Efter Cambodja havde jeg brug for et par dage uden alt for meget aktivitet, saa jeg brugte 4 dage i Ho Chi Minh City med at shoppe lidt, tage i biografen (for at undslippe virkelig ihaerdige moto-drivere og den kvaelende varme) og se The War Remnants Museum. Ikke saerlig aktionpraeget, men til gengaeld lykkedes det mig faktisk at gaa rundt i byen paa egen haand OG finde tilbage til hotellet naesten uden at fare vild. Jeg har ellers vaeret storforbruger af motos og tuktuks til at koere mig rundt, fordi mit indre landkort, som de fleste sikkert ved, er et stort kaos. Dejlig afslappende og efter et par dage er Ho Chi Minh City faktisk slet ikke saa kaotisk, selvom der er mange mennesker, mange motos (ca. 3 mio.) og gaderne har maerkelige navne, som er umulige at huske.

The War Remnants Museum er virkelig interessant og indeholdt (heldigvis!) meget andet end tanks, maskinpistoler og amerikanske flyvere. Faktisk bestod udstillingen primaert af billeder med ledsagende tekst, som genfortalte Vietnamkrigens tragiske historie lige fra franskmaendene forlod Vietnam i 1954 for at blive afloest af amerikanere til i dag, hvor boern stadig foedes med svaere handikap pga. de giftstoffer som amerikanerne smed over store dele af landet. Der er billeder af amerikanske soldaters tortur af formodede Viet Cong-soldater, dioxin- og bombeofre som knap nok ligner mennesker laengere, graedende amerikanske soldater, vietnamesere med frygt i oejnene etc. Virkelig interessant, men samtidig en frygtelig historie, som ligger saa faa aar tilbage. Staerke billeder, som gjorde at jeg under hele udstillingen havde taarer i oejnene.

Jeg boede paa et billigt hotel i backpackeromraadet, hvor jeg moedte fire unge mennesker (en oestriger, to argentinere og en franskmand/mexicaner), som jeg tilbragte en hyggelig aften med paa en meget fin bar med udsigt ud over byen. Morgen- og aftensmad var inkluderet i prisen paa hotellet og blev serveret i meget lille reception, saa det var let at komme i snak med andre unge rejsende. Jeg moedte ogsaa en ung tysk kvinde, som jeg overvejede at tage videre med, men hun var paa vej til Cambodja og ville derfor til Mekong-deltaet i Sydvietnam, mens jeg ville nordpaa, saa det blev ikke til noget.

Jeg bookede i stedet en 'Open Bus Ticket' med stop i foelgende byer: Ho Chi Minh City - Mui Ne - Dalat - Nha Trang - Hoi An - Hue - Ha Noi. Det fungerer paa den maade, at man har en aaben billet til en bus mellem de forskellige byer, saa dagen foer man vil videre, ringer man til turistkontoret og beder om at blive hentet paa hotellet naeste dag. Paa den maade kan man tilbringe lige saa lang tid man vil i hver by og behoever ikke planlaegge, hvornaar man vil videre paa forhaand, men samtidig er man sikret en plads i en bus paa hvilken som helst dag, man vil videre.

Foerste stop i Mui Ne var dog en stor skuffelse! Masser af hoteller og restauranter, men de stod alle tomme, som i en spoegelsesby forladt af alle turister. Der var ingen aktivitetsmuligheder overhovedet udover at tage til stranden, som saa til gengaeld havde kaempestore boelger. Jeg blev kun en enkelt dag og tog derefter videre til Dalat, som efter sigende er den eneste by i Vietnam, hvor temperaturerne og luftfugtigheden er til at holde ud. Folk her gaar rundt i store vinterjakker, tykke sweatre og uldhuer, hvilket er et virkelig underligt syn i 25 graders varme, naar man selv gaar rundt i sommertoej. Der er koeligt i Dalat i forhold til resten af Vietnam (og Asien generelt), men stadig varmt nok til at gaa i T-shirt og shorts. Et fantastisk afbraek fra den ellers kvaelende varme og en luftfugtighed der er helt ude af proportioner.

I Dalat moedte jeg en easy rider (motorcykelchauffoer, som tager turister paa laengere ture i mindre turistede omraader), som jeg aftalte en 6-dages tur op gennem Vietnams centrale hoejland (langs Cambodjas graense) med. Turen slutter i Hoi An og jeg kommer derfor ikke til Nha Trang, som jeg ellers har busbillet til, men det er vist et lille tab, fordi Nha Trang mest er en strandby fyldt med turister.

Jeg droener derfor nu igennem et fantastisk frodigt landskab med min easy rider Mr. Lulu, mens han fortaeller mig om Vietnams historie og stopper ved udvalgte steder for at vise mig minoritetslandsbyer, smukke naturomraader og introducerer mig for et bredt vietnamesisk koekken. Og det bedste af det hele er, at der naesten ingen turister er her, saa jeg oplever 'the real Vietnam' og ikke et turisttilpasset Vietnam fuld af andre turister.

Mange af de ting, jeg har set med Mr. Lulu ville jeg aldrig have set alene og jeg ville uden tvivl aldrig have spist paa de restauranter, hvor han tager mig hen, saa det er virkelig en oplevelse at rejse med ham. Isaer fordi han loebende fortaeller mig om det forskellige ting og kan svare mig paa de spoergsmaal jeg stiller undervejs.

Foerste nat sov vi i en lille landsby, hvor jeg naeste morgen blev vaekket af hundrede galende haner, larmende boern og lyden af et lille samfund der vaagner naar solen staar op og begynder paa dagens goeremaal. En virkelig speciel oplevelse. Mr. Lulu kender de forskellige minoritetsgrupper, hvor vi stopper undervejs, saa han tager mig med ind i deres hjem og introducerer mig for de lokale, mest boernene, mens han fortaeller om deres kultur og forskellene mellem de forskellige minoritetsgrupper.

Jeg oplever et helt andet Vietnam med ham end jeg ville have gjort alene, og selvom det kan synes risikabelt at rejse paa motorcykel, saa er det faktisk en overraskende behagelig maade at rejse paa, fordi selv paa varme dage bliver man koelet ned af vinden naar man koerer.

Efter planen ankommer vi til Hoi An d. 4., hvor jeg har taenkt mig at blive haengende et par dage for at faa syet noget toej, inden jeg begiver mig videre mod Hue og Ha Noi.

Det lykkedes ikke at afbestille Laos-turen, saa d. 17. moedes jeg med resten af gruppen og sammen skal vi saa rejse igennem Laos. Derefter bliver jeg formentlig nogle dage i Nordthailand inden jeg kommer hjem til Danmark. Hjemrejsedatoen synes meget naer nu og jeg begynder at glaede mig til at komme hjem, selvom det bliver underligt efter saa lang tid.