Profile
Blog
Photos
Videos
10 dage til afrejse.
Min mave siger lyde der kunne minde om en russisk udbåd, og lur mig om det ikke også føles som om at der sejler en stor jerntingest rundt indeni mig ligenu. Rundt om mig på skrivebordet ligger plastikkort, pas, papirer og jeg bliver rystet i min grundvold hver eneste gang jeg tænker på én lillebitte ting jeg kunne have glemt. uha da da.
Jeg ved det, jeg har selv rodet mig ud i det her, så jeg tager den råt for usødet med at være helt alene i den australske ødemark. Det skal nok gå - for et par uger siden læste jeg en artikel om, hvad man skal gøre hvis ens fly styrter ned og en guide til hvordan man overlever af det rene ingenting, derfor er jeg også sikker på, at jeg nok skal klare mig. Men hvor jeg for tre dage siden havde slået koldt vand i blodet og tænkt: aaarh, den går nok, du, sidder jeg nu og ryster i bukserne.
Det er højst sandsynligt helt almindelig rejsefeber, og det eneste man kan gøre er at forholde sig nogenlunde rolig. Hvis jeg er bange for flyvningen tænker jeg på Eddie Murphy i The Golden Child, hvis jeg var bange for slanger og krokodiller ville jeg tænke på Crocodile Dundee og når jeg bliver bange for at møde op på mit hostel første nat prøver jeg at lade være med at tænke på filmen Hostel, men nærmere noget i retningen af halløj på badehotellet.
Men alt i alt glæder jeg mig jo nok, under al spændingen. Jeg er helt oppe at køre over alle de ting jeg skal se, men det gør det selvfølgelig også en smule svært at slappe af.
- comments