MINEBYEN
Vi kørte med offentlig bus fra Sucre til Potosi, hvilket gik stærkt - rigtig stærkt på svingende veje. Vi ankom til Potosi og blev mødt af Victor - vores guide de næste 4 dage. Om eftermiddagen tog han os med hen til møntmuseum, hvor der i perioden omkring 1500 til 1951 er blev produceret mønter. Museumshuset var selve huset, hvor mønterne er lavet - først ved håndkræft, siden dampmaskiner og de sidste år via elektricitet. Der var også mange flotte billeder, mumier, mineraler i form af sten. Alt i alt en rigtig god oplevelse. Victor fortalte os om Potosis historie og om minedrift.
Efterfølgende kørte vi med taxa op til en mine. Der var gråt overalt udenfor minen, støvet og rodet. Vi blev klædt på til at komme ind i minen - overtrækstøj, hummistøvler og sikkerhedshjelm med lygte. Som vi skulle til at gå i minen kom to unge fyre omkring 18 år skubbende ud med en
tipvogn fyldt med materiale fra minen. Dette skete flere gange inden vi gik ind i minen. Victor førte an ind i minen - vi gik mellem skinnerne i muddervand. Snart var vi inde ved "Tio'en" - ond udenpå men god indeni. Tio'en beskytter minearbejderne ved at holde dem i live og give dem et godt helbred. Vi gennem minearbejdernes ritualier, når "tilbeder" denne Tio. Der skulle bruges: alkohol (95%), cocablade og cigaretter. Vi gik længere ind i minen - smalt, måtte mange steder bøje os for at kunne passere, eucalyptustræstammer var sat op for at jafstive, væggene smultrede når man rørte dem, støvet metalisk luft. Vi gik efter Victor, kravlede nærmest rundt til tider for at komme frem. Til sidst kom vi helt derind hvor de unge fyre og en lidt ældre arbejdede. Vi kunne se dynamit i væggene. De var igang med hakker og skovle - arbejdede hårdt i det. Vi havde lidt sodavand med til dem som gave. Minen var i 7 lag - dvs 6 lag under os gik der også mine arbejdede og arbejdede. Det var en skræmmende oplevelse at se disse virkelig dårlige og meget farlige arbejdsforhold.