Dette bliver en lang blog, kan vi lige så godt sige. Så vi må hellere komme med en advarsel. Det er nu, du har muligheden for at klikke tilbage og fortrænge, at du nogensinde har læst denne tekst, slette hukommelsen og glemme, at du aldrig fik slutningen på dette spændende eventyr… For nu agter vi at blogge færdigt én gang for alle, selvom det bliver et langt, sejt træk! Til gengæld lover vi fuld tilfredshed eller tiden spildt - og vi skal nok gøre vores bedste for at det bliver det første!

Ja, som de fleste nok kan regne ud, er vi kommet hjem nu! Vi satte benene på dansk jord igen i torsdags, og var i Odense kl. 18 efter en meget lang (og lidt træls) hjemrejse. Vi startede med at flyve fra Darwin til Singapore, hvor vi havde 4½ times ventetid. Singapore Lufthavn er ikke arkitektonisk smuk, men fuld af orkideer og vandfald og meget andet, og på ægte asiatisk servicemanér tilbyder de en 2 timers guidet tur rundt i byen GRATIS - men kun hvis man er i transit i 5 timer eller derover... Så det var desværre ikke det, vi fik tiden til at gå med, det kunne ellers have været fedt lige at få med!

Videre med fly til London, hvor piloten lagde ruten henover Danmark, hvilket betød at vi torsdag morgen kl. 04 passerede Kastrup og Odense i 11 kilometers højde, kun for at lande i Heathrow og tilbringe syv kedsommelige timer, inden vi fløj hen over Odense igen, landede i Kastrup kl. 16 og fangede et tog til - ja, rigtigt gættet: Odense!

Nå, men vi kom da igennem det med stil og (tilsyneladende) Duracell batterier, for vi var helt oppe i

gear, da vi endelig nåede frem og havde lige overskud til at gå ind og leje filmen "Juno" hos Blockbuster og tage et par turistbilleder af os selv i Kongens Have...

Og alt hvad der så kommer derefter er knapt så interessant! Lad os hellere spole tiden tilbage til den skæbnesvangre dag, hvor vi forlod civilisationen og kørte ud i den store ødemark...:

Lørdag d. 28. sagde vi pænt goddag til Stuart Highway (også kendt som "The Track") nord for Adelaide. Det er altid vigtigt med en ordentlig introduktion, når man skal følges med nogen i længere tid. Og det skulle vi! For Stuart Highway går fra Adelaide i syd til Darwin i nord via Alice Springs (ca. lige midt i), en tur på 2834 kilometer - skal vi sætte tingene lidt i perspektiv, svarer det vel nogenlunde til en tur fra Danmark til Tunesien...

Første stop var Coober Pedy, også kendt som "Opal Capital of the World"! Men inden vi nåede så langt, stoppede vi ved nogle saltsøer i ørkenen, som er nogle af verdens største, og hvor der flere gange er forsøgt at sætte hastighedsrekord med køretøjer, fordi den enorme, jævne overflade egner sig fortrinligt til formålet. Her satte Donald Campbell verdensrekord i 60erne i sin Bluebird racer - vi snakker hastigheder på over 700 kilometer i timen, så der var fart på! Selv holdt vi os dog til Stuart Highway…

Her fandt vi, længere nordpå, frem til Coober Pedy, en opalmineby midt ude i intetheden - og nok den mærkeligste by, vi nogensinde har set! De første tegn på, at vi var ved at nærme os, var tusindvis af små og store bunker jord, der lå ud over hele landskabet. Hele området lignede et stort månelandskab eller måske nærmere resterne af en tæppebombet slagmark pga. alle de huller og bunker med opgravet jord. Og selve byen var nu heller ikke noget kønt syn. Vi boede på en campingplads, der mest af alt lignede en parkeringsplads, og først kunne vi ikke finde den plads, vi var blevet tildelt, fordi vi slet ikke regnede det for overhovedet at være et "campingsite"… Men på trods af, at der var uendeligt tørt, varmt og goldt og ikke mindst fyldt med fluer, var byen faktisk en ganske stor oplevelse. Vi tog på en lille sightseeing morgenen efter, hvor vi fik fortalt byens spændende historie, set miner, undergrundsboliger og -kirker, den lokale racer-, væddeløbs- og golfbane og meget andet, som I kan se i albummet fra Coober Pedy…

De næste dage tilbragte vi længere nordpå ved nogle af de største australske ikoner, Ayers Rock, The Olgas og Kings Canyon! Det var naturligvis en stor oplevelse, som vi delte med tusindvis af fluer og andre turister. Heden var dog ganske ulidelig, så da vi var ude for at se Ayers Rock den første dag, og var nået en tredjedel af vejen rundt om den, besluttede vi at vende om og gå tilbage til bilen. Der var liiige lidt længere end vi havde regnet med, og vi havde ikke taget vand med, fordi det slet ikke var meningen, at vi ville påbegynde en sådan rundtur. Vores sightseeing ved The Olgas endte også med at begrænse sig til at se dem på "udefra", om man så må sige - frem for at blive stegt på en hikingtur inde imellem klipperne. Men vi var der, vi så dem og det var godt nok for os!

