Næste morgen stod jeg tidligt op, pakkede mine ting og gik af sted op ad skrænten. Jeg havde hyret en chauffør til at hente mig og køre mig op nord på. Bingin beach var et fantastisk sted, men det var ikke til at holde ud med ham Lahcen. Jeg havde fået et nummer til en god, engelsktalende chauffør af Edward Haugland. Nyoman, som han hedder, hentede mig og vi kørte af sted. Han var en sød balinesisk fyr på snart 25. Han har det største smil, det smukkeste balinesiske ansigt og det grimmeste grin (som i et japansk gameshow). Vi startede med at køre til Tanah Lot. Det er et stort tempel, som ligger på en klippe i vandet. Meget smukt og derhenne blev jeg renset i helligt vand, fik en champaka blomst bag øret og ris i panden. Det var dejligt at opleve noget balinesisk kultur, og jeg finder deres religion meget interessant. Bagefter kørte vi hen til et andet tempel, hvor vi skulle bære sarong. Nyomans engelsk er ikke det bedste og blandet med træthed fik jeg ikke så meget ud af det, men det var rart at have én at opleve det med. Alt i deres religion og kultur hænger sammen. Lige fra farver, til antal lag der er på tempeltagene. Rød står for fødsel (eller "red for born" som Nyoman kalder det), hvid for livet og sort for døden. Vi kørte derefter ud og så rismarker og spiste i den smukke grønne natur. Derefter kørte vi hen til et tredje tempel, som er det tempel, man kan se bag på deres 50.000 seddel. På vej derhen kørte vi forbi nogle ceremonier. Den første gik ud på at slibe hjørnetænderne, fordi de tror, at det er dyrisk og derfor sliber de lige et stykke af som symbol på, at de ikke er dyriske og djævelske. De havde pyntet deres forsamlingstempel virkelig smukt med blade og stoffer og bar selv fint tøj i blonde. Senere kom vi forbi et stort optog. Nyoman holdt straks ind til siden, så jeg kunne stige ud og tage billeder. Det var et langt optog. De bar alle sammen saronger og mændene bar klæder på hovedet. Nogle spillede musik og andre gik rundt med paraplyer. Midt i optoget var der, hvad der lignede et lille tempel i guld pyntet med paraplyer. Det blev båret af en masse mænd på kæmpe bambuspæle. Mændede sang og drejede dette store tempel rundt, og da de gjorde det, kunne jeg se, at det var et lig de bar rundt på! Det var altså en kremation. Det var meget spændende at opleve, især fordi de alle sammen var så glade, og det hele var så smukt. Da jeg kom ind i bilen igen, fortalte Nyoman, at når en person dør skal man ikke græde, for så vil sjælen blive i tvivl om den skal blive på jorden eller reinkarneres. Vi sluttede af med at se Gitgit vandfaldet inden vi nåede Lovina. Nyoman hoppede i vandet, men jeg var ikke helt klar på det. Desuden virkede vandfaldet ikke særlig specielt efter at have set den smukke natur på rafting turen. I Lovina havde Nyoman booket et hotel som var ejet af prinsessen af Lovina. Her på Bali er næsten alle efterkommere af kunstnere eller konger. Nyoman forklarede derfor, at det var vigtigt at snakke pænt til hende. Vi nåede lige ned at se solnedgangen på stranden, hvor hotellet i øvrigt lå. Sandet her i Lovina er mørkt og havet var roligt. Da vi havde været ude at spise gik vi hver til sit, vi skulle jo tidligt op dagen efter og se delfiner. Da jeg gik ind på badeværelset for at gøre mig sengklar, sad der en kæmpe kakerlak på skraldespanden og kiggede på mig med dens lange følehorn. Den var kæmpe stor, måske ligeså lang som min langefinger. Jeg havde forventet at den ville skynde sig væk, når jeg tændte lyset, men den sad bare der og kiggede på mig som om "hey, hvad vil du her?" jeg gik lidt i panik og løb hen til Nyoman. Da han så mit ansigt, gik han helt i panik. Han løb med tilbage på værelset, hvor kakerlakken stadig sad. Jeg gemte mig under dynen, imens han reddede min verden. Bagefter grinede han helt vildt, fordi han havde troet der var nogen på mit værelse eller nogen havde været i min taske. Derefter tjekkede vi resten af værelset for kryb, og jeg puttede mig godt ned i min lagenpose, så der kun lige var et åndehul. Jeg skulle jo ikke risikere noget…