Vi kørte fra Amed, Bali til Hotel Harris ved lufthavnen fredag aften for at være klar til morgenflyveren til Bangkok. Det havde været varmt ved havet, med her inde i byen stod den varme luft stille mellem de gennem dagen opvarmede husmure - pyhaaaaa.

På vejen så vi rigtig mange festklædte balinesere til fods, på scooter og i biler på vej til ceremoni og fest. På landet var de i alle aldre, mens det i byen mest var de unge. Mændene klædt helt i hvidt omfattende sharon og pandeklæde, mens pigerne havde de mest farvestrålende og flotte sharon/kjoler og det helt sorte hår sat op - begge naturligvis stadig i klipklapper. Ofte med fyren med rank ryg og smil på læben forrest på scooteren og så pigen i damesaddel bag på scooteren.

Køreturen blev den sidste med Nyoman (Sådan var der tradition for at kalde drengebørn, som var nummer tre i rækken) Buda, der med en enkelt undtagelse var vores chauffør på alle køreturene på Bali. Undtagelsen var en dag Nyoman ikke kunne og hans svigerfar, derfor var stand in.

Nyoman var en dygtig trafikant, chauffør og tourguide, der altid kom til tiden og kom med gode relevante råd til rute mv. i fht at navigere uden om de meget trafikerede knudepunkter.

Særligt på denne sidste tur berettede han om forholdene i sin og sin kones brors familie, herunder svigerfarens ændrede adfærd efter han havde mistet sin kone for to år siden.

Det gav et indblik i, hvilken stor betydning familien har for Nyoman - og tror vi for rigtig mange balinesere - i forhold til medleven i hinandens liv og som helt konkret socialt og økonomisk netværk og sikkerhedsnet. Det tydeliggjorde også hvilken indflydelse det har, når et ældre familiemedlem pludselig begynder at agere meget anderledes (og måske mindre fornuftigt) end børn og svigerbørn finder fornuftigt. Hard core økonomiske betragtninger og gensidig afhængighed bliver her meget hurtigt meget konkrete., så den gensidige afhængighed bliver også en kilde til begrænsning på den enkeltes udfoldelsesmuligheder og prioriteringer. Omend det er en klassisk og velkendt problemstilling, så blev den meget konkret, når staten ikke tager sig af alt det vi er vant til i den nordiske såkaldte velfærdsmodel, herunder overførselsydelser. Det synes dog ikke entydigt, at "vores" model er bedst - for nærheden til familien og belønningen ved at gøre en indsats (bl.a.