Vi nåede frem til et af de andre outback wonders, nemlig Kings Canyon, om aftenen, og havde det ikke været for en uforudset omvej på små 300 kilometer, så var vi nok kommet frem noget før! Hvad vi ikke vidste, var nemlig, at vejen, der fører mere eller mindre direkte fra Ayers Rock og The Olgas til Kings Canyon, var en offroadvej, som vi hverken kunne, måtte eller ville køre på med vores lille campervan… Vi fik dog en smagsprøve på offroad-eventyret, da vi trodsede forbudene i lejekontrakten og kørte 6 km. ud til nogle store meteorkratere og tilbage til Stuart Highway igen ad en grusvej: Det tog så over en halv time HVER vej - og var ikke turen værd.

Anyway, vi fik set Kings Canyon og drønede videre til Alice Springs (hvor vi besøgte Royal Flying Doctor Services) og de næste dage gik med at køre nordpå - og vi vil ikke kede jer med detaljer (dem kan I se på billederne)… Undervejs så vi noget fantastisk landskab og en utrolig fauna, vi kravlede rundt på Devils Marbles ved solnedgang, vi sejlede gennem Katherine Gorge og meget andet - det hele akkompagneret af en milliard aggressive fluer, der tvang os til at bære de praktiske og uendeligt smarte fluenet i alle døgnets lyse timer. Hvis der findes nogen billeder af os derfra, hvor vi ikke bærer fluenet, har vi kun taget det af for fotografens skyld… Der var simpelthen fluer overalt og hele tiden!

Eller dvs. da vi nåede frem til Kakadu National Park (som ligger i det tropiske klimabælte), forsvandt de lige pludselig med ét! Men desværre kun for at blive erstattet af glubske myg i milliontal. Så glæden blev kort. Eftersom myg ikke var noget, vi havde skænket en tanke indtil da, havde vi holdt bildørene åbne lige lovligt længe, hvilket resulterede i, at vores sovekabine var fuld af myg, da vi lagde os ind for at sove. Vi har aldrig, aldrig, aldrig nogensinde set så mange myg på én gang! Helt febrilske og indsmurt i babyolie over hele kroppen (ifølge de lokale det bedste myggemiddel), brugte vi derefter over en time på at knalde myg efter det forhåndensværende søms princip, dvs. med diverse turistguider og gratisaviser… Og det var altså nogle stykker i minuttet, så der var altså mange tilsammen. Virkeligt mange. Uha, man kan mærke det klø, bare ved tanken!

Vi fik dog nogenlunde rent bord (der var måske kun 50 tilbage, da vi lagde os til at sove), og vi stod op næste morgen til en af de mest fantastiske oplevelser på hele turen: en sejltur i Yellow Waters Billabong. Yellow Waters er et vådområde i Kakadu N.P., hvor der er et helt fantastisk fugleliv og en hel masse saltvandskrokodiller, foruden insekter, fisk og andet kravl. Det var virkelig en smuk oplevelse at sejle rundt derude i stilheden tidligt om morgenen, med alle kakaduerne, storkene, glenterne osv. omkring os - og krokodillerne under os… Faktisk er Kakadus floder og vådområder det sted i verden, hvor der er flest krokodiller! Vi fik da også set nogle stykker, bl.a. en han på omkring 5-6 meter, som vi kom temmelig tæt på!

De sidste dage tilbragte vi i Darwin med ren afslapning for en gangs skyld. Og dér slutter denne blog, hvor den begyndte, nemlig med hjemrejsen til Danmark efter 6 ugers eventyr i Australien og ikke mindst 3 dejlige uger i New Zealand!

Vi tager hatten af for dig, der er nået hertil! Og vi takker endnu en gang fordi I fulgte med og håber, at det har givet inspiration til at opleve disse to vidunderlige og spændende lande på egen hånd. Vi skal i hvert fald helt sikkert tilbage dertil engang - vi venter dog lige til banken giver grønt lys. Så bare rolig, kære mødre - det bliver ikke foreløbigt…