Næste dag satte vi kursen mod Swakopmund. På vejen derhen stoppede vi ved Cape Cross Seal reserve, som var et sted ude ved vandet hvor der var en helt masse sæler. Det lugtede helt forfærdeligt men var dog alligevel en god oplevelse. Vi kan mindes ofte at have set noget lignende i tv, og nu stod vi pludselig selv og så på dem. Udover at stinke lavede sælerne også nogle rimelig sjove lyde, som vi flere gange kom til at grine af. En anbefalelsesværdig oplevelse hvis man alligevel er i området. Resten af dagen gik med at booke aktiviteter, finde sig til rette i vores fælleslejlighed og en tur ud at spise.

Så kom vi endelig til Swakopmund. Og hvis vi skulle beskrive byen med to ord ville disse blive: tysk og kold. For første gang siden vi ankom til Afrika var vi nu nødt til igen at gå med langbukser og bluser for at holde varmen - og vi kunne endda stadig godt fryse pga. den konstante vind. Derudover må man sige, at imperialismen har sat sit præg her. Stort set alt havde tyske navne, stort set alle bygninger og gader så ud som derhjemme og meget engelsk blev snakket med tysk accent. De andre i gruppen snakkede om, at byen virkede tom - lidt som en spøgelsesby. Og ja det måtte vi give dem ret i; fortovene var næsten lige så brede som vejene, men der gik stort set ingen mennesker på dem.

Skydiving
Dag 2 var kommet, klokken var 10.am og nu var det tid til et endnu et af turens højdepunkter - faldskærmsudspring. Vi blev hentet og kørt ud i ørkenen. En meget kort sikkerhedsinstruks og så kunne det første par godt iføre sig dragter og seletøj og tage af sted i det lille fly der holdte klar på landingsbanen lige ved siden af os. Hver flyvetur tog ca. 25 minutter efterfulgt at et frit fald på 30 sekunder og en efterfølgende svævetur på ca. 8 minutter. Vi var par nummer tre i køen, så vi havde over en times ventetid derude, men det gjorde intet, da spændingen samt synet af folk der faldt fra himlen gjorde at tiden fløj af sted.

Så blev det vores tur, og sammen med vores instruktør, som vi under hoppet ville være spændt fast til, gik vi ind i det lille fly som vi kun lige kunne være i. Der var bestemt ikke meget plads derinde og klappen som fyldte hele den ene side af flyet virkede til at være lavet af noget tyndt gennemsigtigt plastik, som ikke ville redde os hvis vi skulle komme til at vælte eller læne os op af den side.

Da flyet lettede begyndte nervøsiteten at stige eksplosivt - igen sparkede logikken ind og tiggede om at stoppe vanviddet. Men så da flyet var kommet op over skyerne skete der noget uventet. Nervøsiteten begyndte at forsvinde lidt og blev i stedet erstattet af afslappethed. Vi er ikke sikre på hvordan vi skal forklare det, men efterhånden som jorden kom længere og længere væk og vi ikke havde andet end bløde skyer omkring os, begyndte det hele at virke uvirkeligt og tanken om hvad vi rent faktisk skulle til at gøre virkede nærmest som en joke. Så vi kunne lige så godt bare læne os tilbage og nyde showet med et smil. Det dejlige ved Tandem springet var at vi (i modsætning til bungee jumpet) stort set intet selv skulle gøre. Her var det nemlig ikke os der tog springet, det var vores instruktører.

Da klappen gik op, kom nervøsiteten dog stærkt igen, men man nåede ikke at tænke meget, før man hang med hele kroppen ude af flyet, kun holdt fast af instruktøren, og inden man vidste af det var man af sted. Olivia var den første til at hoppe, og det var et ret vildt syn for Jesper da hun det ene øjeblik hang ved flyet og det næste forsvandt fuldstændig. Bup.

