en smugle frost kan da ikke slå sådan et par gæve, danske vikinger ud :)

Vi kørte afsted ud af den meget humplede vej, nød naturen omkring os og så frem til det næste på programmet. Vi ankom til et område, hvor vinden havde formet nogle klipper i utrolig sjove forme. En af klipperne lignede faktisk et forstenet træ. Træet måtte vi ikke klatre i, men de andet klipper måtte vi lege i. Lotte holdt sig på jorden med kameraet mens Randi klatrede lystigt rundt som var hun en abe. Et øjeblik blev hun vidst så grebet af klatring og den smukke natur at hun helt glemte hendes højdeskræk, så den blev først et problem da hun skulle ned igen.
Resten af dagen gik med flere flamingoer, flere vulkaner, flere bjerge og en masse smuk natur. Det lyder måske lidt trivielt, men denne type natur bliver man altså ikke lige sådan træt af at se på. Sidst på eftermiddagen ankom vi til det hotel, som vi skulle bo på om natten. Vi blev indlogeret på et to personers værelse, hvilken luksus - vores helt eget private værelse! Vi var lidt på værelset og kom så til at snakke om, hvorfor væggene mon glintrede sådan, så diskuterede vi lidt frem og tilbage om, om det mon var salt, det var lavet af. Den eneste måde vi kunne afgøre det på, var selvfølgelig ved at smage på det (i stedet for at spørge guiden) så vi stak fingeren i munden, gnubbede den mod væggen og så i munden igen. Jeps, den var god nok, det var salt :) Det var lidt en sjov oplevelse, at bo på et hotel hvor alt var lavet af salt, selv væggene, sengerammerne, bordene, stolene og ja alt interiøret pånær fundamentet i huset. Selv på gulvene var der spredt løst salt ud over det hele. Vi var simpelthen blevet indlogeret på et vaskeægte salthotel. Det eneste minus var at salt ikke holder ret godt på varmen, så det blev endnu en kold nat, dog ikke helt så kold som natten inden. Desværre havde Lotte i løbet af dagen fyldt sig så meget med slik, chokolade og kiks at hun havde fået ondt i maven, hvilket resulterede i besvær med maven og en masse gange på toilettet. Altså det var jo faktisk ikke Lottes egen skyld, da vi i San Pedro havde fået den dejlige besked, at vide det var vigtigt at medbring chokolade og snacks til turen. Damen sagde til os, at det ville kunne hjælpe mod højdesyge, idet det er hurtigtoptagelige kulhydrater, så Lotte spiste kun fordi damen sagde, at det var godt mod højdesyge. Det var slet ikke fordi hun havde lyst til at spise chokolade, men okay, siden den nat har Lotte ikke rigtig haft lyst til søde sager. Men mon ikke den trang nok skal kmme igen :)

Dagen efter skulle vi meget tidligt op, fordi vi skulle nå ud til Salar de Uyuni (saltørkenen), hvor vi gerne ville se solopgangen. Vi kørte afsted kl. 4.30 og vi var alle meget trætte, så vi forsøgte at hvile lidt i bilen. Et par timer senere var vi nået frem og vi så den flotte solopgang mens vi befandt os i verdens største saltørken. Vores guide fortalte os, at der ligger omkring 130 meters indtørret salt fra hvor vi stod og ned til en sø under os. Hvert år når sneen fra bjergene smelter løber det ned og danner en flod under saltet. Med tiden tørrer solen igennem det meget salt og vand og så vokser saltørkenen yderligere. Ihh altså hvor var det fascinerende at stå der, og så langt øjet rakte kunne vi bare se salt og i den fjerne horisont var en masse smukke bjerge. Vi kørte lidt videre og kom til et vulkankrater midt i saltørkenen. Her voksede kæmpe store kaktusser, ja nogle var endda over 10 meter høje. Denne type kaktus vokser 1 cm. om året, så det var nogle virkelig gamle kaktusser. Det var simpelthen så smukt, at vandre på det bjerg, mellem de store kaktusser, nyde udsigten ud over saltørkenen og bare befinde sig midt i ingenting. Meget fredfyldt og smukt. Vore guide fortalte at inkaerne i sin tid brugte denne ø, til at holde hvil på, under deres lange vandringer. De drænede vand fra kaktusserne, som de kunne bruge som drikkevandt, samt plukkede de frugter kaktusserne laver på et bestemt tidspunkt om året. Det var endnu en virkelig storslået naturoplevelse, som vi ikke ville have være foruden.

