I San Martin fandt vi et super hyggeligt hostel, som dagen efter lavede en udflugt til nationalparken Lanin. Her fandt vi den skoenneste skovsoe med det mest klare vand og flere forskellige strande, man kunne gaa imellem. Det var smukt og idyllisk og vi noed at svoemme rundt i det turkisblaa vand.
Vi fik ogsaa oevet vores bordfodboldsevner, i kraft af en turnening med et par fyre fra hostellet, hvilket bekraeftede vores formodning om at bordfodbold ikke er vores spidskompetence. Den efterfoelgende dag tog vi til nabobyen Junin de los Andes, hvor Dittes sjove argentinske onkel bor. Vi flyttede ind hos onkel Fernan i en uges tid, hvor vi baade laante toej, sko og fryser, idet vi i et forsoeg paa at udrydde vores formodede bedbugs satte alle vores ting i karantaene og smed dem i fryseren.
Vi brugte dagene i syden paa at vandre nogle ture, ride langs floden paa gaucho-heste, slappe af, tage paa udendoers museum samt bade i endnu en smuk soe. Det var soen Huechulafkin, som efter vores vurdering nok bestod mest af smeltevand fra de omkringliggende bjerge. Det var rigtigt koldt men skoent og forfriskende.
Paa en af vores vandreture saa vi et fint bjerg/bakke vi ville bestige. Da vi kom taettere paa saa vi en lille forhindring i form af et hegn, som vi elegant klatrede over. Efter 10 minuters vandring fandt vi ud af at den ene ko vi havde set tidligere ikke var alene. Foerst taenke vi at det ikke var noget problem, men da der blev ved med at dukke vrede koeer op bag klipperne, besluttede vi at det nok var bedst at vende om.
Derudover fik vi dyppet foedderne i floden Chimehuin, drukket en masse mate samt spillet braetspil i Fernans hyggelige traehus.

Da det var tid til at komme videre paa rejsen, fandt vi en bus til Iguazú. Det vil sige to busser efter hinanden, en paa 22 og en paa 19 timer, med fire timers ventetid imellem. Det skulle dog vise sig at det hele ikke ville komme til at gaa efter planen...