Så kom dagen endelig. Den store rejsedag. Den dag, hvor min store jordomrejse begynder. Jeg har jo valgt at rejse alene og det er en kæmpe udfordring for mig. Hvordan får man en så tosset ide at rejse alene i 8 måneder? Jo… i mit tilfælde tilmeldte jeg mig til et foredrag om Thailand, Australien og New Zealand ved jysk rejsebureau. Efter at have set de mest fantastiske billeder af en hel ukendt verden blev det klart for mig, at grunden til jeg har arbejdet som en gal og udsat min krop for de mest horrible situationer, som at arbejde 28 timer i træk, var for at kunne betale for en tur som denne. Jeg havde ikke nogen fast ide om, hvor turen skulle gå hen andet end, at jeg gerne ville udforske asien. Nogle dage efter gik jeg derfor ind til jysk rejsebureau for at snakke med dem. Lars Strandridder, min rejsekonsulent spurgte mig, hvor jeg kunne tænke mig at komme hen og jeg svarede, at jeg bare ønskede at se så meget af verden jeg kunne for 100.000 kr. Det var som at se et barn i en slikbutik og Lars gik straks i gang. Der har selvfølgelig været en masse forberedelser før turen kunne begynde. Visum, vaccinationer og ikke mindst udstyret. Jeg går jo rundt og ligner noget en "friluftland" har kastet op på. Det er slet ikke vant for mig at gå i store vandrestøvler og kun have 10 kg bagage med og især ikke til 8 måneder. Som min far siger: "du skal ikke gå ned på udstyr!" og det kommer i hvert fald heller ikke til at ske. Jeg tror det giver min far lidt ro i sjælen, at jeg rejser ud med det bedste og dyreste udstyr. Hvis noget går galt kan man kun bebrejde min egen naivitet, eventyrlyst og tankeløshed.

Jeg sidder nu på det sidste fly på vej til Bali og det har godt nok været en lang rejse. Den startede torsdag d. 22. september kl. 6, hvor jeg blev kørt til Aarhus lufthavn. Her sagde jeg farvel til mor, far og mulle. Af sted til Kastrup og videre til Doha, Qatar. Når folk har spurgt mig, om jeg ikke var bange for at rejse alene har jeg altid sagt, at jeg nok ikke skal tænke for meget over det, for så ville jeg nok blive bekymret. Det er gået meget godt lige indtil afrejsedagen. Der gik det for alvor op for mig, at jeg var helt alene. Det var hårdt at sige farvel og lige den dag overskyggede ensomheden lidt for de eventyr som ligger derude og venter på mig. Da jeg fandt min rigtige "farve" i Doha (der opererer de med farver som erstatning for terminaler, så man kan næsten ikke gå forkert) kunne jeg godt mærke, at jeg pludselig var helt alene. Kulturen var meget fremmed i forhold til hvad jeg havde forstillet mig. Der er en rimelig stor moské i lufthavnen, de fleste kvinder var helt dækket til så det kun var muligt at se øjnene, mens mændene gik i lange hvide dragter og havde hovedklæde på. Det lignede noget fra sex and the city 2 (beklager min ringe sammenligning, men det er det eneste jeg kan referere til fra Mellemøsten). Jeg satte mig for mig selv, lidt træt og mut og ville ikke rigtig tale med nogen. Jeg blev dog nødt til at spørge sidekammeraten om hjælp til at få internet og vi faldt i god snak. Han hed Jae og var fra Korea. Da han var gået, blev jeg spurgt, om jeg ville dele min viden om trådløst internet og sådan blev jeg venner med Haytham fra Palæstina.