Derefter kørte vi videre ud igennem saltørkenen og gjorde holdt et sted hvor vi skulle tage sjove billeder. Saltet gør at der nemt opstår synsbedrag, så vi legede fotosession i en times tid og tog en masse sjove billeder, som i kan se her på bloggen eller på facebook. Resten af dagen gik med at gøre holdt rundt omkring bl.a. ved en togkirkegård. Det er lykkedes bolivianerne at gøre det til en attraktion at de har lavet en losseplads med gamle togvogne, det var ikke videre impornerende for os, men vi kravlede da lidt rundt på dem og legede lidt. Vi ankom i Uyuni ved 14 tiden, fik booket en natbus mod La paz og brugte så eftermiddagen i selvskab med vores nye søde tyske venner. Det var alletiders. Alt i alt var denne 3 dages tur helt igennem fantastisk og en oplevelse vi aldrig vil glemme. Det samme kan man sige om vores natbus mod La Paz, altså at det er en tur vi aldrig vil glemme. Vi kørte afsted kl 20, lagde os godt til rette for at ville sove og så kørte vi afsted. Eller rettere hoppede afsted. Det føltes som om vi var tilbage på kampstensvejen, men da det jo bliver totalt mørkt hernede kl. 18, kunne vi ikke se noget som helst. I stedet kunne vi læne os tilbage og nyde den meget, ikke særlig afslappende, tur. Kl. 23 prikkede Randi Lotte på skulderen og bad om vand til en kvalmestillende pille. Alt det hoppen og bumpen havde givet hende kvalme og vi blev begge ret bedrøvede, da bedrøvede måtte konstatere at der stadig var 9 timer tilbage af denne specielle bustur.

Vi nåede frem i La Paz kl. 8 om morgenen, hoppede på en taxa til vores bookede hostel og vores tyske venner valgte at gøre os selskab. Så vi fik et dorm room for os selv. Rigtig skønt. Nu er vi så ankommet i La Paz, som er hovedstaden i Bolivia. Det er den højest belliggende storby i hele verden og den ligger i 3600 meters højde, så igen befinder vi os i rimelig høje højder. Selve byen ligger i en dal omgivet af smukke, snebeklædte bjerge og der er en fantastisk udsigt. Indtil videre stadig ingen tegn på højdesyge, så vi er glad og tilpasse udover vi begge stadig er snottede efter den meget kolde bustur til Colca del Canyon. Tiden her i La Paz er mest gået med afslapning, da vi gerne vil have den sygdom, til at forlade vores kroppe. Første dag hyggede vi med tyskerne og fulgtes med dem op i nogle kabel-vogne, som kører fra dalen op til toppen af bjerget. Lokal befolkningen bruger dette transportmiddel, som alternativ til at skulle køre af de snoede veje op og ned af byens bjergsider. Vi købte en retur billet for sølle fire kr. og satte os forventningfulde ind i vognen, som minder meget om en skilift. Det var en sindssyg smuk udsigt, hvor vi kunne se udover hele byen og se bjergene omkring. Det gav et rigtig godt indtryk af, hvor kæmpe stor denne by egentlig er. Det er vist det mest kulturelle vi har oplevet her indtil videre, da vi ellers bare daser og plejer os selv, så vi kan blive friske til vores næste spændende eventyr. I morgen smutter vi nemlig fra La Paz igen og vores næste mål er en tur til verdens største regnskov, Amazonas, hvor vi skal ud og bo i regnskoven. Det bliver lidt spændende, hvordan vi to søde, små piger, skal overleve skrækken for kæmpe edderkopper, slanger og diverse andre kryb i junglens mulm og mørke. Men vi tager udfordringen op og håber at de holder sig fra vores soveposer...