Kl. er 5 d. 12. oktober og vi står klar med vores rygsække og duffelbags. Vi er spændte og lidt nervøse, for vi ved, at foran os ligger et 4 dage langt eventyr mod et af verdens 7 vidundere: Machu Picchu.

Bussen kører af sted og stemningen er høj, selvom solen kun lige er stået op. Vi kører i Andesbjergene og får arbejdet med vores dødsangst, da vi kan se, at 10 cm fra bussens hjul, er der er afgrund der virker uendelig. Dette er en af de helt store charmer ved trafikken i Peru.. Man er aldrig helt sikker på at nå frem i live, så man er på mærkerne og får det hele med.

Vi ankommer til stedet hvor vores trek skal starte og vi forbereder os, både fysisk og mentalt. Min fod bliver bundet ind i sportstape, præventive vabelplastre bliver klistret på og snakken går om forventningerne til turen.

De første to timer er heldigvis til at klare og er 'flade', men som vores guide Erick siger 'nothing is flat in the Andes'. Vi får set en masse smuk natur og to kondorer der flyver over os og jeg må flere gange fortælle mig selv, at det jeg ser, er virkeligt. Det hele virker som én stor screensaver.

Vi ankommer til vores frokoststed og vi får serveret varm mad. Med os har vi nemlig det sødeste hold af lokale peruvianere, som bærer vores duffelbags, slår vores telte op og forbereder helt vildt lækker mad.

Efter frokosten går turen videre, nu opad, og det er her, at jeg virkelig begynder at nyde turen. En gletsjer kommer til syne og vi går målrettede mod den. På vejen skal vi krydse en flod og min vandresko dumper vandtætheds-testen stort. Vi fortsætter opad, nu med en våd sok, mens temperaturerne falder. Pulsen er høj nu, og vi er opmærksomme på at gå langsomt. Hvis vi bliver for varme nu, vil vi ikke kunne holde varmen i aften. Pulsen stiger og sætningerne bliver kortere, men naturen mere og mere fantastisk. Jeg bliver overvældet af en kæmpe lykkesrus og jeg minder mig selv om at nyde denne oplevelse 100 procent.

Tre timer senere ankommer vi til vores camp for natten. Her er smukt og vi har udsigt til den smukke, sneklædte gletsjer. Her er koldt og vi hopper hurtigt i alt det tøj vi har med. Vi pakker ud og så står den på popcorn og coca the i et lille fællestelt.

Mens det søde hold forbereder middag til os, stiller vi os ca. 7 mennesker udenfor, vi kigger op på den sorte himmel der er dækket af stjerner og så begynder vi at synge. Vi holder os varme, ligesom pingviner, ved at stå helt tæt og det er den sjoveste og fedeste oplevelse at stå der sammen. Efter maden falder vi om i teltene, hvor vi sover i alt vores tøj.

D. 13. oktober kl. 5.30 samles vi alle sammen foran et af teltene. Nemlig det telt Marie ligger i. Hun bliver 20 år i dag og vi stiller op med flag og begynder at synge. Hun bliver glad. Og hun kan godt lide gaverne, vi har købt til hende. Til morgenmaden har køkkenholdet opfanget, at Marie har fødselsdag og de har bakset en rigtig fin fødselsdagskage sammen. Den er bagt i en gryde over et bål og det er en virkelig sjov oplevelse at spise fødselsdagskage kl. 6 om morgenen i Andesbjergene.. efter hun har fået smækket den i hovedet selvfølgelig. En peruviansk tradition får vi senere fortalt.

Den første time af dagen går med hård stigning i minusgrader. Vi når til toppen, triumferer, fotograferer og glæder os over, at nu går det nedad resten af dagen. Og nedad går det. I 6 timer. Pulsen er rolig, men knæene skælver. Underlaget er ustabilt og vi er ofte ved at glide i de mange småsten stien er lavet af. Klimaet ændrer sig fuldstændigt, fleecen er lagt i rygsækken og solcremen kommet på næsen.

Efter en dejlig frokostpause tager vi det sidste stykke og når glade, men trætte frem til stedet, hvor chaufføren Paul Ivan henter os i sin minibus.

Efter halvanden time i bumlende bus ankommer vi til vores camp. Den er helt anderledes fra, hvad vi boede i forrige nat. Det er som at komme til et bitte lille samfund. Der er to små kiosker drevet af lokale, hunde og høns løber frit rundt mellem benene på os, der er en overdækket terrasse med en lampe i loftet og vigtigst af alt, et vaske ægte toilet med skyl og det hele. Win!

Vi får serveret middag og får i dag et glas vin til. Aftenen går med kortspil, inden vi igen kolapser i vores telte. Denne gang uden de mange lag tøj, men sprayet til med myggespray. En plage som vil følge os de næste døgn.

