Mette skrive:

2. juledag og vi er i Laos, Luang Prabang.

Haaber at I alle har det godt, og har haft en dejlig og hyggelig juleaften og juledage med familie. Vi har taenkt meget paa jer, men synes ogsaa at det er en kaempe oplevelse at fejre en anderledes juleaften. Naeste aar giver vi den gas igen med hele juleriet (men forhaabentlig med stoerre ro og afslappethed (ydre som indre), som vi oplever i disse lande.

Vores juleaften blev fejret i Muong Khua, en lille laotisk by beliggende ved floden og omgivet af skovbeklaedte bjerge. Meget idyllisk. Man fejre ikke jul i Laos, saa for laoterne var det bare en almindelig dag, hvor boernene gik i skole. Vores egne unger badede i floden og legede med husvaerts dreng. Vores overnatning var inklusiv maaltiderne, saa om aftenen fik vi ris, kogte groensager og aeggekage, og banan + ristede noedder til dessert (det ville vi hellere, end at skulle spise paa restaurant). Der blev spillet disko musik til aere for os og en autralier (som var de eneste gaester) og boernene dansede. Boernene fik et haandmalet kort, hvor der stod hvad de fik i gave fra bedsteforaeldrene, men at de selv skulle vaere med til at vaelge (vi har kun set loppemarked butikker med kinesisk skrammel og salg af chips, kiks og sodavand, i de sidste mange byer hvor vi har vaeret, saa gaverne maa vente med at blive koebt til de stoerre byer). Frederik syntes, at det havde vaeret den bedste dag paa ferien, og de noed alle 3 at vaere der hvor vi var, selvom det var et primitivt sted. (staar beskrevet laengere nede).

Som Otto skrev, maatte vi blive en dag ekstra i Dien Bien Puh pga. daarlige maver. Det endte med at baade Mathilde, Frederik og jeg var daarlige inden for 24 timer. Det var med en vis nervoesitet, at vi om aftenen koebte billetter til den efterfoelgende dag, men da vi alle foelte os okay ville vi gerne videre. Om natten blev Otto daarlig, saa han maette tilsidst have nogle immodium piller.

Vi skulle med bus kl. 5.30 om morgenen, og da vi havde en 1/2 times gang, og hotellet skulle tjekket vaerelset inden vi kunne tjekke ud, skulle vi tidligt op. Om aftenen havde vi tjekket, at det var muligt at betale med visa og vi ville gerne have afregnet for at vaere klar til afgang, men det var ikke muligt, og receptionisten sagde at det ikke blev noget problem. Men, det blev et problem... Morgenr-receptionisten kunne ikke finde ud af at bruge viaskortet, og han hverken talte eller forstod engelsk. Vi havde ingen dong (vietnamesiske penge), da vi skulle til Laos, og vores faa dollars skulle gemmes til visum, bus og overnatning i Laos, da vi havde laest, at vi ikke kunne bruge visakort, foer vi kom til Luang Prabang. Receptionisten ville ikke give os vores pas, foer vi havde betalt, og vi kunne ikke forstaa, hvorfor han ikke kunne skrive vores kreditkort oplysninger ned eller ringe til hans overordnet. Selv Otto var bag disken for at hjaelpe ham til at forstaa hvad der stod skrevet paa visamaskinen, men uden held. Tilsidst maatte vi smide dollars paa bordet og loebe afsted med boernene i vild frustration over hvordan et stort, fint luxuioest hotel kunne vaere saa elendige til engelsk samt brug af visakort. Nul stjerner til dem.

