Profile
Blog
Photos
Videos
Jambo alle I skønne mennesker derhjemme.
Her er lige en opdatering fra de første dage her i Kenya. Resten kommer nok i weekenden eller i næste uge, hakuna matata!
Tusind tak for alle Jeres søde hilsner - det varmer, selv her i varmen..:)
1. dag på platformen: Afrejse og ankomst til Global Platform
Efter en lang rejse med transit i London ankommer vi til lufthavnen i Nairobi kl. 7 om morgenen. Flyveturen har været smertefri, dog med elendig mad, men det kan vi jo lige så godt vænne os til. Fra lufthavnen i Nairobi kører vi med matatu (minibus) til platformen tæt på Nanyuki. På vej ud af Nairobi ser vi afrikanere, der bor i enten blikskure, lerhytter, telte eller lever på gaden. Køreturen er både ubeskrivelig smuk og ubeskrivelig forfærdelig, her hhv. smuk natur og forfærdelige veje med kæmpe huller og busser fra før krigen. Den sidste times kørsel ser vi både dromedarer, zebraer, køer, får og mennesker, der går midt på "gaden" uden sko. En meget spændende køretur på fem timer ender på platformen, der er omringet af pigtrådshegn, porte og vagter, hvilket er ret betryggende.
Vi bliver modtaget af Marie fra ActionAid, samt to Kenyanere (Jessie og James) og spiser sammen frokost i spisesalen med Daraja pigerne. Første måltid: ris og bønner. Desværre ingen succes hos mig. Det hele er meget primitivt og vi vasker alle (100) op i samme baljer. Desuden er vandet fra vandhanen og bruseren dejlig lysebrunt og pumpes fra floden og vandet vi drikker, er regnvand. Allerede nu savner jeg Kildevæld! Vi har dog træk-slip-toiletter, så det er lidt luksus.
Efter frokost viser Daraja pigerne os rundt på platformen. Pigerne er fra familier, der ikke selv har råd til at betale for skolegang, så de er pga. deres høje faglige niveau udvalgt til at gå på Daraja, for at komme videre i livet og ud af slummen. Pigerne er meget smilende og tager sig godt af os.
2. dag på platformen: Undervisning og besøg på lokal skole
Efter en lang skøn nattesøvn i selskab med natsværmere, biller etc vågner vi op til skøn solskin og mindre skøn morgenmad; over-hårdkogte æg, brune bananer og en udefinerbar grød. Efterfølgende har vi Swahili undervisning med James, hvilket er ganske underholdene og jeg lærer et par enkelte gloser som "Jambo", "Sawa sawa", "Hakuna Matata" og "Asante sana" (Tænk Lion King og så kommer enkelte gloser frem - eller blot lidt rodet skønsang, hakuna matata!). Resten hænger desværre ikke så godt ved. Resten af formiddagen har vi undervisning i Kenyas kultur, stammer og politik. Frokosten står endnu engang på bønner, så intet mad til mig (det må simpelthen være en fantastisk kur for mig - jeg satser på at være et lille nips, når jeg kommer hjem - eller måske ender jeg med at få en negermave med alle de kulhydrater vi konstant spiser).
Over middag skal vi på besøg på en lokal skole ca. 30 min. gang væk fra platformen. Vi går i samlet flok, men da en fem skønne børn kommer løbene, sakker jeg bagud og må bare have nogle billeder af dem (ps. Jeg er så over-glad for mit nye spejlrefleks!). Så det ender med at jeg i stedet følges med børnene op til skolen. Foran skolen er der en dame fra den lille village, der råber noget til mig på swahali, da jeg fotograferer byen. Jeg spørger Julietta (en af pigerne), hvad damen siger, og hun fortæller, at jeg bare skal gå, fordi damen efterspørger penge. (Jeg synes det er utroligt, at de børn egentlig "holder med mig" i stedet for at sige til mig, at jeg skal give damen nogle penge.)
Nogle af bygningerne på skolen er bygget af træpinde, mudder, vand og ikke mindst kolort (!!). Ganske fascinerende. Eleverne bor enten i den nærliggende village eller på den anden side af bjerget, så nogle af dem har over en times gang i skole hver dag. Skolebesøget er super spændende og jeg får sat min egen folkeskole og gymnasium lidt i perspektiv.
Da vi er færdige på skolen går vi forbi en lille village, der ligger ved siden af. Her ser vi bl.a. små shops og hilser på mange af de lokale - også masaaier. Jeg ender endnu engang med at være bagerst på turen hjem, da jeg er så opslugt i at fotografere alle, så en studerende fra København, og jeg følges med børnene hjem. Vi møder en flok dromedarer, samt små lerhytter, hvor familier sidder udenfor.
Inden aftensmad tager jeg mit første bad, hvilket er meget bedre end ventet. Vandet pumpes op fra floden, så det er ret brunt, men pga. en lang dag med sol, har solen opvarmet vandet, så jeg får både vasket hår og puttet hårkur i. Virkelig skønt!
Aftensmaden står på ris blandet med grøntsager og en slags krydderier - endelig noget lækkert. Efter aftensmaden ser vi alle sammen film "The Boys of Baraka" om drenge fra ghettoen i Baltimore, som skal til Kenya på skole i 2 år for at komme væk fra slummet. Skolen i Kenya er så den samme, som den vi bor på nu, så det er meget spændende at se.
- comments
Line Lyder SÅ spændende det hele. Jeg lever mit vilde liv igennem dig ;) .. Fedt med kameraet, håber du har fået lidt mere styr på auto indstillingerne :) .... GLÆDER mig til at høre mere ... P.s. Det varmer mit hjerte, at høre du bruger hårkur i lerhytten!! <3