Klokken er 7 d. 14. oktober (tillykke Mettemus!). Dagen starter med en tur til en lokal kaffeplantage. En medarbejder fortæller os om, hvordan kaffen dyrkes, høstes og ristes, og turen sluttes af med espresso på en lille terrasse. Espresso lavet på bønner, vi sekunder inden har set blive ristet over et bål. Det er fantastisk at komme så tæt på de lokale og se deres verden.

Vi kommer tilbage til campen, spiser morgenmad, pakker vores tasker med madpakkerne som det søde køkkenhold har lavet til os. De skal ikke med os længere. Vi tager afsked og sætter os ind i minibussen. Turen i bussen viser sig at være et helvede og i 1,5 time kæmper vi med køresyge og kvalme.

Vi når frem til en togstation. Vi skal i dag gå 12 km. langs skinnerne indtil vi når til Aguas Calientes, sidste stop inden Machu Picchu. Vi går og det er varmt. Meget varmt. Vi bliver derfor alle meget lykkelige, da vi ser stedet hvor vi skal spise vores madpakker. En lille 'strand' ud til floden, gemt væk bag træer og store sten. Vi sidder på de store sten og spiser, og bader derefter i den kølige flod. Vi tørrer i solpletterne, mens vi bliver ædt af myg, dette er vi lykkeligt uvidende om på dette tidspunkt. Stedet er fantastisk og vi suger det hele til os.

Turen går videre og en times tid senere ankommer vi til Aguas Calientes. Vi fejrer det med en cola ud til floden, mens vi sidder og ser en sær lokal politidame prøve at lokke en hund i floden. Vi forstår aldrig helt hvad det går ud på. Til aften spiser vi på en fin restaurant og glæder os til morgendagen. Kristoffer og jeg tager efter maden på frokostjagt. Vi finder en lille madvogn i gaden. Jeg er kedelig og konservativ og vælger to spyd med kylling og oksekød. Kristoffer er eventyrlysten og vælger tre spyd med gule svampede stykker af komave. Tre spyd der ryger i skraldespanden 5 skridt efter vi er gået fra boden, da han har taget en lille smagsprøve af det ene. Great success!

Om natten kommer kløen på benene. Jeg indser, at myggene har ædt mine ben fuldstændigt og i skrivende stund kæmper jeg mod kradsetrangen!!! Marie har talt 118 myggestik på sine ben.. Av!

Vi står op kl. 5 næste morgen d. 15. oktober. Maven kilder, mens vi spiser morgenmad på hotellet. Vi får hurtigt pakket tasken og vi går mod bussen der skal tage os til Machu Picchu.

Ca. Kl. 7 ankommer vi til hovedindgangen og vi går spændte ind. Synet af Machu Picchu er ubeskriveligt og uvirkeligt og vi tager tusindvis af billeder. I timerne efter fortæller vores guide Erick om Machu Picchus historie og efterfølgende soler vi os på en af de mange terrasser, mens vi i smug spiser vores frokost. Ingen rangers opdager os og smider os ud, hurra!

Efter den kæmpe oplevelse går turen hjemad. Vi skal med et tog og har ikke de store forventninger. Det ender dog med at være den vildeste tur! Allerede da vi kommer ind, bliver vi mødt af panfløjtemusik og atmosfæren i toget er virkelig hyggelig. Da toget kører fra perronen, bliver der delt mad og kaffe ud til os og få minutter efter ankommer underholdningen - en maskeret mand der danser helt ustyrligt gennem vognen. Men det slutter ikke her, musikken bliver skruet op og en stemme begynder at fortælle om alpaca uld og dens mange fordele, splitsekunder efter spankulerer to 'modeller' ned igennem vognen. Vi er nu vidne til et rullende alpaca modeshow. SÅ sjovt og så unik oplevelse

Den sjove hjemtransport stopper dog ikke her. Vi ankommer til Ollantaytambo med toget og foran os har vi 2 timer i bus. Umiddelbart kedeligt. Men ikke for denne gang. Erick stopper bussen ved en lille kiosk og kommer glad ind i bussen med en CD spækket med techno og trance musik. Og så går det vildt for sig. Hele vejen fra Ollantaytambo til Cusco er der basarm og jubel i bussen.

Og i det øjeblik, det går op for mig, at jeg sidder i en bus i Peru med den smukkeste udsigt udover bjergene, den vildeste technofest kørende sammen med de fedeste mennesker, bliver jeg helt varm og glad indeni og bliver opmærksom på, hvor skide heldig jeg er, at jeg får disse oplevelser med mig. Ren lykke.

Den følelse har siddet i mig siden turen og jeg er enormt taknemmelig over at have oplevet det ene af verdens syv vidundere i forbindelse med en så fed tur!

Godnat, savner jer derhjemme! Kæmpe kys til besserne!