Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi tilbage i Byron efter en helt uforglemmelig tur til Fraser Island. Vi har simpelthen oplevet så meget, så den lange udgave kan I få, når jeg kommer hjem, men nu kan I da lige læse lidt om, hvad de sidste fem dage er gået med.
Fra Byron Bay til Fraser Island er der ret langt, så den første dag gik med transport til Rainbow Beach, hvor vi overnattende på et ualmindeligt ulækkert hostel. Dagen efter sejlede vi til Fraser Island.
Vi havde valgt en tur, hvor man selv skulle køre frem for at køre i bus. der kunne være otte personer i hver firhjulstrækker, så vi seks tøser var ikke helt nok til at fylde en bil. Derfor har vi tilbragt de sidste dage sammen med to andre piger, Soraya og Lena, som var henholdsvis hollandsk og tysk (Så jeg har sandelig fået trænet mit engelsk!). Vi kørte i grupper af fire biler rundt på øen og sov i telt om natten.
På vores ture så vi vilde dingoer og kørte både i regnskoven på små ujævne stier og på den brede sandstrand. Det var ret sjovt at få lov at køre i så stor en bil - og så var den jo oven i købet højrestyret. :-D
Man må ikke bade i havet ved Fraser, da der er for mange hajer i vandet omkring øen - heldigvis har Fraser Island nogle af de smukkeste og reneste søer og floder i hele Australien, så der badede vi i stedet for. Det var skønt at blive frisket op mellem køreturene, og så har vi simpelthen haft det mest vidunderlige solskin, så vi har virkelig nydt vores badeture. :-)
Om aftenen gik vi i mørket ned på stranden for at kigge på stjerner. Jeg har aldrig nogen sinde set så mange stjerner på en gang - helt uforstyrret af lys eller gadelygter. Vi så stjerneskud begge aftner - det var ret fantastisk.
Nu er vi tilbage i civilisationen igen, og det er nu også meget rart. I morgen skal vi bare bade på stranden og så cykel os en tur, og på søndag går turen videre til Sydney.
Knus til alle jer derhjemme :-)
- comments
Mor Jamen som du bare bliver ved med at få fantastiske oplevelser - det må vist siges at være en dannelsesrejse, du er på ;o) Rigtig rigtig god tur til Sydney, det bliver helt sikkert også en kæmpe oplevelse, tænk sig at få lov at stå ved operaen - det gad jeg godt ;o) Ha' det fortsat rigtig tur. Mange knus, kram og tanker mor
Britta Reuther Mormor: Kære Pernille. Det er da helt utroligt som du bliver ved med at få nogle gode og enestående oplevelser. Jeg håber og tror at du virkelig nyder din tur, og jeg vil ønske dig fortsat rigtig god tur både til Sydney og videre. Mange kærlige hilsner og knus Mormor
Far/Jesper Uhmmm - hvor lyder det hele bare DEJLIGT :-) Og så venter Sydney forude - fantastisk!!! KH far :-)