Cuba, Cuba, Cuba

Et finurligt lille land, som jeg gik i møde med tårnhøje forventninger. Jeg kan huske, at blive mødt af varmen da vi kom ud af lufthavnen. Luften var tyk og himlen mørk. Orkanen Sandy som netop havde hærget, hang stadig i luften og dominerede vejret. Foran os ventede en halv time i bus og vi slugte det hele med øjnene. Det var fuldstændigt forskelligt fra, hvad vi var vant til fra Peru. Nu var vi pludseligt omgivet af palmer, gamle amerikanske flydere og et smukt folkefærd bestående af høje muskuløse mænd og smukt formede kvinder (no offence people of Peru, you know I love you).

Vi blev kørt til vores hotel, El Comodoro og jeg måtte til min store skræk erkende, at jeg nu befandt mig i et land, hvor katten var det dominerende dyr. De var overalt og de havde alle sammen et handicap enten i form af et manglende øje eller en gakket gangart efter et sammenstød med de mange taxaer i gaderne. Sidstnævnte var jeg desværre så uheldig at få lov til at opleve. Lyden af kattens ryg der brækker under bilens hjul vil jeg nok aldrig glemme, og det giver mig gåsehud hver eneste gang jeg tænker på det.

Vi blev indlogeret på vores værelser og senere skulle vi til tre retters middag på den italienske restaurant på hotellet. Vi fik en forret bestående af tomat og skiveost, hovedretten var gordon bleu med udkogt pasta med ketchup som tilbehør og til dessert fik vi en friturestegt krydderbolle med is. Det var lidt komisk at sidde på en pæn restaurant og få serveret noget, som ikke engang ville gå det mest usle sted i Danmark. Det var her det stod klart for os, at det nok ikke var de store gastronomiske oplevelser, vi skulle forvente at få på Cuba, men at vi måtte finde charmen andetsteds.

Og det gjorde vi så! Cuba har givet os dans, rom og cola en masse, komplimenter fra forbipasserende, sjove taxature i ældgamle amerikanske biler, som kun lige netop kunne hænge sammen og som til tider måtte skubbes i gang og spanskundervisning med en charmerende og særdeles bramfri ældre cubansk kvinde, Kary.

En kvinde som på trods af sin meget direkte facon og sin til tider lidt grænseoverskridende pågåenhed overfor klassens eneste dreng, Kristoffer, gav os et indblik i, hvad det vil sige at være cubaner. Hun er en kvinde som elsker sit land og som er stolt af at være en del af folket. Hun tog os ud på ture, så vi kunne opleve det ægte Cuba. Hun tog os med på et frugtmarked, hvor vi pruttede om prisen på løg og agurker og hun tog os med til universitetet i Havana, hvor vi mødte en flok psykologistuderende, som inviterede os med til en universitetsfest. Selvom jeg ikke føler, at mine sprogkundskaber er blevet udviklet specielt, er jeg meget taknemmelig for undervisningen vi fik, for Kary fik os ind under huden på Cuba, på en måde som ville have været svær at komme på egen hånd.

Vores fredage var dedikerede til spillestedet Casa de la Musica. Et sted med billige øl, en hyggelig stemning og et indbydende dansegulv. Efter Casa de la Musica fik vi for vane at tage ned til en restaurant på El Malecon (en 5 km lang kyststrækning i Havana), hvor vi spiste pizza og drak lidt flere øl, inden turen gik videre til udendørsdiskoteket 1830, hvor vi dansede med udsigt over vandet. En af dagene, tidligt på aftenen, mødte jeg to unge cubanere, Ray og Julio. Jeg faldt i snak med dem og senere tog de med på Casa de la Musica hvor vi festede resten af aftenen. Det var vildt fedt at snakke og feste med de lokale unge.

Sidste lørdag i Cuba tog vi til byen Viñales, som ligger ca. 2½ times kørsel fra Havana. Her blev vi mødt af bjerge og smuk natur, noget som jeg virkelig havde savnet, da vi kom direkte fra smukke Cusco til storbyen Havana. Vi havde en fantastisk dag med besøg i grotter og på tobaksmarker. Det var så fantastisk at få lidt afveksling fra storbyen.

På trods af alle de mange dejlige oplevelser jeg har haft i Cuba, rejste jeg derfra med en følelse af skuffelse. Mine forventninger var så høje og fordi vi kun var der i 3 uger, var vi mange der følte, at det var svært at komme rigtigt ind under huden på Havana og få byen oplevet ordentligt. Det har overrasket mig meget, men Cuba har på ingen måde stjålet mit hjerte på samme måde som Peru gjorde og jeg oplevede flere gange i løbet af de tre uger en følelse af hjemve til Cusco, meget uventet.

Det var desværre også på Cuba, at jeg måtte tage afsked med en af mine allerbedste venner, jeg har fået på turen, Nikolaj. Han skulle kun med til Peru og Cuba, så lige nu går tiden lidt med at komme ovenpå igen efter en meget tårevædet afsked i Mexicos lufthavn. Savner ham allerede og kommer virkelig til at mangle en meget vigtig person på resten af turen.

Nu ligger Costa Rica foran os, og jeg ser meget frem til at opleve noget helt nyt endnu en gang. Vi lægger ud med 4 dages introtur i junglen i morgen, glæder mig.

Jeg savner jer derhjemme. Kæmpe kys!