SAND, STRAND OG.... HVALHAJER - Vi er nu ankommet til Mexicos svar på paradis.

Den lille ø, Isla Holbox, nord for Cancun ligger på grænsen mellem det caribiske hav og den mexicanske golf. Øen er ca. 50 km lang og mellem 500 m og 2 km bred. Øen er ét stort naturreservat, uden veje og uden vejnavne. Alt foregår til fods eller i golfvogn... Sådan blev vi mødt af den lille men helt igennem fantastiske ø. Da vi ankom midt på dagen, stod solen højt og sveden drev af os. Planen var hurtigst muligt at finde et hostel hvor vi kunne tilbringe de næste 5 dage.. Det var lettere sagt end gjort.
Vi gik rundt i noget der minder om 1,5 time med ca. 1000 afvisninger i bagagen fra steder grundet fuld booking, før vi fandt et hotel der havde plads til os. Et hotel med aircondition på værelset - det bliver næppe mere luksuriøst.
Det bør dog tilføjes af vores aircondition umiddelbart kun ser ud til at have to funktioner (trods et hav af knapper);
1. Helvedestemperatur, dvs skide varmt og ikke til at holde ud.
2. Temperatur der minder om Grønland ved vintertid.

Vi har opgivet og lever nu i noget der minder om en fryser, men når det udenfor minder om en grill så er det egentlig helt rart ;-)

Første hele dag på Isla Holbox stod på strand, vand, drinks og god mad. Stranden er som lavet til børnefamilier eller bare folk der ikke tør gå længere ud end til navlen. Der er meget lavvandet, hvilket gør at vandet er super varmt, over 30 grader, men som også gør at det næsten er umuligt at komme ud hvor man ikke kan bunde inden man bliver træt af at gå..
Efter frokost på stranden ved en lille restaurant hvor vi blandt andet fik glæden af deres HAPPY HOUR, fik Nanna da også mulighed for at skælde en mexicansk mand ud på halvt engelsk, halv spansk. Den lille chili-spisende-tequila-drikkende djævel ville snyde med regningen, en ting der ikke går stille for sig!
Men efter hårdnakket at nægte at betalte for en masse fis-i-en-hatte-æske som vi nu altså ikke havde bestilt eller fået, endte manden med følgende kommentar "just pay me?" Han fik sine penge, men fik ikke lov at snyde!!

D.10 august var en stor dag for os, ikke nok med at Lasse (Joachims lillebror) havde fødselsdag, så skulle vi ud at svømme med hvalhajer. I en lille båd med 11 andre turister, en kaptajn og en guide sejlede vi derhen, hvor kun hvalhajer, delfiner og søstjerner bor. På vejen derud vi fik set adskillige delfiner, kæmpe rokker med en bredde på 2,5 - 3 meter, samt en masse flyvefisk. Efter lang tids søgen, efter det helt rigtige sted at finde en hvalhaj, lå den der ligepludselig - en gigantisk stor mørk hvalhaj med hvide prikker over det hele.
I par af to skulle man, på kaptajnens ordre, hoppe i vandet ganske få meter foran hvalhajen, for så derefter at kunne svømme ved siden af den. Da det blev vores tur hoppede vi begge i vandet uden at have nogle idé om hvilket kæmpe dyr vi skulle svømme med. Sigtbarheden i vandet var ikke super god, så på trods af dykkerbriller var det utrolig svært at se noget før det næsten var lige foran én.
Første møde med hvalhajen kan vel bedst beskrives som, at ligge i havoverfladen og ligepludselig møde noget der er på størrelse med en meget stor lastbil, der kommer lige imod en!
Det store dyr svømmede mod os med åben mund, for så derefter at dreje uden om os. Her kunne vi så begynde at svømme på siden af den. En helt utrolig oplevelse.
Guiden i vandet havde er godt tag i Nannas redningsvest (det var påkrævet!) og valgte helt uden varsel at de skulle svømme hen over hvalhajen mens den kun var 1 meter under dem - hvis man ikke tisser lidt i vandet der, så ved jeg ikke hvad der skal til ;-)

Tilbage på båden endte Joachim med at tage endnu en tur. Denne gang med en tysk pige, som helst ikke ville gøre det alene. Der blev filmet og taget en masse billeder af det store dyr, der målte ca 8-10 meter i længden!