Det frie fald er uden tvivl en af de mest, hvis ikke den mest fantastiske oplevelse vi nogensinde har haft. Det er næsten ikke til at beskrive, og lige meget hvor godt vi prøver får vi ikke det hele med. I modsætning til et Bungee jump kan man faktisk nå at tænke og få set sig om og nyde den fantastiske udsigt. Det er som at være vægtløs under vandet, udover at det er i luften og med en fart på 220km/t nedad mod en overflade der stille og roligt bliver mere nær og detaljeret. Woaw! Det er simpelthen noget alle burde prøve, og bestemt noget vi skal prøve igen.

Når faldskærmen endelig folder sig ud, bremses man så hårdt, at det føles som at flyve opad igen. At flyve rundt i faldskærmen efterfølgende er i sig selv også en fed oplevelse, og hvis man er heldig får man lov at styre lidt. Op med fødderne under landingen og så er man igen på solid grund.

Alt i alt en kæmpe oplevelse og i den grad pengene værd. Vi var så heldige at have folk på jorden til at tage billeder af os, og Olivia har endda købt en film taget af hende fra et handy-cam. Den har vi efterfølgende grint en del af pga. hendes lidt sjove udseende i filmen.

Om aftenen skulle den begivenhedsrige dag fejres med manér - nemlig med en ordentlig omgang hjemmelavet spagetti med kødsovs. Og det blev rigtig godt.

Sandboarding og Quadbiking - sjov i sanddynerne
Så var det dag 3 og tid til sandboarding og senere quadbiking. Om morgenen tog vi igen ud i ørkenen men denne gang tættere på kysten ude iblandt Namibias massive sanddyner. Vores minibus stoppede ved foden af en sanddyne hvor vi fik udleveret et sandboard (som vidst nok var et snowboard) og andet udstyr samt en kort briefing, og så begyndte vi og omtrent 50 andre glade mennesker at traske op af en sanddyne. På toppen fik vi endnu en kort briefing og så var det ellers bare op på brættet og af sted. Begynder eller ej, vi skulle alle ned af den samme skråning. Først skulle vi dog lige vokse vores brædder. Sådan er det med sandboarding, i modsætning til snowboarding skal man altid vokse sit bræt før hver tur ned.

Den første tur gik ikke ret godt for nogen af os! Og efter man helskindet var kommet ned for enden af bakken, ventede den hårde del, nemlig at gå hele vejen op igen. Sanddynerne er nemlig et fredet område, hvilket betyder, at firmaet ikke må bygge en lift. Det ødelagde lidt oplevelsen, fordi det var ret hårdt at gå med boardingskoene og boardet i sand hele vejen op. Heldigvis blæste det en del, og hvis man holdte boardet rigtigt blev man skubbet en smule opad. Pga. de lange gåture opad nåede vi ikke så mange ture, men vi nåede da at få en smule styr på det, og Jesper formåede endda at prøve et flyvehop af. Bagefter var det tid til at kælke. Nu blev det meget mere enkelt. Lig dig på en plade, hold forenden oppe, styr med fødderne og nyd turen. Topfarten nedad var indtil videre 83km/t. Vi nåede vidst op på 74. Det var en sjov oplevelse, også selvom Olivia endte med at vælte alle gange. Turen blev rundet af en med en lille let frokost og lidt godt til ganen.

Om eftermiddagen var det blevet tid til Quadbiking. Og ja, det var også en fed oplevelse. Vi fik hver især udleveret en firehjulet, og så kørte vi efter vores guider ud i sanddynerne. Sanddynerne er et smukt landskab og et sjovt sted at køre rundt på en firehjulet. Man glider igennem bølgerne, op og ned, sidelæns og i høj fart. Man kan drifte hvis man vil, og det kan anbefales! Vi var overraskede over hvor sjovt det var, og hvor hurtigt vi kørte. Olivia var lidt nervøs for at vælte det første stykke tid, mens Jesper hurtigt følte sig hjemme på den og var lidt ærgerlig over at de manuelle kørte hurtigere end vores halvautomatiske. Alt i alt en rigtig fed oplevelse, som vi godt kunne tænke os at prøve igen.

Det var nogle fede dage i Swakopmund. Nu er der ikke mange dage tilbage af vores overland-tur, men vi skal da lige ned mod det sidste land Sydafrika.