Hey folks!

Der er sket mange ting siden sidst: Blandt andet har vi sagt farvel til en kaempe i blandt os! Tometer-manden Kennie er taget hjem, hvilket er lidt skraemmende, da vi andre ikke foeler os ligesaa sikre uden ham blandt os. Spoeg til side, folk i Nepal er megaflinke, men vi savner ham allerede rigtig meget! :( Inden vi sagde farvel til Kennie naaede vi dog lige at se Chandigarh, hvor vi desvaerre ikke kom til bryllup alligevel, det gyldne tempel i Amritsar og leet af border clossing. Til sidst noed vi den rene luft i Bhagsu (Dharamsala) inden vi boede med udsigt ud til Himalayabjergene i Vashisht (Manali) for mindre end 20 kroner om dagen!

Vi tog en bus om aftenen fra Delhi til Chandigarh for at tage til et bryllup. Det blev dog desvaerre aldrig til noget, da vores kontaktperson til brylluppet pludselig sagde, at han foerst ville komme fire dage senere. Slukoerede, men ikke knuste besluttede vi os for at se hvad Chandigarh ellers kunne byde paa. Det blev til et par timer i den fantastiske Rock Garden, der er bygget udelukkende af genbrugsmaterialer! Det hoerer med til historien, at Chandigarh er en relativt ny by (50 aar gammel), og er opbygget i sektorer og man begyndte foerst at rydde gamle landsbyer for at goere plads til at bygge boligblokke sektor for sektor. En mand ved navn Nek Chand besluttede sig for at bruge materialer fra de gamle landsbyer til at bygge en park omsluttet i en stor skov, saa da man ville rydde skoven for at bygge flere boligblokke fandt man en mindre park og man besluttede sig for at goere det til en del af byen og samtidig udvide projektet! Det var en god ide for i dag er det Indiens naestmest besoegte turistattraktion kun slaaet af Taj Mahal! Men parken i sig selv er enorm og byggematerialerne er hovedsagligt af sten, cement, gamle potteskaar, knust porcelaen, knust glas og gammelt trae. Alt dette kombineret med flere vandfald og vandloeb goer omraadet til et af de mest underlige, men samtidig mest spektakulaere syn i Indien. Hvad endnu bedre var, at vi moedte parkens skaber, Nek Chand, som vi havde en kort sludder med i fem minutter (hvilket var meget svaert, da han ikke kunne et ord engelsk). Aftenen tilbragte vi med en aeldre inder som kaemper for billige hoteller og guesthouses i Chandigarh. Det vi boede paa kostede os 1400 og normalt betaler vi ellers max 500 rs! Vi tog en lille gaatur med ham rundt i byen, hvor han fortalte en masse om Chandigarh og viste os, at der paa deres kloakdaeksler er et kort over Chandigarh (saa farer man sgu aldrig vild!). De eneste afbrydelser var naar han slog kaempe prutter, ikke unormalt for indere der aabenbart ikke synes det er underligt eller uhoefligt! :S

Dagen efter tog vi en bus til Amritsar, da vi synes, at Chandigarh var en kende for dyrt! Busturen tog flere timer, men blev dog lidt kortet af, af at vi kunne se en Bollywood-film paa indisk. Men handlingerne er altid saa enkle i de film, at det var en smal sag at foelge med! Vi ankom om aftenen til Amritsar og tog ind for at se det gyldne tempel. Et utroligt syn! Selve templet er lavet af omkring 1000 kg massivt guld og er omringet af en stor soe, med en smal passage ud til templet. Her brugte vi et par timer paa at se templet indvendigt og udvendigt fra flere forskellige vinkler inden vi traette gik i seng. Dagen efter tog vi en taxa sammen med en indisk familie (hvilket vil sige, at vi var 13 personer i en taxa, Rasmus med gearstangen faretruende taet paa loegene, Kennie med hovedet ud af vinduet og Mads med en inder paa skoedet) 30 km fra Amritsar for at se graensen mellem Indien og Pakistan lukke. Dette er en kaempe ceremoni, hvor der er blevet bygget store stadioner paa begge sider af graensen saa folk kan overvaere denne opvisning i hvordan man kan se mest muligt dum ud naar man marcherer! Vagtskiftet paa Amalienborg blegner fuldstaendig i forhold til dette! Inden de lukker graensen danser og synger inderne mens de raaber Hindustan, Zindabad (laenge leve Indien). Paa Pakistans side var der dog ikke helt saa meget gang i den.. Efter en times festivitas marcherer soldaterne (hvis man har set Monty Pythons ministry of silly walks kan man danne sig en ide af hvad der foregaar) og saenker flagene i takt til trompeternes trutten! Derefter fulgte 3000 menneskers massen vaek fra stedet og koe i bil tilbage til Amritsar. Her spiste vi aftensmad ved templet, som er gratis, og sov i templets soveareal for turister, hvilket ogsaa er gratis. Superfedt!

