Først; jeg er i sikkerhed. Og vigtigst af alt; jeg føler mig sikker.

Sidste indlæg fortalte jeg om Cody og hendes familie. Den gæstfrihed, og den hjemmelige følelse, jeg har fået.. Den er kun blevet understreget nu. De har åbnet deres hjem for mig, og hjulpet og hjælper mig med alt. Det her ER Hongkong. Gæstfrihed, åbne arme og ja, en helt særlig måde at komme ind i et hjem på. I en familie. Da jeg forklarede Cody situationen, græd jeg... for jeg var og er overvældet. Det hele var simpelthen så..intenst. For mig var det SLET ikke det Hongkong, jeg havde lært at kende de sidste tre måneder.. Jeg har mærket de ting, der sker, set turiststederne, ja, men det jeg elsker ved Hongkong og at være i en ny kultur, er "dagligdagen". At mærke, hvad der betyder noget for de lokale, at lære, hvad der er udfordrende, og hvilke værdier de har. Hvordan skaber det dem og deres hverdag. Hongkong er både godt og skidt, trust me.. Men her er jeg blevet mødt med denne gæstfrihed, og det er DEN, jeg (også) elsker ved Hongkong.

Pt bor jeg med Cody og hendes forældre i Ma on Shan, New Territories. Det er tæt ved vandet, så jeg kan både gå eller løbe en tur om morgen. Hver del er sammensat af 12 bygninger, der har 35 etager med 10 lejligheder på hver etage. I disse communities er der restauranter (ja, i flertal), supermarkeder, små butikker og små markeder. Der er også en børnehave. Jeps, en grund til, at jeg skrev communities.. Og de er omringet af Security. På den måde minder det lidt om Brasilien, altså måden man har indrettet sig på.

Som Cody sagde, nu får du også lov at opleve "home stay". Og Jeg elsker det. Jeg vågner til fuglesang, jeg kan bade om morgenen.. I NT er alle de gode Hikes, så det skal da også opleves en dag.. De plejer at holde ferie Guangzhou I Kina, og spurgte, om jeg ville med nogle dage. Så nu er ansøgningsprocessen til visum i gang. Jeg lover jer, at "hvor der er hjerterum, er der husrum" bliver understreget her..

Men udover det, så er der jo faktisk også sket andet.. Vi var på Lion Rock med Eric en dag. En "tidlig" morgen kl. 7. Ej men.. Det var et show. Han fik en gå-pind, som de ældre, og så tog vi ellers en bid af gangen. Som jeg sagde til ham: "Hvordan spiser man en elefant? Et bid af gangen". Den virker sjovt nok hver gang. Overskuelighed. Og vi ramte toppen. Han havde aldrig været der, og han var enig: smukkeste panorama udsigt over Hongkong. Også den dag.

Dagene efter synes han ikke, det var så sjovt.. Han havde i hvert fald ondt i kroppen og var ret træt.

"Vintermånederne" er for alvor kommet. Jeg havde godt nok fået af vide, at der ville være flere mennesker i parkerne i november, fordi nu falder temperaturen til mellem 25-30 grader, og så kan Hongkong'ere holde til den kulde. For ja, jeg kan helt sikkert mærke det om morgenen. Altså menneskerne, ikke den såkaldte kulde…

Hen over november måned, kan jeg også mærke, hvordan uni fylder mere. Du kan mærke og høre hvordan de studerende er mere og mere skarpe på at nå deres deadlines. De ved, at de konkurrerer med så mange andre mennesker, at det er vigtigt at levere hver gang og hele tiden.. Fordi de bliver målt. Som min mandarin tutor, Susan, fortæller: Der, hvor hun er fra, var der 980.000, der ansøgte til universitet, og det eneste, de måler på, er tal. Derfor har hendes liv været sådan siden, hun var 10 år. Hun kan godt mærke presset, men tænker ikke over, hvorvidt hun er stresset eller ej..fordi det altid har været sådan. I år er der 1,08 mio. studerende (bare i hendes hjemby) til at konkurrere om de forskellige universiteter..

De sidste uger har diabetes projektet trukket en del tænder ud.. forstået på den måde, at jeg har skullet interviewe en del, inden for meget kort tid, og ja, det er ret intenst at skulle være i, i blandt alt det andet også. Det betød også, at jeg trak stikket en dag og endte på Victoria Peak for at drikke min morgenkaffe og nyde udsigten og roen.

De her dage tager jeg mig min tid. Og det mærker jeg. Da vi skulle flyttes fra uni, skulle jeg pakke let, og en af de ting, jeg pakkede, var mine spillekort, fordi jeg tænkte "det her for jeg sikkert brug for at kunne afstresse med". Sjovt, hvilke prioriteter, man pludselig får under nødsituationer..

Jeg er hverken stædig eller dumdristig. Og lige nu føler jeg mig sikker. Og det er det vigtigste for mig. Jeg kan forlader Hongkong, hvis jeg ønsker det, for al undervisning inklusive eksaminer er online. Og ja, en del er taget hjem, nogle er blevet.

Tak for alle jeres beskeder og tanker min vej. De betyder alle rigtig meget.

Jeg håber, at I har det godt.