Så gik den første måned, og det er dermed tid til at gøre status. Når man begynder at tænke over, hvad man gerne vil nå hernede, er der indimellem alt for mange muligheder. Det har da også medfør, at min oprindelige rejseplan er blevet revideret en del gange, og jeg kommer helt sikkert til at ændre den igen.

Efter de første 14 dage i Australien, hvor jeg følte, jeg bare skulle se noget hver dag, gik turen til Bunbury, hvor jeg virkelig kunne slappe af og komme ned på jorden. Her boede jeg på et rigtig dejligt hostel med nogle gode mennesker, så selvom der ikke skete ret meget, var man altid i godt selskab. Derfor gik dagene ofte med en lille gåtur - enten til stranden eller ned i byen og til supermarkedet - og ellers bare afslapning og rigtig mange spil pool med de andre. Jeg vandt selvfølgelig hovedparten af spillene :)
Bunbury har dog én ting at byde på, som virkelig er en oplevelse. Stort set hver dag får den lokale strand (Koombana Beach) fint besøg fra havet.

Det er ikke unormalt at op til 6 af disse delfiner trækker ind i bugten og kommer helt ind til stranden. De kommer faktisk så tæt på, at man, ved at gå 5-6 meter ud i vandet, står i vand til midt på lårene og delfiner svømmende rundt i vandet en halv meter foran en. Det må siges at være en meget speciel oplevelse. I Bunbury var jeg så heldig at møde en anden dansker (Ove), der havde planer om at købe en bil og køre sydpå. Nogenlunde samme plan som min. Jeg valgte derfor at blive i Bunbury et par dage, så jeg kunne følges med Ove til det næste stop i Albany. Den 7. februar forlod vi Bunbury og begav os mod det første planlagte stop i Pemperton. 3 km fra denne lille flække står Gloucester Tree, som ikke er et helt almindeligt træ. Det blev tidligere brugt som udkigstårn for at kunne holde øje med eventuelle skovbrænde. For at komme op til platformen i toppen af det ca. 60 meter høje træ, må man klatre op af de 150 trin, der snor sig rundt om træet. Mest af alt består trinene bare af nogle simple jernspyd, der er banket ind i træet. Der var pæn afstand mellem trinene, og nogle steder skulle man klatre lodret op for at komme forbi de store grene. Det var noget, der kunne mærkes på pulsen, da jeg først nået toppen. Der var en rigtig flot udsigt over skoven og hele området, så det var helt klart besværet værd. Efter en meget lang dag i en bil, der ikke ville, som vi ville, nåede vi endelig frem til Albany, hvor jeg har tilbragt de sidste 10 dage. Her er vejret meget anderledes end Perth og Bunbury. Det siges, at der ca. 10 graders forskel på Perth og Albany. Vi har derfor "kun" omkring 25 grader i Albany. Samtidig blæser det en del, hvilket gør det en smule koldere. I dag (den. 17) kom så det første rigtige regnvejr, jeg har oplevet. Men så længe det ikke er hver, så går det nok - 35 grader kan også blive for meget :) Den 8. tog jeg en tur til Whale World, der ligger små 25 km syd for Albany. Det er en gammel hvalfangerstation, der nu er indrettet som en slags museum, hvor man kan komme på en guidet tur rundt på området for at se, hvor arbejdet foregik. På samme måde som Fremantle Prison er det meget specielt at gå rundt på de steder, der er blevet brugt til at skære pukkelhvaler og kaskellothvaler op før i tiden. På området står også et gammel hvalfangerskib, som er fuldt tilgængelig for publikum. Lige fra motorrummet og de små kahytter til dækket med de mange kæder og harpuner. Det var desværre ikke årstiden for hvalbesøg i vandet ud for Albany, så dem så jeg ingen af. Man kan jo ikke være lige heldig hver gang :) Selve byen er ikke så interessant at fortælle om, men hvis man kører bare lidt uden for byen, kan man opleve nogle helt fantastiske naturområder. Den 12. tog jeg på en cykeltur sammen med en af de andre drenge fra mit hostel. Turen gik igen sydpå - ca. 18 km. Her var første stop Cable Beach, som er én af de smukkeste strande, jeg har oplevet. Det krævede lidt klippevandring at komme ned på stranden, men da vi endelig var der, ventede næsten 200 meter uberørt strand. Her kunne vi sagtens have brugt meget mere tid på at nyde omgivelserne, selvom vi var der omkring en time. Turen gik videre til The Gab, som er en stor sprække i klipperne ud til vandet. Det er ikke et helt ufarligt sted, da der er rigtig meget vind og ingen restriktioner på, hvor man må gå. Så hvis man har brug for et ordentlig sug i maven og rysten i benene, så skal man bare gå en tur hen til kanten og kigge de 25 meter ned til vandet. Det var sandelig godt at mor ikke var med - så havde jeg aldrig fået lov ;) I morgen (den 18.) går turen så videre til Esperance, hvor jeg kun bliver et par dage. Det er ikke helt nemt at finde arbejde her i området, så lige nu er beslutningen at tage videre østpå og fortsætte rejsen. Arbejdet kommer så i anden række. Det er heldigvis ikke livsnødvindigt at finde noget - i alt fald ikke endnu. Turen fra Esperance kommer igen til at foregå i selskab med Ove, så næste store stop bliver Adelaide, hvor det STORE eventyr begynder - de mange tusinde kilometer langs med østkysten.

Her til sidst kommer lige et lille afsnit specielt tilegnet til hende den madglade hjemme i Danmark :)
To gange mens jeg har været i Albany har jeg stegt en kængurusteak, hvilket smager VIRKELIG godt. Og du skal selvfølgelig ikke snydes for et billede. Samtidig bor jeg på byens bedste hostel, hvor der er gratis morgenmad hver dag fra klokken 6:30. Morgenmaden består af hjemmelavede PANDEKAGER - og lige så mange man har lyst til. Jeg vender frygteligt tilbage når jeg engang har krydset de ca. 2000 km, der er fra Esperance til Adelaide.