Efter at have snorklet med hvalhajen, sad man med en følelse af at have gjort noget utrolig vildt - og stadig halvskræmt over at have svømmet så tæt på et dyr i den størrelse!
Resten af turen var ikke så actionpræget, men om ikke andet smed vi anker tæt på land, så alle folk i båden kunne få lov at snorkle lidt rundt i det skønne hav. I mens forberedte guiden frisk cerviche (frisk fisk og blæksprutte, tomat, løg, koriander og lidt olie) som vi derefter kunne nyde på en sandbanke i det caribiske hav.
På turen hjem mødte vi vilde flamingoer, der holder til i det naturreservat som Isla Holbox er. Flotte lyserøde flamingoer!

Øen er, som sagt, ikke så stor, så for ikke at belaste de sandede veje alt for meget, kører kun få biler rundt på øen. Taxier er gule golfvogne og for at udforske øen kan man også selv leje en golfvogn for nogle timer - og det skulle vi da.
Så vi pakkede tasken og kørte efter mottoet: vi bremser ikke for noget!!
På den ene ende af øen måtte vi dog alligevel sande at lidt måtte vi bremse for. Øen bliver nemlig delt af et lille vandløb, og selvom Nanna hårdnakket påstod at golfvognen sagtens kunne køre igennem, måtte hun dog alligevel sande, da hun stod midt i vandløbet, at det kunne den nok ikke!
Så vi gik istedet lidt længere ud på sandbanken til et område der hedder Mosquito Bay, som er en lavvandet strand (ja, det kan åbenbart sagtens blive mere lavvandet!) og hvor myg trives rigtigt godt efter mørkets frembrud.
I dagtimerne er stranden dog utroligt smuk og vandet bliver endnu mere turkisfarvet af det lave vand! Her blev ihvertfald taget billeder der er postkort værdige..

Tilbage i golfvognen tog Nanna styringen, da hun nu har besluttet at det skal være opvarmningen til køretimerne hjemme i Danmark. Så med en fod på bremsen og en fod på speederen kørte hun afsted - indtil Joachim måtte rette hende og bede hende om at fjerne den venstre fod helt fra pedalerne.
Så med teknikken i orden, speederen i bånd og Joachim siddende skrigende ved siden af, for at holde turisterne væk fra vejene, kørte vi til den anden ende af øen - og blev mødt af endnu en smuk strand.
Vi fik på vejen også konkluderet at flyvepladsen var en græsmark og at genbrugspladsen er placeret klos op af kirkegården - om der er nogen bagtanke ved dette eller om de tager genbrug til helt nye højder, ved vi dog ikke!

På vej tilbage var ganerne blevet tørstige og her på øen menes det at man kører bedre med en promille over 1, så der var selvfølgelig HAPPY HOUR!
Vi nød et par drinks på vores stam-restaurant, siddende i gynger ved baren, og pludselig begyndte et uvejr. Torden og regn gjorde øen helt mørk, så vi måtte hellere vende snuden hjem.
Så "vi bremser ikke for noget" og var hurtigt hjemme på hotellet og kunne efter et varmt bad nyde rom&cola på værelset, mens himmel og hav stod i et!

De sidste dage nydes på stranden, for at få bare en smule kulør der kan vise at vi da i de sidste 7 uger har været udenfor Danmarks grænser. Solcremen bliver i hvert fald brugt op, for den gider vi ikke slæbe med hjem.

Snart tager vi til slutdestinationen Cancun, hvor vi de sidste to dage lige skal opleve et undervandsmuseum. Der er her ikke tale om et museum hvor man tørskoet vandrer i gange under vandet, men derimod er museum hvor man iført dykkerflaske, svømmer rundt mellem statuer placeret på havets bund...

Og så kommer vi hjem til Danmark.

Hav det godt - vi ses snart.