Naeste morgen stod vi tidligt op og tog en bus mod Dharamsala. Det var en skraekkelig bumpet tur i de lokale busser, som minimum er 30 aar gamle og det virker lidt som om busselskabernes mantra er: If it ain't broke, don't fix it. Saa efter en syv timers bustur og noget tid i en taxa ankom vi til Bhagsu taet paa Dharamsala. Her var spaekket med turister (maaske 80 % af dem Israelere) og vi moedte blandt andet nogle danskere som vi brugte de fleste af dagene sammen med! Dog deltog Mads ikke saa meget i dette, da han laa syg to dage paa vaerelset. Men Kennie og Rasmus brugte dagene paa at moede en supercool tablaspiller (trommer) Praveen. Aldrig har man moedt en mand der kunne fortaelle saa mange (loegn)historier! Ellers gik tiden her med at trekke i bjergene og videre over til en gruppe af mindre vandfald, samt lave lokal indisk mad med en indisk madmor og se film i den lokale biograf eller sidde og hygge paa cafeer om aftenen og dagen! Dagen hvor vi skulle videre til Manali fik vi dog oplevet noget som ingen af os havde proevet foer. Vi gik ned i Dharamsala, hvor Dalai Lamas bolig er, men selvom han var hjemme fik vi dog ikke set ham :( Han er aabenbart en meget travl mand der arbejder selv naar han er hjemme.. Men det helt store den dag var The Lion Man Show. En fyr vi moedte paa gaden fortalte, at han udfoerte traditionelle tibetanske danse og dansede moderne vestlig dans ogsaa. Hvis moderne dans involverer at stikke en finger op i roeven paa en mand fra publikum (dog uden paa buks) og slikke paa folks ben og gnubbe dem i hovedet med sin roev, saa har han ret. Og det lyder ligesaa underligt som det var. Foerst lavede han de traditionelle tibetanske danse, virkelig ringe udfoert. Derefter brugte han 15 minutter paa at dreje rundt om sig selv, hvor han flere gange stoedte ind i borde og stole til sidst kom saa den del af showet som er beskrevet ovenfor. Han hev baade Kennie og Mads op paa gulvet og slikkede paa deres ben og arme og forsoegte flere gange at kysse dem. Rasmus blev angrebet paa det sted han sad og blev slikket op af ned paa halsen m.m. (don't wan't to go there!) Desvaerre havde vi en bus vi skulle fange saa vi naaede ikke at se slutningen, men vi har hoert fra andre rejsende at han smider toejet til sidst! Saa hvis i vil blive befamlet og faa jeres graenser brudt saa er det anbefalelsesvaerdigt!

Derefter tog vi en natbus til Manali, hvor chaffoeren koerte vanvidskoersel. Vi punkterede, ikke fordi vi koerte over noget, men fordi klippevaekken ved siden af bussen rev siden af daekket op. Vi ankom tidligt om morgenen til iskolde Manali og blev indlogeret et sted med den mest fantastiske udsigt ud over Himalaya! Dagene her gik med trekking i bjergene, hvor vi var oppe og roere ved sne i maj maaned! Desuden var vi ude paa en halvanden times rafting tur i det iskolde, men brussende vand! Vanvittigt sjovt og meget fart paa en kategori 3+! Der er ikke meget at lave i omraadet ellers, saa vi snakkede med nogle andre turister og saa film paa en restaurent. Meget dejligt at koble og komme helt ned paa jorden inden Kennie skulle hjem. Vi brugte meget tid paa at snakke om vores tur og fik nogle helt nostalgiske oejeblikke! Vi brugte tre dage her inden vi tog bussen til Delhi, hvor vi saa fodbold og meget tilfaeldigt (og lidt symbolsk) stoedte ind i vores chaffoer vi havde paa starten af vores tur! Klokken 3 om natten vaekkede Kennie Mads og Rasmus for at sige farvel efter omkring tre gode maaneder sammen! Senere paa dagen tog vi (Mads og Rasmus) saa videre til Kathmandu med fly, hvor vi brugte en dag inden vi tog til Pokhara, hvorfra vi starter vores 10 dages trekkingtur op i bjergene!

Mange hilsner fra Nepal

Rasmus og Mads