Profile
Blog
Photos
Videos
Vi havde to virkelig spændende og lærerige måneder i Melbourne. Vi oplevede langt mere af Melbourne-området, end selv folk fra Melbourne oplever. Vi havde noget på programmet hver eller hver anden weekend, men holdt hverdagen fri for de vilde oplevelser. Det fungerede rigtig godt på den måde, da vi havde hverdagene til at fordøje alle vores indtryk.
Søren tog af sted med håbet om at blive klogere på, hvordan de gjorde tingene på University of Melbourne, få lov til at være medforfatter til en artikel og måske få snakket lidt med hende, der stod for forskningsenheden. Han opnåede så meget mere i perioden, fik skabt en masse gode kontakter, blev hovedforfatter på en artikel, medforfatter på en artikel og medforfatter på et abstract. Han fik skabt en rigtig god kontakt til hende, der stod for afdelingen, som var meget interesseret i at få ham tilbage til forskningsenheden igen.
Jeg havde ikke de store forventninger til opholdet i Melbourne, men havde håbet om at blive bedre til engelsk og måske lære noget jordemoderfagligt. Jeg havde på forhånd skrevet til nogle jordemødre i Melbourne for at høre, om jeg kunne få lov til at følge dem i deres arbejde. Det lykkedes at få skabt en masse kontakter, og på meget kort tid havde jeg fået lært alle de privatpraktiserende jordemødre i Melbourne at kende. Jeg oplevede en del jordemoderkonsultationer, deltog i et kursus om "calmbirth", deltog i en kongres om "Human Rights in Childbirth" og mødte en jordemoderstuderende, som jeg fulgte til undervisning nogle gange. Det engelske var en udfordring, men blev bedre med tiden.
Vores lejlighed i Collingwood var perfekt med alt, hvad vi havde brug for. Collingwood var et område, der passede os godt, der var mange sjove butikker og caféer på Smith St., Gertrude St. og Brunswich St. Vi fandt hurtigt vores yndlingscafe "South of Johnston", hvor vi brugte mange eftermiddage og alt for mange penge på kaffe. Der var en lækker restaurant med specialpizzaer på Gertrude St., hvor vi var nogle gange. Vi havde parken, Fitzroy Gardens, lige i nærheden, hvor vi løb en masse ture og fik lavet træning undervejs. Jeg elskede at komme i Fitzroy Swimming Pool, med 50 m. bassin under åben himmel. Her kunne jeg få tævet en masse baner og samtidig få sol, så badedragten blev permanent malet på. På Smith St. fandt vi en china-mand, der solgte alt man kunne drømme om, så selvfølgelig havde han også to gamle cykler, som vi "lejede" af ham i hele perioden, vi boede der. Det var ikke de bedste cykler i verden, på den første jeg havde blokerede baghjulet en dag, jeg kørte ned ad en stejl bakke, så den fik jeg byttet til en anden, hvor pedalen i stedet hele tiden faldt af. På trods af det gjorde cyklerne det lidt lettere at komme rundt i byen. Søren havde ca. 2 km til universitetet, og vi havde ca. det samme ind til centrum. Vi sparede utrolig mange penge ved at bruge cyklerne i stedet for offentligt transport.
Vi kom til at holde rigtig meget af Melbourne, Søren lærte nogle rigtig søde mennesker at kende på universitetet, som vi var ude og spise med en del gange. Februar og marts måned var de varmeste, de havde haft i mange år, så vi nød lys og varme, mens vi havde ondt af danskerne, som fortsatte den endeløse vinter.
Vi er ret overbeviste om, at det ikke er sidste gang, vi har været i Melbourne!
- comments