Profile
Blog
Photos
Videos
Så folkens, nu er det igen blevet tid til en opdatering, selvom vi ikke ligefrem kan prale med at have lavet ret meget. Vi har til gengæld ladet op til en helt masse udflugter og så videre, men de er stort set alle mislykkedes på den ene eller den anden måde.
Lad mig starte med at fortælle om vores fantastiske tur til Tidbinbilla - ja, som så faktisk heller ikke blev til noget. Vi pakkede bilen med mad, tæpper og alt andet nyttigt til sådan en udflugt, og kørte så af sted. Tidbinbilla er en nationalpark ca. en times kørsel væk, og det var meningen at vi ville tage derhen, kigge rundt på dyr, og så grille til aftensmad. Vi manglede nogle pølser til grillen, og kørte derfor i første omgang bare ned til den lokale købmand. Da vi så skulle starte bilen igen, ville den ikke. Vi måtte så ud og skubbe den i gang, hvilket heldigvis virkede. Vi manglede så bare lige noget kylling, og så skulle der benzin på bilen. Annette gik derfor ind og købte det, mens vi andre var med David oppe at tanke. Da han så havde gjort det, ville bilen igen ikke tænde, og vi måtte igen ud og skubbe i gang. Alle gloede helt sindssygt, og hvis det var mig der havde været vidne til det, havde jeg uden tvivl også rullet rundt på jorden af grin! Vi hentede så Annette ude foran supermarkedet, og lige da hun havde sat sig ind, og vi kørte ned mod et lyskryds, gav bilen op. Denne gang kunne den ikke startes igen, og vi skubbede den derfor over i midterrabatten af vejen. Der blev så ringet efter vejhjælp som kom os til undsætning med at nyt midlertidigt batteri, men vi kunne desværre kun køre de sølle ca. 2 km hjem igen, og kom derfor ikke til Tidbinbilla.
På mandag kommer Evald og Tove herned, som er Louises Morfar og mormor. Vi satser lidt på at de en dag vil med os op til Tidbinbilla, og forhåbentligt bliver dette en lidt mere succesfuld tur!
Og ja, så var det jo meningen at Louise og jeg lige nu skulle sidde et sted oppe i bjergene ved Thredbo og skulle have besteget Mount Kosciuszko. Det skulle have været en udflugt her fra tirsdag til torsdag, men denne plan gik også i vasken for os. Vi havde leget en bil, bestilt hytte og det hele, og var egentligt klar til at tage af sted der mandag aften. Vi havde tjekket vejret her i Canberra, hvilket lovede rigtigt godt. Ingen af os havde derfor tænkt på at tjekke vejret oppe i Thredbo, da det ikke ligger mere end 200 km herfra. Ved et tilfælde kom Annette så alligevel til at gøre det mandag aften, og det var langt fra hvad vi forventede. De lovede 13 grader tirsdag, 5 grader onsdag, og ned til minus 3 grader torsdag. Derudover lovede de sne og tåge.
Det vil sige at de for det første nok lukker vandrestigen til bjerget, i fare for at folk bliver væk deroppe. Desuden har Louise og jeg slet ikke tøj med til den slags klima. Faktisk havde vi nærmest allerede pakket vores shorts, bikini og solcremen. Vi bestemte derfor at det ikke lige var sagen at tage derop, og ringede derfor til biludlejning og leje af hytte. De var begge overraskende hjælpsomme og forstående og vi har derfor fået det udskudt, så vi nu tager af sted onsdag d. 11 i stedet for. Vejret lader til at være noget bedre til den tid og vi glæder os!
Det meste af mandag gik vi jo stadig rundt i tankerne om at vi skulle til Thredbo dagen efter, og vi brugte derfor dagen inde i byen, til lige at få købt nogle ting vi manglede. Det var en hyggelig shoppingtur, og vi fik oven i købet endelig anskaffet os australske telefonnumre. Jeg skulle nu være til at få fat i det meste af tiden, men dog stadig mest på skype, Viber, facebook osv. da, det andet koster kassen. Hvis der dog alligevel er nogle som godt kunne tænke sig mit australske nummer, må de bare lige skrive.
Nå men da vi så kom hjem fra byen mandag, ville Louise og jeg lige være søde at lave aftensmad, og bestemte os derfor for at lave frikadeller. Dette blev endnu et kapitel i vores mislykkedes uge! Vi havde ikke flere æg i køleskabet, og jeg gik derfor ned for at hente et nede hos deres 2 høns. Der lå 3 dernede, og jeg tog bare et af dem med op, da det lige var det som vi skulle bruge til frikadellefarsen. Jeg slog det en enkelt gang let mod kasten af håndvasken, for at knække skallen, og ægget nærmest eksploderede. Det røg ud med noget der mest af alt kunne sammenlignes med synet af kakaomælk, men stank som noget jeg aldrig i mit liv har oplevet. Vi stormede begge ud af køkkenet da stanken var ulidelig, og kaldte så på Annette. Hun vidste godt straks hvad det var sket. For 2 måneders tid siden da de fik hønsene havde de lagt et æg derned, så hønsene kunne lære hvor de skulle ligge deres æg - og det var så det æg jeg fik taget. Føj for den lede! Det var MEGET råddent og har lagt ved omkring 30 grader i 2 måneder. Jeg tror ikke engang at i kan forestille jer stanken, men for eftertiden hvis nogen siger at noget lugter af råddent æg, så kan vi sige at det har vi prøvet, og intet overgår det! Når jeg ser tilbage på det, er der nogle små hint som jeg måske burde have set, så at jeg måske ikke havde valgt lige præcis at tage det rådne æg. Som for eksempel datoen som var stemplet på, som sagde at ægget løb på dato først i oktober. Ja ja, så har jeg jo også lært det - Høns lægger altså ikke æg med dato stemplet på!
På trods af vores mange ikke så heldige forsøg på at opleve Australien, har det været en skøn uge. Vejret har vejret virkelig dejligt, og den har derfor stået på masser af afslapning! Vi har inden for den sidste uge brugt 2 dage ved swimmingpoolen, og vi er efterhånden ved at blive godt brune. Vi skal skam nok nå begge at være negere inden vi tager herfra!
Og så er det i dag præcis en måned siden at vi rejste fra København, hvilket virker helt sindssygt i mit hoved. Tiden flyver af sted, og inden vi får set os om, er vi igen hjemme i lille Danmark. Det er svært at fatte at der allerede er december måned, og julen bliver bestemt anderledes i år. De prøver på at holde fast i nogle danske juletraditioner hernede, på trods af at det er svært. De sender ikke rigtigt julekalender hernede, da det er tropeaftner og folk derfor alligevel ikke sidder foran fjernsynet. Der er heller ikke julepynt på samme måde, og juletræet bliver noget vi lige får i sidste øjeblik inden jul, for at det ikke visner. Det bliver dog sikkert alligevel en helt fantastisk jul, og det at Evald og Tove kommer, gør den sikkert bare endnu mere hjemlig og hyggelig
Det var vist det for denne gang! Glædelig december til jer alle, og hav det godt til jeg skriver igen!
- - Pernille
- comments