Vi kom afsted med bus og krydsede fingre for alles maver,- men det gik godt,- ogsaa for Otto, saa hurra for immodium. Vejen var en ny vej som var ved at blive lavet, dvs. det blev 8 timer paa en bumlet grusvej i bjergrigt terraen, hvor vi ofte var 1/2 meter fra skraaninger der gik ca. 500 m. direkte ned i dalene, og hvor der ikke var beplantning til at holde fast paa jord og evt. jordskred pga. vejarbejdet. Baade Frederik og jeg som sad i den side af bussen var begge temmelige bange, og jeg vil egentlig sige til alle der overvejer denne tur, at hvis de har deres liv kaert, saa skulle man overveje en anden vej ind i Laos, indtil vejen forventes faerdig om ca. 2 aar. Heldigvis havde vi en god buschauffoer som koerte meget forsigtigt, og naar vi skulle passere lastbiler, gravemaskiner mv. trak han over mod bjergvaeggen eller holdt ved et trae. (Synd for de andre).

Det gik godt med at koebe visum og komme ind i Laos. Det var utrolig primitivt. Foerst skulle vi tjekkes ud af Vietnam, hvor 2 maend sad i immigrationen og skrev vores navne ned i et "et stilhaefte", saa blev vores pas givet videre til 2 andre maend der stemplede i vores pas. Dernaest skulle vi ind paa et andet kontor, hvor 2 maend igen skulle skrive vores navne ned pga. told. Flere maend stod og viste os hvilken vej vi skulle gaa, selvom der kun var os 20 mennesker var bussen ude midt i et bjergomraade, hvor kun graensebygningen laa. Efter 5 km, kom vi til det Laotiske visumkontor. Her sad der yderligere flere maend der noterede ned i "stilhaefter", tog imod betaling etc. Det hele forloeb stille og roligt, men forhaabentlig bliver det mere effektivt med aarene, og de finder en anden maade at tjene pengene paa. Egentlig har vi ved alle visum ansoegningerne undret os over, at det er en foraeldet maade at goere det paa. Paa alle ansoegningsskemaer har vi skulle skrive de samme oplysninger som allerede staar i passet - hvorfor ikke bare kopiere disse data og skrive supplerernde oplysninger og saette sin underskrift.

Naa, enden paa turen og stedet hvor vi fejrede jul blev i den mest idylliske, smukke, rolige og anderledes bjergby, vi har oplevet paa turen. Vi har desvaerre ingen fotos fra dette sted, da vores kamera ikke kunne holde til at blive tabt ud af busvinduet og lande i en mudderpoel (der naevnes ingen navne). Bussen stoppede ved en flod, hvor vi skulle sejle over i en longtailbaad (2 min tog det). Der sejlede ogsaa en pram hvor kun biler og scooter maatte komme med. Prammen sejlede lige ind paa en skraaning hvor sten og traestammer blev lagt for at udligne forskellen, saa bilerne kunne koere op/ned. Det var aldrig gaaet i Danmark.

Vi valgte at blive i denne landsby, fandt et primitivt men meget hyggeligt famile ejet overnatningssted, hvor vi for 35 kroner havde 2 vaerelser m. udsigt ud over floden og skulle dele toiletforhold/hul i jorden med andre. For at kommer hertil skulle vi krydse en faldfaerdig haenge bro (jern) 20 meter over floden m. store huller i, og som dagligt blev krydset af byens boern, der skulle i skole. Dette var heller aldrig gaaet i Danmark. Familien lavede mad til os, saa juleaften fik vi ris, kogt kaal og aeggekage m. banan til dessert. Det var et fantastisk sted at vaere.

Efter en haard rejse igaar, 1. juledag, ankom vi til Luang Prabang klokken 21.00 med nogle meget traette og sultne boern. Vi kunne ikke faa ordentlig mad paa turen, og vi toer ikke spise det mad, som de laver langs vejene, fordi det ligger direkte i solen m. fluerne svaermende over sig, saa det blev endnu en dag med kiks, chips og frugt (frugt til dem som ikke er kraesne,- dvs. mig selv). Byen er meget hyggelig, overskulig og rolig, uden anmasende saelger, og der er gode mulighed for at cykle moutainbike og koere ud til vandfald, saa vi vil blive her de naeste 5-6 dage, men vil forsoege at finde et bedre hotel. Boernene higer efter at komme ud og svoemme i en pool.

Knus fra os alle

Mette